Massernes oprør. Sådan er det blevet kaldt. Når massernes rejser sig gennem sit medieforbrug og vælter verden, fordi et fænomen ingen ende vil tage. Ophavsmanden til udtrykket var ikke uden videre positiv stemt over for den slags fænomener, fordi det forstyrrede elitens forståelse af, hvad der var godt og sandt. Fra tid til anden må kritikeren dog lægge sin skarpt slebne pen på hylden. Populærkulturen er til tider så massiv, at den kræver andet end kritik af masserne. Den kræver slet og ret et forsøg på forståelse. Sådan er det med det seneste, helt store amerikanske fænomen The Hunger Games. Allerede inden film og bøger ramte danske hylder, har fænomenet foldet sig overvældende ud over det amerikanske kontinent. Vi kan kun spørge os selv: hvorfor?

Filmen – der er den første af flere – er baseret på Suzanne Collins amerikanske bestsellere. I skrivende stund runder hun omtrent 30 millioner solgte eksemplarer. Bare i de amerikanske stater. Mon ikke verdenssalget efterhånden har fulgt trop med anseelige vognladninger ungdomsvold og krigskonkurrence. Noget tyder på, at fænomener som disse ikke skabes alene som en box office blockbuster, men opstår ud af samspil mellem forskellige medier. En bog, der bliver en film, sælger bøger. Og omvendt. Et internationalt, engelsksproget publikum skaber også en hype gennem at twitte og chatte til venner og bekendte om, hvad de læser og ser. Verden over. Til sammen kan denne konvergens vælte verden. Ja, masserne er i sandhed i oprør. For at være med på det næste.

Handlingen er for så vidt ganske tilgængelig. Det handler også om oprør. Endda ikke specielt nytænkende. I en postapokalyptisk verden, hvor en fascistoid magthaver har undertrykt en række provinsers oprør, spilles et spil en gang i året. Et spil, hvor hver af de oprørende provinser enten vælger eller får valgt en person mellem 12-18, som skal indgå i spillet ’The Hunger Games’. Hvorfor det lige er denne aldersgruppe, meldes der intet om. Begrundelsen skal nok findes i det ekstratekstlige: Karaktererne i fortællingen er naturligvis romanernes og filmens primære målgruppe. Vi skal have fat i publikum gennem identifikation. Spillet går så ud på, at de lukkes ind i et ekstremt reality program, hvor de i et skovområde skal kæmpe mod hinanden. Indtil kun én er tilbage.

Filmen er enormt velproduceret. Spiller på de elementer, den skal, for at nå et publikum, der lige har forladt fænomener som hhv. Harry Potter og Twilight. Elementerne er overskuelige fortællinger, hvor eventyr, kærlighed og vold spiller en stor rolle. Stilen er en veloplagt kombination af attraktiv cinematografi i kombination med rystede passager, der mest af alt netop ligner reality tv. Filmens hovedrolleindehaver er det kønne stjerneskud Jennifer Lawrence. Hun er castet som den 16-årige Katniss, der melder sig frivillig til spillet for at skåne sin søster. Lawrence er en meget lovende amerikansk skuespillerinde, og derfor har casterne formentlig forbigået hendes reelle alder i tavshed. Det kan synes en anelse misligholdt, at caste en 22-årig til en rolle som en 16-årig karakter. Men hun skal jo få de unge knægte til at se filmen – og gør det formentlig.

The Hunger Games er som fortælling – og således som film – en interessant metafortælling. Den er bevidst om sig selv. Selve spillet skal hele tiden motiveres af nye spændingselementer og nyt krydderi fra kærlighedsdramaer. På mange måder er dette ikke kun en kommentar til reality-genren, men det er også små vrid i den fortælling, som vi selv ser. De samme narrative indspark, som spillet undervejs får, skaber dermed også nye vendinger i filmen, som vi ser. Denne måde at bruge filmens dybdeforhold på er naturligvis også en måde at lægge kritisk distance til ekstreme reality shows. Skaberen af fænomenet Big Brother udtalte engang, at han uden problemer kunne få 10 personer op i en flyver, der skulle styrte ned – med kun ni faldskærme. Det fortæller noget om den mediehype, som reality-tv hiver med sig. The Hunger Games maner til besindighed, men paradokset opstår naturligvis i, at den også selv lever af denne fascination.

På mange måder er The Hunger Games en meget etisk film. Lommefilosofi til ungdomsalderen. Den stiller nærmest hele tiden spørgsmålet: Hvornår må man slå ihjel? I spillet er alle deltagere nærmest lige, og reglerne er de samme for alle: det handler om at overleve, og kun én kan ifølge reglerne gøre dette. Men i spillet kan man opføre sig meget forskelligt. Nogle karakteriseres som onde gennem en særlig pågående, direkte blodsrus, hvor målet er den rigdom og anseelse en sejr vil medbringe. Andre holder igen, bruger list, og først, når de stærke og onde har vist sig værdige til at dø, må de omkomme. Det er blevet kaldt for ’the killability test’: Først skal en person i en film gøre sig fortjent til at dø. Derefter har publikum det fint med, at helten slår ihjel. Døden får mening og drabet retfærdiggøres gennem modstanderens maliciøsitet. Sådan er The Hunger Games nærmest et langt stykke narrativ etik: retfærdiggørelsen af gerninger gennem identificerbare handlingstråde.

Skal fænomenet The Hunger Games forklares, er det derfor nødvendigt at se på det samlede billede. Bøgerne er velskrevet, filmen velproduceret, tilsammen skaber de opmærksomhed om hinanden. Målgruppen er ikke kun uden for teksten, men de er også i teksten selv. Som smukke mennesker, modtageren kan hige efter. Samtidig spiller fortællingerne på aktuelle fænomener. Postapokalypsen er stærkt tilstedeværende i populærkulturen for tiden; reality tv prøver hele tiden grænser af; alt sammen omsættes til en banaliseret etik, som kan og må forstås og accepteres. Alt dette velkendte og identificerbare er dog ikke nok. Der skal noget mere til, ’x’et’ skal udfyldes. The Hunger Games har i høj grad ’x-factor’, men hvad dette ’x’ lige indeholder, er meget svært at få fat på. Populærkulturelle fænomener spiller på det velkendte, men med variationer. Og vidste vi, hvilke variationer, der skulle til, ville det være nemmere at forudsige det næste fænomen.

Vi kan dog kun gisne. Og konstatere, at The Hunger Games i den grad har ramt plet. Og for den, der ikke kan vente til fænomenet fortsætter i de næste film, er BD-udgaven spækket med intet mindre end 170 minutters udmærket ekstramateriale, blandt andet et program som forsøger at indfange fænomenet. BD-udgaven er endda inciterende fem minutter længere end DVD-udgaven, som samtidig følger med i en fin, lille combo-udgave. Glæden, spillet, fænomenet, kan altså fortsættes i flere timer på denne ganske anstændige udgave. Let the games begin!