Blandt de allerbedste Y.A.(Young Adult - red.)-romanfilmatiseringer hører Maze Runner. Selv om den har meget til fælles med lignende franchises som Hunger Games og Divergent -serierne, idet den følger en gruppe unge mennesker i kamp mod en teknologisk, finansiel- og magtmæssig overlegen fjende, så har de to første dele i Maze Runner serien, været bundsolid, ofte overraskende, sci-fi underholdning. Derfor var det også spændende at se om den tredje og sidste del i serien kunne få afsluttet fortællingen med bravour.

Filmen lægger rigtigt godt fra start, nemlig med en ganske imponerende actionsekvens, hvor filmens egentlige hovedperson Thomas, sammen med sine rebelvenner skal befri vennen Minho, der blev taget til fange af det ondskabsfulde konglomerat WCKD sidst i anden film. Denne scene slår med et stemningen i filmen an og minder om en lidt mere familievenlig version af noget der kunne være sket i Mad Max: Fury Road.

Som titlen på denne tredje del Dødskuren antyder, så forsøger WCKD stadigvæk at finde en kur mod den verdensomspændende virus, der er skyld i at store dele af Jordens befolkning er enten døde eller blevet forvandlet til blodtørstige, aggressive zombievæsener. Det er blandt andet derfor Miho holdes fanget i deres laboratorie. Måske ligger kuren i hans blod?

Oprørerne har længe gemt sig fra WCKD og man får at vide, at de planlægger en form for storstilet udvandring. Det skal foregå ved at istandsætte og søsætte et enormt skib, som de vil benytte til at sejle væk med, for at slå sig ned et sted langt væk fra deres ærkefjender. Før dette kan ske bliver Thomas og et par af hans nærmeste desværre nødt til at opsøge WCKDs hovedkvarter, for at befri deres venner før de kan drage mod fjerne kyster.

Selv om der er bred enighed om, at der ikke eksisterer reelle byer på Jorden længere, skal det vise sig at det måske alligevel ikke holder stik. Kort fortalt så lykkes det selvfølgelig Thomas og vennerne at lokalisere hovedkvarteret og den endelige kamp mellem forskellige oprørskræfter og WCKD kan derfor begynde.

Filmens andet akt er desværre for lang. Det kan godt være at dette er for at tilfredsstille alle de fans af romanserien, som jo er et oplagt publikum til denne film, men selv om der er intriger og overraskelser undervejs, så er der også mange af disse som er meget generiske, for alle der kender til denne type af fortællinger. Figurer der førhen har været antagonister udvikler pludselig dårlig samvittighed og beslutter sig for at hjælpe. Der dukker "overraskende" nok figurer op, som man ellers ikke havde troet var en del af serien længere. Endelig er der de nærmest obligatoriske dødsfald af sympatiske figurer, der kan fungere som motivation for Thomas' fortsatte kamp. Det er ikke fordi det ikke virker, det er bare set rigtigt mange gange før.

Hvad der også er set i utallige af denne slags film er alle de situationer, hvor Thomas eller andre af vore helte pludselig befinder sig i utroligt farlige situationer, som de så reddes fra i sidste øjeblik af en figur som filmen antager man lige havde glemt kunne hjælpe til. Dette sker flere gange undervejs, i en grad at det mod slutningen bliver nærmest forudsigeligt. Dette er en skam, men om ikke andet kan man glædes over at filmens klimaks er ganske dramatisk og at filmen, ganske lige som de foregående, er virkeligt lækkert iscenesat.

Maze Runner: Dødskuren er ikke decideret skuffende for de der holder af serien. Samtidig skal det siges, at Kapellets udsendte vurderer at en af de mest bemærkelsesværdige ting ved Maze Runner filmserien er, at det er film nummer to, der formår at være langt den bedste i serien. Selv om mange toere som oftest er de svageste, gælder det altså ikke i her, for ikke alene trækkes filmens look, som nævnt i anmeldelsen af Maze Runner: Inferno i en meget mere dyster retning, samtidig med at den, modsat Dødskuren er langt mere overraskende i sin uddybning af universet.

Fans af serien skal selvsagt se denne sidste del, men det er ærgerligt, at den forfalder til at benytte en masse fortællemæssige kneb, som man har set så mange gange før andetsteds. Det betyder ikke at det skorter på dramatik eller spænding, men når der så også er elementer der virker en anelse ulogiske undervejs (læs: hvordan det lykkes Thomas og Co. at flygte fra WICKD hovedkvarter uden der er flere af deres mange vagter der venter på dem udenfor bygningen, eller hvordan det lykkes WCKDs enorme helikopterlignende fly - som man må antage har masser af scanningsudstyr om bord - at overse kolonien af oprørere, der gemmer sig ved bare ved at de slukker lyset i deres lejr.) så ender Dødskuren desværre med at blive det svageste led i en ellers ganske fremragende filmserie.