Ikke nok med at Dunkirk var absolut en af de mest fascinerende biografoplevelser sidste år, så er det også en film der, til trods for at den fortjener at blive set på det størst mulige lærred, gør sig rigtigt fint i hjemmebiografen. Dette skyldes både at filmen er så fantastisk flot lavet og at den gør det som alle gode film bør gøre: Fortælle hoveddelen af sin fortælling gennem billeder frem for gennem dialog.

Det er sikkert de færreste der forventer at få endnu en BluRay-skive med i købet når man åbner indpakningen, for det er ikke noget som omslaget gør et stort nummer ud af at fortælle. Disc'en er der dog og den indeholder en lang række mindre dokumentarfilm, der går bag om filmens tilblivelse. Den samlede spilletid på disse film er næsten to timer og selv om man måske kunne tro at det, som man har set det ske med andre film om film, bliver en gang selvforherligende sludder, der primært er tænkt som reklame for hovedfilmen, så er det rent faktisk spændende at se hvordan filmfolkene har iscenesat Dunkirk - fra soldaternes uniformer, opførelsen af den mole der spiller en væsentlig rolle i filmen og hvordan det er lykkedes dem at få det samlede udtryk blive så imponerende.

Man bliver også, gennem ekstramaterialet, bekræftet i ens mistanke om at filmen er optaget på location i det nordlige Frankrig og at instruktøren Christopher Nolan har insisteret på at bruge praktiske effekter i så høj grad som overhovedet muligt. Det er derfor filmens fly, skibe og materiel ser så fantastisk realistisk ud - det er fordi de ganske enkelt har fået fat i Spitfire fly og genopbygget den mole, som er en vigtig del af filmens dramaturgi.

Endnu mere imponerende er det også at stort set hele filmen er optaget med IMAX-kameraer. Selv om dette måske ikke lyder vildt for folk der ikke har begreb om optageudstyr, så er det virkelig en bedrift, især når med tanke på hvor "håndholdt" mange af filmens scener er. Ikke desto mindre kan man ved selvsyn se hvordan kameramændene har bygget rigs til at kunne sætte på fly, både og ikke mindst hvordan de selv håndterer de store, klodsede kameraer i mange af filmens mest dramatiske sekvenser.

Når man ser filmen efterfølgende, så vil man også - som husets ældste søn straks opdagede - at filmens format skifter indimellem. Dette giver sig udslag i at nogle gange, så klippes der mellem flere forskellige bredformater - nogle bredere end andre, men det lægger man ikke mærke til, med mindre man sætter sig for at fokusere på dette element, da filmen, som nævnt i biografanmeldelsen, er virkelig spændende fra første til allersidste billede.

Filmens fortælling er ikke 100% kronologisk og følger, som nævnt andetsteds, hovedsageligt tre spor. I det første handlingsspor følger vi en ung soldat, strandet i Dunkirk, der først beskydes af fjenden og ender på stranden sammen med 300.000 andre soldater - alle med et fælles ønske om at komme væk så hurtigt som muligt. Det andet spor følger en far, hans søn og dennes kammerat, der vælger selv at sejle familiens båd til Dunkirk, i et forsøg på at fragte de strandede soldater hjem. Den sidste figur er en pilot (der spilles af Tom Hardy, som vanen tro bærer en maske lige som hans figur Bane gjorde det i Dark Knight Rises) som forsøger at holde tyske flyvere væk fra engelske mål.

Selv om der sikkert kan være, at der er folk der bliver forvirrede over at se flere scener gentages flere gange undervejs, er Dunkirk bestemt ikke en film, som det er svært at følge med i. Giver man sig tid til at pløje sig gennem ekstramaterialet fortæller Nolan og hans stab også at de bevidst har villet fortælle den menneskelige historie, frem for, som man så ofte ser på film, vise generaler og øverstbefalende flytte nåle rundt på et kort. Er man interesseret i dette aspekt, så kan det på det varmeste anbefales at se Darkest Hour i en nærliggende biograf, for den handler blandt meget andet netop om Churchills overvejelser i forhold til at få reddet sine soldater.

Dunkirk kan ikke roses nok. Det er en eminent krigsfilm, der i et rasende tempo og med fantastisk intense billeder formidler, hvor voldsom en oplevelse det er at befinde sig i en situation der er så presset at langt de fleste mennesker ville føle sig fristet til bare at skrige og lægge sig i fosterstilling. Det er en film om mandsmod og overlevelse. Endelig uddeler filmen også en pæn portion engelsk patriotisme, men det bliver aldrig kvalmt men derimod rørende at opleve. Eksempelvis når man mod filmens slutning ser hvordan soldaterne - der tror at deres landsmænd vil stemple dem som kujoner - bliver behandlet af deres landsmænd.

Selv om der med garanti tages flere fiktive friheder i løber af filmen, så føles den meget realistisk. Dette både takket være de lavpraktiske effekter og at der kun er en håndfuld kendte skuespillere med (f.eks. Kenneth Brannagh og førnævnte Tom Hardy) men de optræder kun i mindre roller. Fokus er rettelig rettet mod den menige soldat fanget mellem tyske tropper og et brusende hav og bevæges man ikke af Dunkirk, så bør man måske helt opgive at se film.