Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




X-Men: Dark Phoenix (113 min.) Biograffilm / Marvel / 20th Century Fox
Anmeldt 12/6 2019, 20:45 af Torben Rølmer Bille

Kosmisk kaos


Kosmisk kaos

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hører du til dem, der havde håbet på at den seneste X-Men-film, Dark Phoenix ville være en direkte filmatisering af John Byrne & Chris Claremonts fantastiske tegneserie af samme navn, vil du nok blive slemt skuffet. Væk er Hellfire klubben og du får heller ikke lov til at se Phoenix udslette hele planetsystemer med sin nyfundne energi. Til gengæld ville det nok også være ret svært at få dette til at fungere i filmform og ville nok samtidig forvirre en del biografgængere.

Instruktør og forfatter Simon Kinberg (der også var med til at skrive manus til tre af de tidligere film i X-Menserien) har forklaret, at han var langt mere interesseret i den personlige udviklingshistorie, der er det centrale ved Dark Phoenix-historien, nemlig den forvandling som den unge Jean Grey gennemgår, idet hun pludselig besidder nærmest uanede kræfter. For hvordan forvalter en person, der i forvejen har ret vilde kræfter, at nu besidde nærmest uendelig energi?

Før Jean skal forsøge at finde ud af dette, oplever seeren indledningsvis en scene fra Jeans allertidligste barndom. X-Men: Dark Phoenix starter med at vise os en traumatisk familiebegivenhed, der gør at lille Jean kommer i Professor Xaviers varetægt. Herefter springes der frem til 1990’erne, til et USA som efter begivenhederne i X-Men: Apocalypse, faktisk har accepteret mutanter og ligefrem officielt påskønner et samarbejde med disse, især når katastrofer lurer.

Filmens indledende katastrofe drejer sig om NASAs rumfærge Endavour, der er kommet i vanskeligheder. Forskerne mener at en solstorm har skubbet rumfartøjet ud af kurs og ødelagt dets styresystemer. Derfor får en håndfuld kompetente X-Men til opgave at daffe ud i rummet i deres hypermoderne jetfly, for at evakuere astronauterne.

Det viser sig dog ikke at være en helt almindelig solstorm, der har sat NASAs skib ud af drift, men derimod en sær lilla energi, der lige før redningsaktionen er slut, synes at angribe Jean Grey og bliver totalt opsuget i hendes krop. Da Hank (aka. Beast) senere undersøger hende, kan han ikke se, at der er noget galt, ud over at hun har en energi i sig, som er så vild at den ikke kan måles på nogen af videnskabsmandens instrumenter. Jean siger selv at hun har det mægtigt fint, men seeren ved allerede godt at det ikke helt forholder sig sådant.

Samtidig dukker en samling mystiske rumvæsener op på Jorden. De har tilsyneladende jagtet den kraft som nu er inde i Jean. Hvad de skal bruge den til, skal ikke afsløres her, men som du, ærede læser, nok har gættet så er det ikke til at skabe fred i universet med. I løbet af filmen forsøger Jean derfor at få hjælp fra flere kanter, selv Magneto, der lever isolereret i en slags hippie-mutant-kollektiv på en ø, forsøger hun at få hjælp fra.

Der er nok mange der vil mene at dette er en superheltefilm som så mange andre, at der ikke er ret mange overraskelser og at filmen følger en alt for forudsigeligt generisk plot, der går igen i mange af denne slags film Det passer også til dels. Samtidig med at det er fedt at gense alle de velkendte figurer (og de skuespillere vi forbinder med dem), som vi har fulgt i en lang række X-Men-film fra 20th Century Fox i samarbejde med Marvel, så føles det også mere som en lidt sørgelig svanesang, frem for det vilde brøl man havde forventet ville komme fra fugl Fønix.

Som de fleste ved, så blev Marvel solgt til Disneykoncernen i 2019 og dette bliver derfor den sidste Marvel-film Fox havde mulighed for at lave, inden Disney overtager franchisen. Selv om det er list trist at skulle sige farvel til serien, så er der allerede planer om at genoplive den i nyt format i Disneyregi. I skrivende stund spås det dog, at vi allertidligst får en ny X-Men-film i 2021

Der er masser af gode intentioner i X-Men: Dark Phoenix for skuespillerne gør, hvad de kan for at være overbevisende i deres respektive roller, især Sophie Turner er overbevisende som Jean Grey, men det ændrer ikke på at filmens manus er både så langt væk fra den originale tegneserie og så tilpas generisk, at det overordnede indtryk desværre ender med at skuffe den trofaste fan (hvad enten man har læst tegneserien først eller ej) en del.

Dark Phoenix er objektivt set ikke en ringe superheltefilm, for undertegnede var glimrende underholdt. Man havde bare håbet på at X-Menserien gik ud med et brag af en film, hvilket desværre ikke sker. Dette skal selvsagt også ses i lyset af at det er vanskeligt at skabe en medrivende superheltefilm, der vil være i stand til at konkurrere med episke (og langt dyrere) film som Avengers: Endgame og lignende. NB: Der er i øvrigt slet ingen grund til at blive siddende i biografen til rulleteksterne er slut, for der kommer ikke mere film til allersidst. Det skyldes sikkert at dette er den ”sidste film”, som nævnt, og derfor er der ingen grund til at gøre publikum interesserede i hvad der monstro sker i den næste film.


2428
Forrige anmeldelse
« Brightburn «
Næste anmeldelse
» Godzilla II : King of the Monst... »


Filmanmeldelser