Under det glædelige gensyn med The Martian kom undertegnede pludselig i tanke om en ting som slet ikke var blevet nævnt i forbindelse med biografanmeldelsen . Det handler om de lighedspunkter der er mellem denne film og så den Oscar™-belønnede Gravity. Begge film blev kritiseret af naturvidenskabsinteresserede folk, der pegede på uoverensstemmelser mellem fiktionens fremstilling af videnskaben og virkelighedens verden – fysikkens love. Begge foregik i rummet og begge handlede om en enkeltpersons forsøg på at overleve, til trods for nærmest umulige odds.

Kort (gen-)fortalt handler filmen om en astronaut, der under en dramatisk evakuering fra den røde planet, bliver ladt tilbage og nu blive nødt til både at finde en løsning på en lang række problemer. Feks. hvordan får han rationerne til at strække, så han stadig har noget at spise når den næste Mars-mission dukker op om fire års tid? Hvordan kan han kommunikere med basen hjemme på jorden og lade dem vide at han stadig lever? I det hele taget hvordan udnytter han de få ressourcer han besidder til at overleve alene på en planet uden ret meget atmosfære, vand eller for den sags skyld plantevækst?

Hvorvidt The Martian ligesom Gravity løber med en favnfuld Oscars ™ skal lade være usagt på dette tidspunkt, men den fortjener i al fald en pris for både at være en film, der oplyser tilskueren om vigtigheden af at være en naturvidenskabelig nørd helt klart. For havde vores hovedperson haft en Ph.D. i engelsk samtidslitteratur, ville slutningen på filmen med garanti have været betydeligt anderledes.

Samtidig er det også i den grad lykkedes for filmmagerne at fortælle en historie om slyngbaner, jordprøver og gravitationsfelter på en så intens måde, at man er tryllebundet fra første scene til det sidste billede fader ud. Det er en af den slags film hvor man faktisk kan lære noget om rumfart uden man nødvendigvis opdager det. En slags edutainment, hvor dramatikken er opprioriteret i sådan en grad at de informationer man får, lagrer sig uden man lægger mærke til det.

En af grundene til at dette muligvis er den mest vellykkede Ridley Scott sci-fi film i nyere tid, kan måske hænge sammen med at det ikke er Ridley selv der har stået for manuskriptet, men derimod Drew Goddard, der har baseret manus på en roman af Andrew Wier. Faktisk fortæller Wier på en af de ganske korte, men også interessante, baggrundsfilm, som er inkluderet på BluRay’en, at han med nærmest under en dags mellemrum først kunne underskrive en bogkontrakt, der ville sikre hans værk virkelig bred eksponering og dagen efter skrev han under på filmrettighederne. Det er til gengæld Ridley Scott, der har sat sit tydelige præg på resten af filmen, for den er lige så sømløs og poleret som alle de andre film vi forbinder med instruktøren.

Selv om gensynet naturligvis tager noget af overraskelsesmomentet og dramatikken ud af ligningen, så viser det også at The Martian er en film, der bestemt godt kan ses både to og flere gange, for den er virkelig veloplagt fortalt, især takket være Matt Damons oplagte præstation, for hans figurs evne til at få vendt selv den mest desperate situation til noget positivt er vitterligt livsbekræftende, selv om man måske godt kan tvivle på NASAs velvilje til at sætte så mange midler til, i forsøget på at redde en enkelt af deres astronauter, havde dette været virkeligheden og ikke Hollywoods version af samme.

The Martian er også ganske lækker i 3D. Undertegnede havde ikke mulighed for at opleve dette i biografen, men derimod på hjemmets 3DTV står billedet både flot og filmen udnytter også flere gange undervejs denne gimmick ganske fornuftigt. Det skal dog i samme åndedrag siges, at 3D bestemt ikke er nødvendig for at filmen fungerer, for det gør den også helt formidabelt uden dette ekstra lag.

Er man derfor glad for science fiction og for opløftende, livsbekræftende fortællinger, så er det denne film man bør sigte efter. Det er både en film der beviser at Matt Damon sagtens kan overbevise os om hans talent og ikke mindst holde fast i vores opmærksomhed i lidt over to timer, selv om det primært er ham der bærer filmen frem. Samtidig er det en film der er så gennemført lavet, at man på intet tidspunkt irriteres over dårlige effekter, eller huller i handlingen. Det er mainstreamunderholdning når det er allerbedst og som en ekstra bonus, så kan man som nævnt tidligere faktisk også træffes at lære noget mens man ser den.