Anmelder undskylder allerede for den platte overskrift, men det var altså bare for svært at modstå fristelsen. Der er ellers ikke mange fællestræk mellem en serie platte gospel-gangster-komedier med Whoopi Goldberg og så den nye gyserfilm The Nun, ud over det faktum at seeren tages med ind i et kloster, hvor der sker en masse skrækkelige ting.

Nonnen fra filmens titel er den meget skumle, spøgelsesagtige figur, som de fleste gyserfans husker fra The Conjuring 2 (filmen som på dansk fik den mundrette titel Nattens dæmoner 2). For på samme måde som filmene om den dæmoniske dukke Annabelle er udsprunget af denne filmserie, får vi nu at vide, hvor denne skumle nonne egentlig kommer fra og hvad det er der har gjort at hun pludselig dukker op som et dæmonisk væsen.

Selv om der sikkert er folk, der vil mene at James Wan og hans venner på den måde kan blive ved med at slå plat på en serie af film, ved at lave spillefilm om alle de skumle skikkelser, der optræder i hoved-franchisen The Conjuring, så var kapellet jo overordnet godt tilfreds med Annabelle-filmene, (især nummer to). Så selv om film bliver til deciderede franchises som afføder spin-offs, der måske ligeledes selv har mulighed for at blive franchises på længere sigt, så er det altså ikke ensbetydende med at alle filmene er dårlige, eller udelukkende lavet i et forsøg på at gøre os gyserfans fattige.

I et par parentetiske bemærkninger kan man også tro at den prank, som blev lavet som en slags reklame for Conjuring 2 (og som blev et viralt hit) har været med til at gøde jorden for at en film som The Nun kunne blive lavet. Nonnen med de dybtliggende gule øjne, sorte læbestift og spidse tænder, er da også ganske skræmmende at skue. (I samme åndedrag kan nævnes at den allerførste trailer til The Nun tydeligvis var alt for hård kost for YouTube, der valgte at fjerne den (i en periode i det mindste)).

The Nun starter overraskende stærkt ud, men desværre lykkes det ikke filmen at holde gyset gyseligt hele vejen igennem. Størstedelen af filmen foregår i Rumænien i starten af 1950’erne. Man kunne indledningsvist måske undre sig over hvordan det er lykkedes denne dæmoniske nonne at tage turen hele vejen til USA, for det er jo hér at seeren i The Conjuring 2 oplever nonnen lokke Lorraine ned i kælderen. Dette forklares i filmens slutning, hvis man altså hører til de opmærksomme.

The Nun kan måske bedst beskrives som en gotisk gyser, der undervejs benytter chok-scares som sin primære drivkraft. Gotisk fordi at stort set hele handlingen foregår på et skummelt kloster, med løngange og dybe kældre med labyrintiske passager, der befinder sig dybt inde i en skov. Dertil kommer at en af filmens to hovedpersoner, er en ung, uskyldig kvinde der bliver bragt til slottet og udsat for alskens rædsler. Det er også disse aspekter der fungerer allerbedst.

Før man når helt så langt, oplever seeren helt i starten af filmen to nonner – en gammel og en ung, der går hen af en meget skummel kældergang propfyldt med krucifikser. De ankommer til en dør hvorpå teksten ”Gud slutter her” er indgraveret. Den gamle nonne vover sig ind i mørket bag døren, mens hun mumler noget om et relikvie de skal bruge er den gamle nonne væk og den unge begår efter meget kort betænkningstid selvmord, ved at hænge sig fra et af klostrets tårnvinduer.

Vi skifter fokus til Vatikanet hvor en dreven eksorcist bliver bedt om at undersøge dødsfaldet af den unge nonne. Ikke alene er det jo en synd at tage sit eget liv, men det er også sket under meget mystiske omstændigheder. Præsten, der sendes ud for at bedømme om klostret stadig ligger på hellige jord, får selskab af en purung novice, der blandt andet er kendt for at have haft syner som ung. Sammen drager de til det meget skumle kloster i Rumænien, for at forsøge at komme ind til kernen af dette mysterium.
br> Deres rejsefører er en fransktalende ungersvend, som ikke er glad for at skulle vende tilbage til det kloster hvor han fandt den unge nonne hængt, men da de endelig ankommer viser det sig at der tilsyneladende har været nogen og flytte rundt på den unge nonnes lig. Det ligger ikke ned, som da han forlod det, i stedet sidder det op i stedet op og stirrer tomt ud i luften.

Dette er selvsagt kun begyndelsen, for i trit med at trioen begiver sig dybere og dybere ind i selve klostret, bliver alt omkring dem også mere og mere surrealistisk og mærkværdigt. Det er svært, jo længere tid de opholder sig på klostret, for dem at skelne mareridt fra virkelighed og der er helt sikkert også noget ondskabsfuldt, der lurer allernederst nede i kælderen på dette uhellige sted (seeren ved jo fra starten at den skummel gang med krucifikserne fra indledningsscenen findes). En kælder fyldt med tøris, mørkeblåt lys og en hel del ganske effektive chok-scares!

Som nævnt fungerer denne første halvdel af filmen hæderligt. Selv om at nogle af de paranormale oplevelser parret udsættes for, ville have jaget alle med enhver sund snusfornuft langt væk, så beslutter vore hovedpersoner alligevel at fortsætte deres udredning og afdække historien bag dette skrækkelige sted. Det er her at filmen, efter vor vurdering, mister en del af sit momentum Selvfølgelig er den menneskelige nysgerrighed stor, men har man først været begravet levet, så er man, uanset hvor modig man er, måske mest tilbøjelig til at flygte skrigende, i stedet for uanfægtet fortsæt at lede efter årsagerne til spøgeriet – uanset om Vatikanet har beordret en eller ej.<.

Dette skyldes både det faktum at filmen synes at gå lidt i stå, og hellere vil lever chok på chok, frem for at holde fast i sine glimrende grundstemning og fokusere på den trykkede stemning som er blevet bygget så godt op. Hvem elsker ikke skumle, okkulte bøger der nærstuderes ved stearinlys, magiske formularer eller et magisk, helligt relikvie gemt et i sted i klostret, der måske vil være i stand til at bortmane det gespenst som hærger hér. br>
Det skal ikke opfattes som om at Kapellet på den vis forsøger at bedømme filmen efter hvor realistisk den er, men det er som om at filmskaberne har fokuseret for meget på at få skabt uhyggelige tableauer undervejs, i stedet for at fokusere på den nonne vi har betalt penge for at blive skræmt af. Selv om hun da er med i filmen, så er filmens slutning desværre en anelse for hysterisk og skinger. Slutningen står på den måde i lidt for stor kontrast til den trykkede gyserstemning, som det ellers er lykkedes filmfolkene at skabe. Kapellets råd er derfor, at man bør skrue ens forventninger lidt ned før man ser filmen, for hvad der starter solidt, ender desværre med at være på kanten til det karikerede og kedeligt forudsigelige.