Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Divergent (134 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 10/9 2014, 20:39 af Lise Majgaard Mortensen

Tyvsjålen men hæderlig teenagedystopi


Tyvsjålen men hæderlig teenagedystopi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Divergent handler om identitet og om en verden, hvor man skal passe i pæne afmålte kasser. Vi befinder os i Chicago i en fjern fremtid efter en ukendt katastrofe. Byen er omkranset af en høj mur, som holder unavngivne fjender væk og holder befolkningen inde. Indenfor er menneskene inddelt i fem kategorier, afmålt efter deres mest fremtrædende karaktertræk, og her er der altså kun fem typer: De uselviske, de fredfyldte, de ukuelige, de kloge og de ærlige.

Men da hovedpersonen Tris skal vælge, hvem hun skal være, finder hun ud af, at hun er midtimellem – hun er en afviger, divergent, som ikke kan presses ned i én bestemt kasse. Alligevel, af frygt for at ende som hjemløs og udskud uden for kategori, vælger hun at tilslutte sig de modige, ekstremsport- og parkour-udøvende ”Dauntless”, og her får hun øjnene op for, hvilket dystopisk, diktatorisk samfund, de lever i og indtil videre ukritisk har accepteret.

Dette er historiens fjollede præmis. Moralen er tung, belærende og uelegant leveret, og symbolikken næsten ulideligt åbenlys. Men det ændrer ikke ved, at filmen faktisk er ganske seværdig og underholdende – og faktisk klasser bedre end sit litterære forlæg, romantrilogien skrevet af den amerikanske forfatter Veronica Roth. I filmudgaven er de mest kiksede og belærende scener og dialoger skåret væk, og med filmen slipper man for at skulle konfronteres med forfatterens trivielle sprog og skrivestil.

Det er nemt at hade filmen for dens fortænkte symbolik og tonstunge moraler. Men på den anden side er den nem at elske for nogle fine skuespilpræstationer, lækre kostumer og en flot scenografi. Særligt Shailene Woodley er sympatisk, sød og fabelagtigt almindelig i rollen som Tris. Den pæne brite Theo James spiller den sammenbidte revolutionist Four, og det gør han ganske fint – men han er sandsynligvis castet primært fordi, han er, ja, pæn. Sammen udgør de to af hverdagens utilpassede helte.

Har man ikke læst bogen, vil man nok desværre opdage, at nogle af mellemregningerne mangler, og tempoet i leveringen af historien synes en anelse hektisk. Særligt i begyndelsen af filmen er dialogen for stiv og uden timing, fordi der skal presses en masse informationer ind i samtalerne. Instruktøren har nemlig valgt kun at bruge dialogen som værktøj til at forklare det komplekse samfundssystem, karakterernes indbyrdes forhold og så videre – altså alle de historieelementer, som romanen giver plads til.

Divergent skriver sig ind i roman- og filmgenren young adult-fiktion (YA) til og om store børn og teenagere – som er eksploderet de seneste år, måske i kølvandet på Harry Potter-bølgen. Og rent kvalitetsmæssigt ligger Divergent, både romanerne og filmen, et sted mellem den fabelagtige fortælling om Katnis Everdeen i Hunger Games og den ulideligt moralske og ret så ringe vampyrhistorie Twilight. Der trækkes tråde tilbage til utallige tidligere fantasy- og YA-værker, og de fleste dele af Divergent er tyvstjålet – men selvom det ikke er særlig originalt, fungerer filmen alligevel i måden, de åbenlyse referencer er sammensat på.

Det er måske endda interessant at nævne, at DVD-udgaven af Divergent indeholder en to-sides reklame for den næste film i Hunger Games-trilogien. Så fra distributørens side er ønsket om at adskille de to meget ens størrelser ganske givet ikke så stort, og det er et tegn på, at vi er vidner til en masseproduktion af en bestemt genre til et meget modtageligt publikum.

Undertegnede har altså et noget ambivalent forhold til filmudgaven af Divergent, men er positivt overrasket over den ganske seværdige film, der er kommet ud af en håbløst uoriginal roman. Det bliver spændende at se, hvordan to’eren, Insurgent, kommer til udtryk på skærmen, når den får premiere i marts 2015.

I mellemtiden kan man jo hygge sig med de næste skud på stammen af YA-filmatiseringer, Lois Lowrys fortælling The Giver og James Dashers sci-fi The Maze Runner, der begge får biografpremiere i efteråret 2014. Gad vide, hvornår vi kan forvente, at markedet for dystopiske, post-apokalyptiske teenagehistorier bliver mættet? Ikke foreløbig er mit gæt. Men man kan håbe på, at genren efterhånden fornyer sig selv og ikke slår sig til tåls med kun at stjæle og prædike.


Forrige anmeldelse
« Sleep Tight «
Næste anmeldelse
» Sin City - A Dame to Kill For »


Filmanmeldelser