Serien af film med titlen Paranormal Activity vokser og vokser. Mens vi venter på den officielle 5’er i serien, er spin off’et Paranormal Activity: The Marked Ones smidt på gaden. Fænomenet er det samme, castet er nyt, men der er tråde tilbage i seriens øvrige film. Filmen er klar som købefilm.

Gyserfilm i den såkaldte found footage-stil er ikke længere nogen nyhed. Det var et effektivt våben i horrorens jagt på den uundgåelige realisme, der skal hvile underneden de overnaturlige hændelser. Idéen er, at optagelserne er virkelige, fundne, og det, vi ser, er en redigeret udgave af autentiske optagelser. Alle film i serien bruger denne stil.

De første film var low budget-produktioner, og her var found footage-stilen en kærkommen mulighed for at spare penge på budgettet. Hvis stilen ligner hjemmeoptagelser, gør det ikke noget, at der er fejl og mangler. Forskellen, der præger serien fremadrettet, er dog, i takt med flere penge, at der med tiden har sneget sig flere og flere visual effects ind i serien. Dette ses især i Paranormal Activity: The Marked Ones.

Det er måske lidt en skam, fordi det trækker tæppet lidt væk under de ellers rimeligt effektive hjemmevideooptagelser. Samtidig er det efterhånden ved at være pinligt, at kameraet hele tiden behørigt rammer rigtigt – og er med, selvom den, der bærer det, er skræmt fra vid og sans. Seriens realistiske troværdighed lider lidt under dette.

Alligevel er der noget interessant ved Paranormal Activity: The Marked Ones, der flytter handlingen ind i et latino-område i byen Oxnard i Californien. Det giver filmen en oplagt mulighed for at lege med sydamerikansk og katolsk mytologi og overtro. Effektivt bruger den latinamerikanske heksetro – den såkaldte Brujería– til at fortælle en slags historie om dæmonbesættelse og eksorcisme.

Filmen handler om Jesse og hans venner, der opdager en slags heksekult i deres boligbyggeri, der går under betegnelsen cochinero – affald, junk. Jesse køber et videokamera for sine studenterpenge og begynder at filme en lokal beboer. Da han på et tidspunkt gør sig upopulær hos hende, truer hun ham, og det viser sig hurtigt, at han er marked – en besættelse er i gang.

Overordnet set er filmen – ligesom alle andre i serien – castet af relativt ukendte personer, men alligevel er de – også denne gang – overbevisende og velspillende. Stilen er, som den er og handlingen følger en genkendelig fortællestruktur: fra hjemlig uhygge til det unheimliche indtræffer, og til den fatale slutning, der er velkendt for alle, der har fulgt med i serien.

Visse ting skæmmer den realistiske visuelle undertone. Fx er det nærmest konsekvent, at lyset på kameraet er slukket, når de tre hovedpersoner undersøger mørke afkroge, andet kunstigt lys hentes stedvist ind, mens lyset på kameraet faktisk, når der er brug for det, virker. Det virker for kalkuleret, at uhyggen på den måde hviler på mangelfuld brug af diegetisk belysning.

Samlet set er filmen egentlig udmærket og pletvist uhyggelig. Det er måske efterhånden bare lidt svært at blive skræmt af genkendelige stilarter og fortællerytmer. Det mest interessante ved Paranormal Activity: The Marked Ones – ud over en basalt set velspillet film med en interessant fortælling – er dens tie ins til tidligere film. Der gives nemlig svar på tråde og gåder fra flere af de øvrige film i serien her.