Når ens fødselsattest stammer fra 1970, kan det indimellem være ganske svært at danne sig et overblik, endsige følge med i, hvad teenagere af 2014 finder interessant. Dette gælder især det væld af bøger og film der skabes til målgruppen. I underkategorien ”dystopiske science-fiction fortællinger for teens/unge voksne”, kan man derfor nu, foruden Hunger Games og Divergent tilføje The Maze Runner.

Filmen er baseret på den første del af en bogtrilogi (hvem havde dog gættet det?) af den amerikanske forfatter James Dashner, så efterfølgerne The Scorch Trials og The Death Cure kommer sikkert også som film, såfremt denne film bliver en succes. I hjertet af denne serie af bøger er et centralt mysterium, som vores hovedperson forsøger at afdække.

Som helten i et traditionelt action-adventure-computerspil møder vi første gang protagonisten Thomas, da han i en elevator bringes op i Lysningen. Han har hukommelsestab og kan i starten af filmen end ikke huske sit navn, endsige hvorfor han pludselig befinder sig her. Lysningen er nemlig, som Thomas snart skal finde ud af, centrum i en enorm labyrint. Porten til denne labyrint åbner sig ved daggry og lukker igen om aftenen. Den eneste kontakte de har med de, der har sent drengene ind i labyrinten, er at der sammen med nye beboere i lysningen også kommer lidt forsyninger.

Sammen med Thomas er en større gruppe drenge og unge mænd, der ved lige som lidt som Thomas. De har forsøgt at skabe sig et interimistisk stammesamfund, komplet med hytter, lejrbål og den obligatoriske trommen på ting, når der skal være fest. På mange måder kan man drage paralleller mellem de magtkampe der foregår her og den klassiske ungdomsroman Fluernes herre, for selv om samfundet fungerer fint som udgangspunkt, så bryder Thomas deres regler, i et forsøg på dels at finde en vej ud af labyrinten, dels for at komme til bunds i hvorfor det netop er disse unge mænd, der er blevet fanget hér og hvem det er der står bag det hele.

Labyrinten er nemlig ikke et ufarligt sted. Idet de enorme døre lukkes om aftenen, så slippes også nogle dødsensfarlige væsener ud i den. Disse væsner ligner bestemt ikke Minotaurus-kloner, men kan bedst beskrives, som en slags krydsninger mellem huletrolde og cyborg-edderkopper.

Alle i Lysningen har deres specifikke opgaver og blandt dem er der er en lille gruppe af drenge, som er blevet udvalgt til at være labyrint-løbere, altså de der udforsker labyrinten i dagstimerne. De ved, at labyrinten hele tiden ændrer sin form så snart natten falder på, hvilket i sagens natur gør det meget svært for drengene at finde en egentlig udgang.

Hvad der måske undrer denne anmelder lidt er, at gutterne ikke i fællesskab bygger en enorm stige, eller et stillads af alt det træ de har til rådighed, så de nå toppen af labyrinten og på den måde finde ud, men som en af Thomas’ nye venner i filmen siger: ”Du kan ikke komme i tanke om noget, som vi ikke allerede har prøvet”, hvilket på sæt og vis skyder denne idé i sænk.

The Maze Runner er både flot lavet, ganske spændende fortalt og giver teenagepublikummet mere af det, som de forventer af en film af denne slags. Det virker også som om det er en film der bevidst er tiltænkt at lokke især det kvindelige segment i biografen, i og med at stort set alle rollerne er besat af unge, pæne Hollywoodfyre. Drengene kan til gengæld identificere sig med gruppen af unge mænd og får samtidig serveret både monstre, mysterier og til begge køn smides der også en enkel, handlekraftig pige ind i Lysningen, så der kommer noget tiltrængt østrogen til dette ellers meget maskuline univers.

Til gengæld kan man, set fra en position som ikke tilhører målgruppen direkte, godt blive irriteret over, at den verden som bygges op på flere steder synes at gå imod sin egen indre logik. Eksempelvis virker det mystisk, at det først er Thomas, der synes at ændre beboernes situation, selv om de andre labyrint-løbere har haft over tre år til at gøre det samme, eller tag nu det ovennævnte stige-eksempel. Der er, altså en del huller i handlingen når man ser på den, samtidigt med at filmen nemt kunne være forkortet med en tyve minutters tid, der primært går med Thomas der ikke får direkte svar på de spørgsmål han stiller fra lejrens beboere.

Det betyder dog mindre, for vi befinder os ikke i et realistisk univers. Det er en popcornfilm som mest af alt skal underholde og det gør den og så er det måske en anelse nemmere at se gennem fingre med brud på dens interne sammenhænge. Der lægges i slutningen også i den grad op til en fortsættelse og hvor det er nemt at se, hvor film som eksempelvis Hunger Games vil tage sit udgangspunkt næste gang, er meget af mysteriet omkring de der har skabt labyrinten, stadig intakt med filmens slutning og vil med garanti sørge for at kernepublikummet, samt en del udenfor segmentet, gerne ser at der snart bliver skabt en filmatisering af trilogiens anden del.