Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Baby Driver (112 min.) Købefilm / Sony Pictures
Anmeldt 9/1 2018, 09:22 af Torben Rølmer Bille

Skæve karakterer i hurtige biler


Skæve karakterer i hurtige biler

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den engelskfødte instruktør Edgar Wright er muligvis bedst kendt for sit samarbejde med Simon Pegg og Nick Frost i det som er blevet kendt som ”Cornetto-trilogien” (i både Shaun of the Dead, Hot Fuzz og At Worlds End optræder denne kendte vaffelis – red.). Troede man at Wright ikke kunne finde ud af at lave film uden disse to hovedrolleindehavere, kan man godt tro om igen. Baby Driver er en meget stilren actionfilm, der fik både anmeldere og fans helt op at ringe, da den kom i biograferne i det tidlige efterår 2017. Filmen er nu ude på alskens formater og selvfølgelig har Kapellet valgt at vurdere om disse anmeldere og fans havde ret.

Det nemme svar er: det havde de! Filmen leverer nemlig en kinetisk billedside, der konstant leger med vinkler formater og farver, dertil kommer en række finurlige figurer, en rigtig sød kærlighedsfortælling og ikke mindst en masse hæsblæsende biljagter, der fungerer lige godt på det store lærred, som de gør i hjemmebiografen. For det grundliggende koncept bag filmen, er at folkene bag har orkestreret actionscenerne, som var de del af en flot og dyr musikvideo.

Selv om det måske umiddelbart kan lyde som en ganske plat idé at lade breakbeats og guitarsoloer være basis for action-koreografien eller det tempo som våben affyres i så er slutresultatet blevet virkeligt vellykket. Tvivler man på dette kan man blot sætte sig til at se filmens titelsekvens . Her følger vi hovedpersonen (med tankerne ledt hen på Shaun of the Dead) på vej efter kaffe til ham og resten af slænget. I en tilsyneladende ubrudt indstilling går han ned af gaden, ind i en butik, køber kaffe og går ud igen, men ser man nærmere efter vil man opdage at både den graffiti man ser på væggene, de skilte han går forbi og folk i billedet passer nærmest perfekt til det som synges i teksten til den musik han hører. Det hele virker på én gang helt ordinært, men samtidig koreograferet som var scenen løftet ud af en musical.

Denne insisteren på at lade musik og billeder tale sammen bliver aldrig så udpenslet at det bliver forstyrrende, endsige fjerner fokus og spændingen fra hovedfortællingen. Dette gælder også resten af filmen, for Wright og hans stab har sørget for at holde en virkelig balance mellem et labert soundtrack og en opfindsom billedside. Disse to arbejder ekvilibristisk sammen, i stedet for at komme til at ligne en halvfesen musical, en musikvideo eller en actionfilm der er blevet så stiliseret, at den ender med at være en parodi på sig selv.

Når musikken fylder så meget, er det fordi filmens hovedpersonen, Baby, der fungerer som flugtbilist for en gruppe skumle kriminelle har tinitus og derfor konstant lytter til musik i hans store udvalg af iPods. Dette gør han for at kunne koncentrere sig om sit virke, nemlig at få skurkene kørt i sikkerhed fra politiet, der konsekvent er lige i hælene på dem oven på de røverier de begår. Lederen af disse kriminelle Doc spilles i øvrigt med stor charme af selveste Kevin Spacey umiddelbart før #metoo sugede enhver (tro)værdighed ud af ham.

Det viser sig dog hurtigt, at Baby er langt mere følsom og empatisk end resten af de hårdkogte folk han omgås. Vi erfarer også at der er en helt særlig grund til at han er endt i den position som han er. Samtidig støder han inde i den meget smukke servitrice Deborah, som han straks falder for – og det er i sagens natur jo svært at få et forhold til at fungere, når man selv er sovset ind i en verden af forbrydelser.

Filmen lykkes både som hårdtpumpet actionfilm og som romance, for forholdet mellem Baby og Deborah er virkeligt fint skildret. Når alt dette så er tilsat et svedigt soundtrack og en masse gode skuespillere (bl.a. Jamie Foxx og John Hamm i mindre roller) så sørger den også at appellere til mange af de der måske normalt går udenom denne genre af film.

Der er selvfølgelig lavet et utal af film der fokuserer på biljagter, tænk blot på The Fast and the Furious eller lignende, men Baby Driver formår, takket være sin meget legende tilgang til materialet, at lave en film der ikke ligner ret meget andet man har set – og hørt.

Det er ustyrligt underholdende, spændende og ikke mindst lavet med en stor portion velfungerende humor. Af samme grund danser denne kapellan i takt med sine anmelderkollegaer og synger med i koret af de der lovsynger Baby Driver på et omkvæd der hylder filmens som en af de mest seværdige film i 2017.


2222
Forrige anmeldelse
« The Superman/Batman Anthology ... «
Næste anmeldelse
» Brimstone »


Filmanmeldelser