For et par år tilbage var der en del hype om filmen The Babadook - en gyserfilm der i den grad skilte vandene. Enten var man vild med den (og gæt engang, dét var anmelder) eller også kunne man slet ikke lide den. I 2018 var instruktør og manuskriptforfatteren klar med en ny film The Nightingale, der i skrivende stund endelig er udkommet på BluRay, DVD og streaming. Det er en film, der til trods for at den er en helt andet slags væsen end forgængeren, stadig er både dybt rystende og hamrende ubehagelig.

Vi befinder os et sted i Australien omkring 1825. Filmens hovedperson er en ung kvinde, der bor sammen med sin mand og spædbarn lidt afsides fra den deling af soldater, der har til opgave af gøre lokalområdet sikkert. Dette sker blandt andet ved direkte magtanvendelse (læs: skyde stort set alle aboriginals de møder). Soldaterne ledes af Hawkins, en nådesløs overordnet der skal vise sig at være 110% total psykopat. En person der ikke har andet end foragt til overs for alle han møder på sin vej.

Claire er irsk straffefange, men hun har egentligt for længst arbejdet sin straf af. Clare knokler som tjenestepige, men da hun har så fin en stemme optræder hun også for soldaterne ved indimellem at fremføre sit hjemlands vemodige sange. Clare har endda arbejdet så meget, at hun har tjent nok til at kunne anskaffe sig sin egen hest, men uanset hvor meget hun tigger og beder vil Hawkins ikke lade hende gå. Clares mand forsøger endog at tale fornuft til Hawkins, men dette går helt, helt galt. Hvad der helt konkret sker, skal ikke afsløres her, men lad det bare være sagt, at det er en meget brutal og mentalt hård scene at lægge øjne, ører og hjerne til.

Clare bliver efterladt af Hawkins og hans mænd i den tro at hun er død. Da hun kommer til sig selv igen og opdager hvad der er sket, beslutter hun sig for at følge efter Hawkins, der er draget mod en nærliggende by, for at blive forfremmet til Kaptajn. Hun har dog brug for hjælp til at følge efter Hawkins, så hun hyrer en lokal ”boy” – en indfødt, til at guide hende gennem vildnisset.

The Nightingale er en meget voldsom film. Den er samtidig sindssygt smuk, for billederne af vildnisset og interiørerne minder, når de er allerbedst, om figurativ kunst fra perioden. Ud over at være en film om en kvinde der søger hævnen, er det også en film om magt og især magtmisbrug. Selv om Clare både i egenskab som kvinde men også som straffefange, er blevet ydmyget og nedgjort, så opfører hun sig i første omgang lige så nedrigt overfor den mand som hun har hyret som guide sig. Clare virker som var hun en mistænksom overklassedame med sin nyindkøbte slave. Der er i starten af historien virkelig ikke særlig mange figurer i filmen der formår at opføre sig ordentligt eller medmenneskeligt hvilket giver en grundtone af ubehag. Den eneste der opfører sig nogenlunde menneskeligt er Clares mørklødede guide.

Mange film benytter bevidst musik til at fremkalde følelser hos tilskueren, det er velkendt. Musikken og især Clares sang bliver selvsagt også en vigtig del af The Nightingale. Filmen formår også at rive tilskueren rundt rent emotionelt så halvdelen kunne være nok. Dette sker eksempelvis i de scener hvor Clare beordres til at synge, selv om det måske var mest naturligt for hende at bryde grædende sammen. Selv om dette godt kunne lyde enormt plat og melodramatisk, så lykkes det takket være blændende skuespil fra Aisling Franciosi, ustyrligt godt.

Det er samtidig svært at finde en lige så ubehagelig skurk som Hawkins. Han er i denne anmelders optik næsten lige så ubehagelig en type som ham Guy Pearce spillede i Brimstone , en virkelig magtsyg, mandschauvinistisk voldtægtsmand, som ender med at være en slags udkrystallisering af alt det som #metoo-kampagnen stadigvæk kæmper mod.

Selv om filmen både har poetiske, smukke øjeblikke, så er det næppe disse der ætser sig fast i bevidstheden hos tilskueren, det er snarere de mange ubehagelige scener, der til trods for at filmmagerne ikke dvæler ved blodige detaljer, ender med at være så konceptuelt væmmelige at de bagefter bliver svære at fortrænge. Det er bestemt ikke en film man bør se, hvis man har vanskeligt ved at håndtere overgreb af den værste slags, for til trods for sin poetiske titel er The Nightingale ikke en særlig rar film at se.

Blot fordi en film ikke er rar betyder dog ikke at den er dårlig og The Nightingale er en film man bør se hvis man holder af film. Den udnytter sit medie perfekt, både i forhold til at skildre en fortælling om mord, voldtægt, hævn og forsoning, men måske især i forhold til at udnytte mulighederne for at skabe ustyrligt smukke billeder og levere en lydside der, takket være Aisling Franciosis stemme og talent for skuespil, kan få selv de mest hårdhudede tilskuere til at sidde med tårer i øjnene.

The Nightingale er en emotionel rutchebanetur i den Australske ødemark. Det er nok en film der lige som forgængeren, vil polarisere publikum. Det er til gængæld tankevækkende og ganske tidstypisk at en kvindelig instruktør fortæller en historie om en kvinde der (bogstaveligt talt) er fanget i et mandsdomineret samfund, men som drevet af had forsøger at genoprette bare lidt af sin ære. Endvidere bliver det også en film der handler om at gøre op med ens fordomme og som ikke mindst får genfortalt den rystende historie om de mange systematiske overgreb på Australiens urbefolkning. Dette er en film som er genuint rystende på flere niveauer. En film som er svær at glemme, men også en der byder på et fremragende, fængslende, vedkommende drama.

Bemærk: får du fat i filmen på BluRay - så er der kun svenske og finske tekster på, selv om coveret lover noget andet. Du bør dog slå svensk tekst til, idet der flere gange i løbet af filmen tales gælisk. Filmen er heller ikke i Widescreen - det har aldrig været hensigten - selv om dette også står på coveret.