Forleden i The Late Show talte den amerikanske skuespiller John Lithgow om sin rolle som Winston Churchill i tv-serien The Crown. Da vært Stephen Colbert spørger om han havde snakket med Gary Oldman om netop denne rolle, viste det sig at det havde de. Når Oldman kontakter Lithgow kaldte Oldman Lithgow for '54' og sig selv for '40' - for i Darkest Hour spiller Oldman en noget yngre version af Churchill, nemlig Winston årgang 1940. En mand der netop er blevet udset til at være Englands nye premierminister umiddelbart efter Anden verdenskrig er startet.

Filmen viser med al tydelighed, at det langt fra var alle der mente at han var egnet til jobbet. Både blandt hans parifæller og hos kongen finder han ikke megen hjælp og så skildres det også med al tydelighed, hvor voldsomt det må være at overtage posten på et tidspunkt der næppe kunne have været mere desperat.

Har man set Nolans fremragende Dunkirk har man også fået øjnene op for hvor frygtelig en situation de engelske tropper stod i hér. En af Churchills største problemer i filmen er netop at stort set hele den britiske hær er strandet på dette område i det nordlige Frankrig, omgivet af tyske tropper på alle sider. Hjemme i parlamentet strides fløjene netop om hvad det næste skridt bør være. Den afsatte premierminister Chamberlin (spillet glimrende af Ronald Pickup, der lige som Oldman virkeligt ligner ministeren) og hans forhenværende udenrigsminister Hallifax, er stadig overbeviste om at diplomati eller overgivelse er løsningen - og kan Winston ikke få et samlet parlament bag sin plan, vil den ikke kunne lykkes.

Tilskueren introduceres for Churchill på en ganske usædvanlig måde - især fordi man forventer sig en film om netop ham. Han dukker først op næsten et kvarter inde i filmen. Inden da er han udelukkende blevet præsenteret gennem andres samtaler om ham. Da man møder ham første gang er det samtidig med hans nye sekretær - en ung, smuk pige skal møde ham for første gang. Hun kommer derfor til at være en slags rød tråd gennem filmen, for det er i øjenhøjde med hende at tilskueren både møder den særegne statsmand men også det underjordiske Krigsministerium der fungerer som samlingssted for strategiske møder og planlægning af de strategier der gerne skulle vende krigslykken til englændernes fordel.

Da man ser Churchill første gang er det selvfølgelig vel vidende at det er er Gary Oldman, der gemmer sig et sted bag lag efter lag af latex og make-up, men selv om man i løbet af det første minut i hans selskab måske forsøger at se skuespilleren bag masken, accepterer man lynhurtigt hele figuren og glemmer alt om Oldman, som leverer en utrolig fantastisk præstation.

Det er nu ikke alene Oldmans fortjeneste at filmen virker, det er lige så meget både filmens instruktør, scenografer, lysfolk og kamerafolk, der iscenesætter manden på en fantastisk vis. Eksempelvis da han presses politisk fra alle sider til at overveje en fredsforhandling med Mr. Hitler, som han ikke lægger skjul på at han afskyr, ser vi Winston køre alene op af lærredet i en oplyst elevator, med et kulsort mørke pressende på fra alle sider - en slags visuel skildring over det mørke - og den håbløshed - der også har givet filmen dens titel. Disse dage i starten af maj 1940 må da også have været ganske desperate, men uanset hvor stort et pres Churchill synes at være under, fortsætter han ufortrødent, hvilket som alle ved også gav pote i sidste ende.

Ud over at være en film, der sætter fokus på nogle meget afgørende tidspunkter i verdenshistorien benytter filmen heldigvis også tid til at fortælle os lidt om privatmanden Winston Churchill. Både i de scener hvor vi ser ham sammen med hustruen (spillet med kølig elegance og charme af Kristin Scott Thomas), men måske i særdeleshed i scenen, hvor hans nye sekretær påpeger at hans berømte "V" tegn, burde laves med fingrene vendt mod kameraet, idet det ellers får en noget uheldig betydning. Churchill fremstilles som man næsten kan forvente det. Oldmans figur er en lettere excentrisk, skræmmende, men også meget lun og menneskelig leder, der til trods for sit overforbrug af cigarer og alkohol, i sidste ende formåede at samle sit folk mod den fælles fjende.

Selv om filmen kun et par enkelte steder direkte adresserer nogle af de beslutninger der både i mandens liv, men også historisk set gør ham til en ganske kontroversiel figur end den hædersmand mange efter krigen ville ophøje ham til (her tænkes især på hans syn på race, hungersnøden i Bengal, for da ikke at tale om den militære fiasko ved Gallipoli), så er det nok ganske bevidst at dette nedtones, for disse ting er ikke i spil, i forhold til den historie der fortælles her. Filmen giver i samme ånd Churchill æren for en helt bestemt militær manøvre, der delvis kan forklare hvorfor de tyske tropper ikke blot totalt udraderede de engelske styrker ved Dunkirk, selv om historikere i realiteten strides om, hvad grundene var til at Hitler tøvede i stedet for at rykke frem.

Som med Bornedals 1864 og nu seneste kontroversen om Bollywoodfilmen Padmavaat, skal man huske på, at der er forskel på at lave en fiktionsfilm med udgangspunkt i historiske begivenheder og lave et dokudrama med tætte bånd til virkeligheden. Hvis man, selv som historieinteresseret, kan se igennem fingre med visse anakronismer og som filmelsker ganske enkelt holder af vellavede, velspillede film, så er der ingen vej uden om Darkest Hour. Det er ganske enkelt en fremragende lille film.

Det er, især i disse år, meget vigtigt at vi husker på, at der stadig i dag eksisterer ekstreme kræfter der til stadighed forsøger at begrænse vores frihed og værdier som vi tilsyneladende til stadighed bliver nødt til at forsvare. For selv om Mr. Hitler for længst er væk, så er der desværre andre mørkemænd der står klar til at tage over. Måske netop derfor er filmens budskab om at stå sammen mod en fælles, overlegen fjende et, der ikke kan gentages for ofte. Et budskab der synes at være lige så vigtigt i 2018 som det var i 1940.