Ideen om en fuldstændig objektiv dokumentarfilm er en illusion. Uanset hvor upartisk en dokumentarist forsøger at være, er der altid elementer i en given dokumentar, uanset dens indhold, som er farvet af instruktørens valg, researchens fokus, klipperens til- og fravalg, kameramandens framing, osv. Det betyder selvsagt ikke, at man ikke godt kan tilstræbe at skabe en nuanceret dokumentarfilm, der bevidst forsøger at afspejle så mange facetter af et givent emne som muligt.

I persondokumentaren, dokumentarfilmens svar på biografien, hører til derfor til sjældenheder (med mindre det handler om despoter - f.eks. Hitler, Papa Dog Duarte, o.l. eller psykopater: Ed Gein, Ted Bundy, o.l.) at folkene bag filmen forsøger andet end at skildre den valgte hovedperson i det bedst mulige lys og derfor nedtoner de negative sider af samme.

Når man tillige laver film om berømtheder, der var elsket og nærmest dyrket som kulthelte i deres samtid, bliver denne idé om subjektivitet endnu mere vanskelig. Ikke blot fordi at man bør have respekt overfor de efterladte, men også fordi man selvsagt gerne vil lave en film, der hylder den person, der stadigvæk den dag i dag, selv mange år efter sin død, anses som en hædersmand og et helt igennem godt menneske. Det er filmen Superswedes største problem.

Filmen handler om Ronnie Peterson. Det er meget muligt at dette ikke er et navn der for mange danskere umiddelbart ringer en klokke, men nævner man Mario Andretti eller Nikki Lauda, der var venner med Ronnie, har de fleste sikkert en idé om at det kommer til at handle om motorsport, nærmere bestemt Formel 1. I vort naboland Sverige, er Ronnie en folkehelt, til trods for at han, som filmen også giver forklaring på, ofte var ham der konstant kom på andenpladsen i de helt store løb. En af hovedårsagerne til at han også har opnået nærmest mytisk status, var at han desværre døde som kun 34-årig, efter et voldsomt uheld på Monza banen i Italien. Filmen starter da også meget melodramatisk ud med at vise ulykken og efterfølgende Ronnies nu voksne datter i sort/hvide billeder besøge Monza banen for første gang siden faderens bortgang.

Det er ellers ikke en særlig sentimental film, for selv om den skildrer mandens karriere, fra den første go-cart som faderen byggede til Ronnie, over flere juniormesterskaber til hans raketkarriere i Formel 1, så handler filmen samtidig om Formel 1-sporten i slutningen af tresserne, starten af halvfjerdserne. Det var en helt anden tid, hvis man sammenligner den med nutidens Formel 1. Selv om man kan anklage filmfolkene for at være lidt for nostalgiske, så er det altså et faktum at sporten har ændret sig ganske meget siden dengang.

For det første er det blevet langt mere sikkert at være racerkører i 2018. Dette er dels på grund af at bilernes metalchassis er blevet udskiftet med et kulfiber, der ikke krøller sammen om føreren når der sker en kollision. Filmen viser gennem bl.a. arkivoptagelser med kørerne, interviews med deres hustruer og ikke mindst billeder af disse meget voldsomme ulykker, at det krævede en vis form for dødsforagt at sætte sig ind i en Formel 1-bil dengang. Som i filmen Mænd af den rette støbning er det svært ikke at blive lidt fascineret af deres mandsmod og dødsforagt.

Filmen skildrer også det forhold der eksisterede kørerne imellem. For selv om de muligvis var glødende modstandere på banen, så er alle de der interviewes i Superswede svært enige om, at der var et kammeratskab og en respekt for hinanden udenfor banen, som de der kører Formel-1 i dag, slet ikke oplever. Dette sammenhold opstod, antyder filmen, muligvis netop fordi sporten var så farlig som den var - for når man sætter sit liv på spil på jobbet, så har man på den måde en gruppe af mennesker, der præcis forstår og værdsætter ens indsats. Respekten kom da også af, som man kan høre på de mange interviews der er i filmen, fordi de enkelte kørere også kunne se og beundre, f.eks. hvor dygtig og naturlig en racerkører Ronnie i grunden var. Manden blev respekteret for sit væsen, men måske endnu mere for sit håndværk, sin kunnen.

Filmen tegner på denne måde ikke udelukkende et portræt af en person, men også af sporten og ikke mindst den periode - og det jetsetliv, som Ronnie og hans venner var en del af. Selv om hans kone Barbro også spiller en betydelig rolle i filmen, medvirker hun ikke. Ved en enkelt google-søgning finder man et ganske enkelt svar på dette: Hun døde ni år efter Ronnie - muligvis for egen hånd - men dette nævner filmen ikke på noget tidpunkt, for sådanne informationer ville da også være at ødelægge den gode stemning, der i øvrigt bygges op omkring Sveriges racerhelt.

Superswede er helt bestemt en interessant film, for alle der interesserer sig for motorsport og biografiske film, men den lider desværre af at være alt for partisk og enøjet. Det er drøninteressant at høre nye (og gamle) interviews med de største indenfor sporten og få forklaringen på hvorfor Ronnie, til trods for sine åbenlyse talenter aldrig nåede at stå øverst på skamlen, men desværre er det også en film der lader sig forblænde af Pettersons status i hjemlandet og derfor mister et ellers tiltrængt kritisk blik både på Ronnie og på de folk, der omgav ham.