Der var ikke mange, inklusiv undertegnede, der havde regnet med at der ville komme ret meget godt ud af ideen om at lave en tv-serie baseret på Cohen brødrenes formidable Fargo. Overraskende nok så lykkedes dette over alt forventning. Troede man at dette så var enden på galskaben, så bør man tro om, for i skrivende stund er anden sæson af tv-serien kommet på DVD, og den overrasker lige så meget som den første ved at være endnu bedre end forgængeren.

Fargo – year two er faktisk en lidt misvisende titel, for her er der ikke tale om året efter begivenhederne i den første sæson. Derimod henviser titlen til, at dette er anden sæson. Handlingen foregår nemlig i 1979, ca. 27 år før begivehederne i den første serie (og i filmen). Hvis man været så heldig at se første sæson, vil man også vide at de ældre politifolk konstant taler om ”the terrible thing that happened in Sioux Falls”, og det er netop denne ”forfærdelige hændelse”, som er omdrejningspunktet i den nye serie.

Hovedpersonen er denne gang faderen til betjenten fra sæson et. Lou Solverson lever egentligt en stille og rolig tilværelse med sin kræftsyge kone og deres fælles datter Molly i Fargo, men tilfældighederne vil at Lou bliver viklet ind i en voldsom massakre på en diner. En række mord, der bliver startskuddet til en lang række ganske voldsomme og uforudsigelige episoder.

Det ville være ganske unfair i dette forum at afsløre alt for meget af handlingen, for en af de ting, der gør serien ganske exceptionel, er, at man som seer ikke rigtigt kan være sikker på andet end, at Lou og hans datter med sikkerhed klarer sig. Begge er de jo som bekendt er med i den første sæson.

Kapellet kan dog godt løfte sløret for, at det basalt set handler om en lokal kriminel familie – familien Gerhardt - bestående af tre brøde og disses forældre, der bor i nærheden af Fargo. Familiens yngste søn er blandet ind i den førnævnte massakre og forsvinder på meget mystisk vis. For at gøre problemerne større, bliver familiens ’forretninger’ truet fra en delegation af hårdkogte gangsters fra Kansas City, som drømmer om at udvide sit territorie. Sideløbende med dette følger vi også et lokalt ægtepar, slagteren Ed og hans kone Peggy (sidstnævnte formidles fint og lettere retarderet og med stor humor af Kirstien Dunst). Alle disse figurer følger vi løbende, men uden at det bliver alt for forvirrende.

Det, som fungerer så eminent godt for denne serie, er, at den ikke alene formår at skabe en meget broget og interessant persongalleri, men at den samtidig formår at være ganske underspillet, byde på finurlig, langsom, tidstypisk dialog og så endelig at smide ganske groteske begivenheder ind i dette velfungerende 70’er mix. For slet ikke at tale om, at selveste Bruce Campbell pludselig dukker op i et par afsnit i rollen som selveste Ronald Reagan. Alene dette burde gøre, at alle bør give serien et forsøg.

Der vil sikkert være enkelte seere, som måske kan have problemer med, at der denne gang er smidt et par science-fiction-elementer ind i serien – indrømmet på en meget atypisk vis. Til gengæld vil alle os, der har været børn i perioden, med garanti kunne huske, hvor meget vandrehistorier om netop denne type fænomener fyldte dengang. Dertil kommer, at tilstedeværelsen af disse ’fænomener’ (vi spoiler ikke på kapellet) kommer til at fungere som en slags katalysator for begivenhederne og tilføjer et slags ekstra lag til den ellers meget jordnære historie.

Der er sikkert også seere, der kan blive lidt frustrerede over, at man som tilskuer ikke nødvendigvis får svarene på alle spørgsmål, der stilles i løbet af sæsonen, mest af alt hvilken rolle Gerhardt-familiens trofaste håndlanger egentlig har haft – og muligvis vigtigere: hvem han reelt arbejder for? Omvendt set, så er det også meget forfriskende, at man ikke nødvendigvis får præsenteret alle svar – det kunne jo være at figuren optræder i 3. sæson, som i skrivende stund bliver planlagt .

Fargo – year two kan sagtens ses uden man kender til den første, men det er selvfølgelig en fordel. For de, der endnu ikke har set sæson et, kunne det måske ligefrem være morsomt at se den nye sæson først for kronologiens skyld.

Det er meget sjældent, at en film, endsige en tv-serie, formår at skabe en mere helstøbt to’er, men det er tilfældet hér. Anden sæson udmærker sig ikke kun ved, at den fortæller en ny og lige så skæv historie som den første. Den gør endda dette uden at have et eminent forlæg at læne sig op ad. Det er ikke blot et show for de, der holdt af filmen eller den første sæson; det er en af den slags serier, som - til trods for det store udvalg, der eksisterer for tiden - man bare skal se, for at være hip. Man kan også nøjes med at se serien, fordi det bare er pokkers godt håndværk.