Det var egentlig meningen at producenterne bag The Maze Runner lige ville vente til at se hvor godt den gik i biograferne, før de satte produktionen af anden del i trilogien i gang, men takket være positiv omtale før premieren gik de alligevel i gang med at planlægge produktionen. Det skulle vise sig at være en god idé, for selv om første del var ganske vellykket, er fortsættelsen endnu mere fængende, dyster og interessant.

Den første film havde en aldersgrænse på 11, men den nye har af medierådet fået 15-års prædikatet, hvilket man som ansvarsfuld forælder bestemt burde respektere, for der er mange intense, gyserlignende scener i filmen, hvor dens sympatiske, rebelske hovedpersoner angribes af nogle mennesker, der kaldes ”cranks”, som er blevet inficeret med den virus, som har lagt verden øde. Det er regulær horrorfilm, som bestemt ikke er velegnet til de yngste fans af serien.

Filmen starter dog hvor den første slap. Gruppen af venner som undslap labyrinten føres til et topsikret anlæg midt i ørkenen. Her får de at vide at de er i sikkerhed, for de trusler der lurer udenfor. Der går dog ikke længe før Thomas & Co. opdager at der er noget rivende galt. For det første bliver Teresa isoleret fra resten af gruppen, uden nogen nærmere forklaring og for det andet er der den unge, introverte dreng Aris, som viser Thomas, at de der har lovet at beskytte de unge mennesker, muligvis har en helt anden dagsorden.

Derfor beslutter gruppen sig for at flygte fra anlægget og opsøge en oprørsgruppe, der ifølge rygterne skulle holde til i bjergene, men for at kunne nå deres mål skal de vandre gennem den trøstesløse ørken som indtil for få år tilbage hed civilisationen og ikke mindst holde de førnævnte mutanter fra livet.

Selv om filmen varer over to timer, er man godt underholdt hele vejen igennem. Der er et højt tempo og de mere afdæmpede dialogscener er udelukkende med når de er allermest nødvendige. Dertil kommer at den noget begrænsede verden i labyrinten, som vi blev præsenteret for i den første del, pludselig afløses af en helt anden, trøstesløs, enorm, dystopisk ørkenverden – der sender tankerne i retning af Mad Max og ikke mindst Playstation spillet The Last of Us – især i sekvenserne hvor vore hovedpersoner bevæger sig ned i det tilsandede stormagasin.

Fremdriften sikres også idet filmen, ganske som den første i serien, godt nok giver tilskueren en hel del svar på hvordan den overordnede historie hænger sammen, men uden at afsløre alt så meget, at tilskueren kan regnet hele sammenhængen ud (med mindre denne da har læst James Dashers bogserie). På den måde er den ondskabsfulde organisation WCKDs motiver stadig lettere uklare, ligesom at der sker noget mod filmens slutning, der radikalt ændrer forholdet mellem vores lille gruppe af helte. Det gør at man sidder tilbage med følelsen af godt at ville se mere idet rulleteksterne begynder.

Bemærkelsesværdigt er også at serien er langt mere alvorlig og dyster end de film som den mest oplagt kan sammenlignes med, for både The Hunger Games- og The Divergent -serierne er langt mere letfordøjelige i deres skildring af deres dystopiske fremtidsscenarier end tilfældet er her. Til gengæld mangler man måske noget bedre karakterudvikling i alle serierne. Omvendt er det måske også svært for teenagepublikummet at håndtere figurer, som er langt mere komplekse end disse. Hver figur udfylder sin plads i fortællingen ganske fint og det er vel egentlig også forventeligt. Endelig er The Maze Runner-serien heller ikke nær så forudsigelig, rent handlingsmæssigt, som de andre serier.

Maze Runner 2: Infernoet er en af de sjældne to’ere, der er bedre end sin forgænger. Den er langt mere dramatisk, uhyggelig og actionfyldt. Figurerne kræver selvsagt ikke nogen længere baggrundshistorie og det er heller ikke nødvendigt at forklare deres indbyrdes relationer til hinanden – for de blev jo cementeret i den første film. Det giver på den måde plads til at tilskueren kan kastes direkte ind i handlingen og i øjenhøjde med Thomas forsøge at blive klog på hvad der sker og ikke mindst om der overhovedet er håb for menneskeheden, når de overlevende på den måde synes at kæmpe så hårdt mod hinanden. Det er teenage-popcornfilm af høj kvalitet, med gode effekter og en række handlingstråde, der kun slås an, men som man bliver nødt til at vente til tredje og sidste del for, at finde ud af hvor ender.