Hvis man betragter alle elementerne der indgår i filmcocktailen November Criminals hver for sig, så burde det have været en åbenlys succes. Først og fremmest indtages hovedrollerne af Ansel Elgort (kendt fra bl.a. Baby Driver , En flænge i himlen) og Chloë Grace Moretz (der nok er bedst kendt for rollen som Hit Girl fra Kick Ass ). Dernæst har filmen en independent-stemning, både takket være dens lidt utilpassede hovedkarakterer, et dvælende tempo og ikke mindst en masse dejlig musik af David Bowie på soundtracket. Sidst, men ikke mindst så er plottet basalt set en kriminalhistorie. Til trods for at alle disse elementer er til stede, så er det som om filmen aldrig kommer til at fungere helt.

At filmen aldrig kommer til at fungere optimalt kan der flere årsager til. Den første og måske største grund til dette er, at de to hovedpersoners kemi aldrig bliver virkelig ovebevisende. Addison (Engort) og Phoebe (Moretz) spiller begge at par utilpassede high-school venner. Under en samtale i filmens start, fortæller hun at det ville være skønt, hvis han ville have lyst til at tage hendes mødom, da hun stoler på ham, godt kan lide ham og derfor vil være tryg ved at hendes første gang netop skulle være med ham. Selv om dette forhold starter lidt mekanisk og kejtet, er det meningen, at dette selvfølgelig undervejs udvikler sig til en romance mellem de to. Selv om Angort og Moretz er dygtige skuespillere, så bliver deres figurers kemi bare aldrig overbevisende. Eksempelvis er det mærkværdigt at de filmen igennem udelukkende kysser hinanden med lukket mund - noget der strider mod den måde teens ofte passioneret, hormonstyret snaver løs på.

Den anden grund til at filmen ikke lykkes, er dens tempo. I et forsøg på at appellere til sit kernepublikum - en slags tidtypisk teenage-tilstand af sløvsind - skridter filmen alt for langsomt frem. Det kan godt være at dette er blevet gjort for at fortællingen skal virke realistisk, men samtidig lider filmens fremdrift under dette.

Hvad er, kan man spørge sig selv, filmens hovedformål? Er det at fokusere på hovedpersonens frustration over politiets manglende indsats efter en af hans venner er blevet myrdet, eller er det samme hovedpersons forhold til hans veninde/kæreste? Selv om det burde være muligt at få begge fortællinger til at fungere i løbet af halvanden time, er det som om at disse to handlingstråde spænder lidt ben for hverandre. Selv om den har en løbetid på lidt under halvanden time, føles det som om den varer over to, hvilket jo må betyde, at der sagtens kunne have være strammet væsentligt op.

En sidste anke er også filmen, i denne anmelders øjne, lidt for ivrigt forsøger på appellere til alle de, der holder af independent-film. Indrømmet, November Criminals er set med Hollywood-øjne en forholdsvis smal og billig film, men det er som om filmen vil forcere en indie-kultagtig stemning, hvilket i sidste ende mislykkes, netop fordi den forsøger at være noget andet end det den er. Addison er lettere kejtet, men bliver aldrig en Napoleon Dynamite og hans nære veninde Phoebe bliver udelukkende en bifigur. Værst af alt er, at det er svært at blive grebet af en fortælling, når nu kemien mellem de bærende hovedroller ender med at være så tydeligt ikke-eksisterende, som før beskrevet.

Den bagvedliggende idé til filmens plot er ellers fint nok. I filmens åbningsscene ser vi unge Addison filme sig selv på faderens gamle VHS-kamera, mens han skal sende sin ansøgning til universitetet i Chicago. Han og veninden Phoebe tager ind på deres stamcafé for at få en "americano" (læs: sort kaffe) - og Addison taler begejstret med den unge, sorte fyr på den anden side af disken. Vi får endda at vide, at han lige har læst en bog som Addison havde lånt ham på rekordtid, så ud over at være charmerende og imødekommende er han tilsyneladende også belæst. Man får derfor et godt indtryk af fyren. Addison og Phoebe smutter igen. Hernæst ser vi en fyr på motorcykel standse op foran cafeen, stige af og vade lige ind til skranken hvor flere skud efterfølgende affyres.

Addison oplever at det lokale politi sylter det åbenlyse mord på denne ung, sort mand. Før man kan nå at tænke "black lives matter" beslutter politiet sig for at drabet var banderelateret, selv om Addison nægter at tro noget sådan om hans kammerat. Derfor tager han sagerne i egen hånd og sætter sig for sammen med sin quasi-kæreste Phoebe at opklare hvem det var der trykkede på aftrækkeren. Det er indledningsvist ikke særligt nemt at komme til bunds i dette, men Addison giver ikke sådan lige op.

Ud over alle de ovennævnte anker mod filmen, så er det også lidt for tyk en kliché at Addison et halvt år før filmens start har mistet sin mor, og at dette delvist bruges som motivation til hans trang til at opklare vennens død. En andet meget brugt fortællemæssigt greb er også det faktum at Phoebes mor selvfølgelig ikke har lyst til at se hendes datter omgås med en fyr, der befinder sig flere socialklasser under hendes datter. Subteksten bliver for tydelig og dette hjemsøger også filmen. En af de eneste formildende træk ved filmen, er den måde slutningen på opklaringen afvikles på, for den er faktisk ganske fint tænkt.

Kort sagt er November Criminals en film der burde fungere, men som ganske enkelt har for mange delelementer der ikke fungerer og derfor - desværre - efterlader sin seer med følelsen af, at man gerne ville have brugt sin halvanden time på noget helt andet.