Filmens instruktør Sacha Gervasi siger på DVDens ekstramateriale, at casting er 80 % af en film, og i dette tilfælde er det mindst 80 %, for Anthony Hopkins som Alfred Hitchcock og Helen Mirren som Alma Reville, Alfred Hitchcocks kone og vigtige kreative medarbejder, er hele filmen værd grundet deres samspil. Filmens handling dækker perioden omkring produktionen af Psycho (1960). Genren er både en biopic (biographical picture) og en metafilm om produktionen af en anden film, men de to genrer hænger komplet sammen i Hitchcock, for den biografiske del handler primært om ægteskabet, og det er ægteskabet, der evner at danne rammen for produktionen af mesterværket Psycho. Filmens præmis er en filmhistorisk påvisning af, hvor afgørende Alma Reville var for Hitchcocks film. Hun havde en selvstændig karriere som instruktør, manuskriptforfatter og klipper. Parret var gift fra 1926. Alfred Hitchcock døde i 1980, og Alma Reville døde i 1982, og livet igennem samarbejdede de om film.

Anthony Hopkins og Helen Mirren fremstiller dette samarbejde og ægteskabet mesterligt i al dets kompleksitet. Indledende i filmen er dialogen screwball-agtig, og den er vittig i hele filmen, også da der opstår en krise pga. filmarbejdet, hvor både den snæversynede amerikanske censur og Paramount-filmselskabet er forhindringer, og så er der også Alfred Hitchcocks noget neurotiske fascination af sine blonde heltinder fra filmene.

Alfred Hitchcock er netop blevet tres ved filmens begyndelse, og han er i kreativ krise, hvor han endog bliver opfordret til at trække sig tilbage af en journalist, da ingen mener, at han kan skabe en bedre film end North by Northwest (Menneskejagt), hvis premiere var en succes. Det er måske umuligt at afgøre, om det er denne film eller Psycho, der er Hitchcocks allerbedste ud af de ca. 50 film af spillefilmlængde, som han instruerede i løbet af seks årtier. Hitchcock beslutter sig for, at skabe noget helt nyt, der er atypisk for hans produktion, og det blev Psycho. I filmens slutning har han det samme problem igen, og i udtoningen afsløres det elegant og vittigt, hvordan dette problem er løseligt.

Metafilmgenren om produktionen af en film er gammelkendt, hvor den klassiske er Truffauts La Nuit américaine (Den amerikanske nat) fra 1973. Det er oplagt, at Hitchcock indskriver sig i denne tradition, for det var Truffaut, der var en af de førende franske nybølge folk, som i 1960erne grundlagte auteur-konceptet, hvor de netop fremhævede Alfred Hitchcock som en kunstner, der havde sin egen filmstil. Han blev rollemodel for de nye og unge europæiske filminstruktører.

Det er passende, at Alfred Hitchcock med Hitchcock her har fået sin egen biopic, hvor han er på hele filmen igennem, for han er også kendt for sin cameo-optræden i de fleste af sine egne film, hvor han kortvarigt viser sig som tilfældig forbipasserende som varemærke og som kunstnerens signatur.