Man in suit! er en fast vending bland hardcore fans af Gojira, for der er mange af disse der har haft svært ved at acceptere nyfortolkninger og computerskabte versioner af det ikoniske japanske monster. Der har også været murren i krogene over Gareth Edwards nyeste film version, idet nogle rygter påstod at monstret her var en federe version end sine forgængere. Rygtet taler sandt, Gojira har taget på, men heldigvis er dette også et af de eneste kritikpunkter man kan finde, for filmen er en der meget sikkert giver gamle fans mange af de ting de vil have, samtidig med at den sikrer at nytilkomne vil begejstres i sådan en grad at de kræver en fortsættelse, eller går i arkiverne og får set de film der har gjort monstret til den populære figur som den er blevet.

Instruktøren af den nye film er engelske Gareth Edwards som kun har to spillefilm på sit CV, hvoraf den ene sikkert har været med til at sikre hans vej til instruktørstolen på Godzilla. For Monsters var en meget ambitiøs independent film, der både havde monstre, men som samtidig fortalte en meget menneskelig historie. I sidste ende vendte den tilskuerens forventninger på hovedet og stillede spørgsmålet om hvorvidt det var os eller de fremmedartede skabninger, som er de sande monstre og noget af dette går igen i den nye film.

Godzilla starter i 1999 hvor et hold forskere finder et mystisk fossil da en mine i Filippinerne pludselig kollapser og afslører en enorm hule nedenunder mineselskabets udgravninger. Det virker dog som om der er ”noget” som for nyligt har bevæget sig ud af denne grotte, noget som måske ikke var så fossileret igen. Vi springer til Japan, hvor vi møder en familie på faderens fødselsdag. Han har dog ikke tid til at fejre sammen med kone og søn, for han er meget bekymret over nogle regelmæssige seismiske målinger som tiltager i styrke. Hans bekymring holder stik, for kernekraftværket han og konen arbejder på falder sammen om ørerne på dem.

Vi springer nu frem til vor tid, sønnen er blevet far selv og arbejder som bomberydder i krigszoner, mens hans lægehustru passer deres femårige søn. Han er lige komet hjem fra 8 måneders tjeneste, da konsulatet ringer for at fortælle at hans far er blevet smidt i fængsel i Japan, for at begive sig ulovligt ind i ”den forbudte zone” som er det kontaminerede område hvor familiens hus ligger. Ford, som sønnen hedder, tager derfor til Japan og må hurtigt indse at hans fars konspiratoriske ideer måske slet ikke er så virkelighedfjerne, som han har troet hele sit liv. Der er blevet dækket over noget stort, noget som både far og søn ser blive vækket til live.

På mange måder er Godzilla en helt klassisk kaiju-film, med spektaklet og monstrenes kamp som det helt centrale pièce de résistance. En, blandt mange af de kardinalfejl som Rolane Emmerichs usle Godzilla fra 1998 begik, var udelukkende at fokusere på bekæmpelsen af Godzilla (en Godzilla som i øvrigt havde mistet et af sine mest betydningsfulde angreb) i stedet for, lige som i filmseriens ånd at lade Godzilla være en destruktiv, men ultimativ god kraft, der frelste menneskeheden fra andre monstre. Dette er holdt intakt i den nye film og det er vi mange der takker holdet bag for.

Der er sikkert enkelte, der vil mene at filmen måske fokuserer lidt for meget på de mennesker, som forsøger at bremse monstrenes hærgen, men dette opfatter undertegnede på ingen måde som et problem. Nuvel, det bliver en anelse karikeret at Ford konstant kommer til at være i situationer uhyggeligt tæt på monstret, eller at flådeadmiralen selvfølgelig har svært ved at lytte til den japanske videnskabsmands forklaringer, men omvendt er sidstnævnte i al fald med til at italesætte filmens budskab. Naturen vil sørge for at bringe tingene i balance.

Det er ganske nemt, hvis man tager de briller på, som er i stand til at læse mellem linjerne, at se filmens fokus på atomkraft som både noget potentielt altødelæggende men også noget potentielt kan bruges til gode formål. Der er jo næppe nogen Gojira-film hvor hele byer ikke raseres eller monstre forsøges udslettet med kernevåben, som reference til virkeligheden nævnes værket i Fukushima i forbifarten. I den nye film oplever vi også en tsunami forårsaget af monstrenes entré. Igen en direkte reference til katastrofer som er tættere på os, end dem der bliver forårsaget af filmmonstre.

Kort sagt er den nye Gojira film bestemt værd at se. Det er en af de film der SKAL ses i biografen, selv om 3D bestemt ikke er påkrævet. Monstrene skal nemlig være store for at imponere og det gør de. Der er flere momenter i filmen hvor det næsten rislede koldt ned af ryggen på den begejstrede anmelder i kraft af hvor flot det hele var iscenesat. Man bør ingenlunde tænke på hvordan det er muligt for menneskene at få genetableret strømnettet så hurtigt efter gentagne EMP udladninger – men nu er dette jo ikke film der udpræget søger realisme, så læn dig i stedet tilbage og nyd kolossernes kamp i storbyen! Det er i al fald skønt igen at kunne opleve monstrenes konge, som man kender og holder af ham.