Når man kigger på omslaget til A Ghost Story, tænker man muligvis umiddelbart at man skal til at se en gyserfilm. Selv om det karakteristiske lagen-spøgelse på coveret måske primært sender ens tanker hen på barndommens hurtigste udklædnings-trick, så er titlen jo også med til at lede tankerne hen på netop horror-genren.

Titlen skal faktisk tages ganske meget bogstaveligt, for det er spøgelsets historie der fortælles. I filmens start møder seeren et kærestepar, der virker utroligt glade for hinanden. Hun vil dog gerne vil flytte fra deres hus, mens han mere tilbageholdende. Han overbevises end ikke da de en sen nattetime vækkes af en meget høj, skinger lyd fra det gamle klaver som de overtog sammen med huset..

Kort tid efter dør den ene i en bilulykke umiddelbart udenfor hjemmet. Kæresten besøger den afdøde på hospitalet og bekræfter at afdødes identitet. Det hvide lagen lægges over afdødes hoved og kort tid efter rejser en skikkelse sig langsomt under lagenet. Et par kulsorte øjne stirrer ordløst ud fra lagenet og betragter hospitalsomgivelserne Spøgelset vandrer lidt rundt i de lange gange, mens læger, patienter og besøgende tydeligvis ikke kan se gespenstet. Pludselig åbner der sig en lysende dør for spøgelset, men det vælger ikke at gå ”ind i lyset”. I næste nu er spøgelset tilbage i det fælles hjem hvor det observerer hvordan den forhenværende kæreste forsøger, uden ret meget held, at leve sit liv videre helt alene.

A Ghost Story kan bedst betegnes som en indiefilm, der med ganske få virkemidler og endnu færre replikker fortæller sin historie gennem lange, stationære kameratableauer. Det er nok en film, der vil sætte enkelte seeres tålmodighed på noget af en prøve, men som ikke desto mindre er ganske interessant, hvis man tager sig tid til den. Indimellem kunne den godt lede tankerne hen på en amerikansk version af en Roy Andersson-film, blot uden den skæve humor han er kendt for. Andre steder finder den sit helt eget poetiske beat.

Helt fra filmens start, Universallogoet der toner frem på skærmen, har betragteren en idé om at dette vil blive en film som vil være anderledes. For formatet er hele vejen igennem holdt i det ”gammeldags” 4:3-aspect ratio-format (måske bedre kendt som tv-formatet). Det virker umiddelbart som et lidt besynderligt valg, men man vænner sig utroligt hurtigt til det nærmest kvadratiske billede. Inden længe indser man også at dette æstetiske valg er truffet med fuldt overlæg, for billederne er stramt komponeret indenfor disse rammer. Det bliver de også nødt til at være, for seeren skal, som nævnt, ofte have tålmodighed med de enkelte indstillinger, der ofte kan virke dvælende eller i mere ekstreme tilfælde som en slags levende malerier. De er stadig meningsbærende og æstetisk fedt lavet, men det kræver altså tålmodighed fra seeren

Tiden er, som filmens tagline: ”It’s all about time” antyder, en vigtig faktor. Spøgelset er den tavse observatør til begivenhederne i huset. Ikke kun de hændelser der fulgte i kølvandet på dødsulyken, men også i hvad man må antage er årene efter kæresten for længst er flyttet fra matriklen. Nye folk flytter ind, først en enlig mor med hendes to børn, senere en flok unge mennesker. Selv om alt forandres, forbliver det tavse lagenvæsen tilsyneladende uændret. Selv om det aldrig siges direkte, så er væsenet tydeligvis bundet til dette sted, af uvisse årsager. Er det monstro sorg, kærlighed eller noget helt tredje der binder væsenet til denne lokalitet?

A Ghost Story er i grunden en fin, lille mærkværdig sag, som med garanti vil appellere til alle de filmfans, der elsker at blive udfordret. Filmelskere som ikke nødvendigvis er sultne efter konstant fremdrift men i stedet kan se det interessante i film, der i stedet er båret af lysten til at fortælle historier på en meget anderledes måde end man er vant til at se.

Selv om det muligvis kan være svært at finde et helt entydigt formål eller budskab i A Ghost Story så synes det grundlæggende at handle om at ville have seeren til at reflektere over meningen med livet. I en af de få scener i filmen der er fyldt med tale, snakker en lidt halvfuld fyr til en fest i huset om tilværelsens tilsyneladende meningsløshed. For, som fyren siger, uanset hvad du gør, hvor dine aspirationer fører dig hen, hvilken kunst du skaber, så vil du alligevel gå i glemmebogen efter et par generationer. Ja, selv hvis der er folk, der hylder dit liv eller dit livsværk som noget udødeligt eller ophøjer disse ting til klassikerstatus, så er der ingen der kan forhindre universet i at ekspandere og trække sig sammen til et absolut nulpunkt i løbet af et par hundrede millioner år og på den måde slette ethvert vidnesbyrd om vor eksistens. (Dette udsagn hænger måske egentligt meget godt sammen med at vi tidligere i filmen har fået et glimt af en af Nietzsches bøger i hjemmet.) Med dette in mente, så forekommer tilværelsen pludselig sært absurd for den enkelte, når tosomheden afløses af ensomhed. Det betyder dog ikke at filmen er helt igennem nihilistisk i sin tone.

A Ghost Story er en poetisk film, der er båret af en stærk visuel idé (indplacering af det ”usynlige” lagenspøgelse i skiftende scenerier) og en meget stærk billedside. Det er bestemt ikke en film de vil appellere til alle. Enkelte utålmodige seere kunne sikkert finde på at kalde den for decideret kedelig og søvndyssende, men har man tålmodighed er det faktisk en fin lille oplevelse der venter en. (Selv om scenen med tærten, selv for denne tålmodige anmelder, er alt, alt for lang!) Til gengæld er filmen en af dem som man garanteret ikke glemmer med det første og det skal i al fald blive spændende at se hvad instruktør og manuskriptforfatter David Lowery finder på i sin næste film.