Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Kick Ass (117 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 23/9 2010, 08:08 af Torben Rølmer Bille

Realistiske superhelte?


Realistiske superhelte?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det var en ganske stor overraskelse for den skotske tegneserieforfatter Mark Millar, da hans tegneserie Kick Ass blev den enorme succes som den blev. For, som han selv siger det i et interview man kan finde på filmens ekstramateriale, var det en historie, der nærmest dukkede op ved en tilfældighed. Oprindeligt var det tanken at læseren skulle følge de to figurer Big Daddy og Hit Girl: et far/datter team af selvbestaltede selvtægtsforbrydere, der søger få hævn over den mand, som indirekte var årsag i at Hit Girls mor døde. Inden længe tog ideen om en jævn collegedreng, der pludselig får ideen om at blive superhelt pludselig dog overhånd og Kick Ass var en realitet.

Præmissen i Kick Ass er overraskende simpel, for den leger med ideen om hvad der ville ske hvis almindelige mennesker – altså folk uden superkræfter af nogen slags, pludselig ville begynde at iklæde sig kulørt spandex og forsøge på at redde verden fra alle dens dårligdomme. Spørgsmålet om hvorfor der i grunden ikke er nogen, der har gjort dette før, stiller vor hovedperson Dave til sine venner i filmens start. De svarer straks, at det er en latterlig tanke, for der skal jo i sagens natur enten overnaturlige evner eller Batmans science fiction-agtige dimser til, før man med rette kan kaste sig ud i superheltebranchen. På trods af advarslerne forsøger Dave alligevel. Han køber en grøn våddragt, en elefanthue og tåger rundt i byen på udkig efter kriminelle. I første omgang går det frygteligt galt for ham, for ikke alene stikkes han ned af et par bøller, men da han forsøger at kravle i sikkerhed rammes han af en bil, der sender vores unge helt på hospitalet i et halvt års tid.

Dave kommer atter ud, med en hel del metal i kroppen og nogle iturevne nerveender der gør at han ikke føler smerte på samme måde som før. Da han er kommet til hægterne tager han tråden op hvor han slap. Ved et tilfælde redder Dave en mand fra at blive tæsket til døde, mens en flok tilskuere tilfældigvis optager optrinnet på deres mobiltelefoner. I næste nu bliver ”Kick Ass” – som han kalder sig selv - internettets største fænomen. Så stort, at føromtalte Hit Girl og Big Daddy opsøger Dave og for at opfordere ham til at deltage i deres kamp mod byens mægtigste mafioso Frank D’Amico. Hvor Dave er en ganske ubehjælpelig knægt i en grøn våddragt, er de andre to et totalt professionelt team, der både er veltrænede i nærkamp og som har et imponerende våbenlager til deres rådighed. D’Amico bliver mere og mere frustreret over at hans håndlangere elimineres, så han sætter alt til for at få fanget de selvbestaltede superhelte, med hjælp fra sin egen – lettere kiksede - søn Chris, der selv ifører sig et kostume og dæknavnet Red Mist, i et forsøg på at infiltrere New Yorks nyeste gruppe af helte.

Det som adskiller Kick Ass fra andre superheltefilm er at den, i hvert fald i filmens første to tredjedele forekommer langt mere realistisk. Det er naturligvis umuligt at overleve alle de halsbrækkende ting som heltene udsættes for, men ideen om at jævne mennesker pludselig kan gøre en forskel er både tiltalende, meget morsom og nyskabende. Når filmen på den måde handler om jævne mennesker der vil gøre en forskel kan Kick Ass sikkert også vinde en del fans udenfor det segment af seere, der ellers normalt dyrker superheltefilm.

Samtidig er filmen fyldt med referencer til alle de iblandt publikum, som elsker genren ikke kun i form af visuelle cues som når vennerne mødes i den lokale tegneseriebutik og konstant synes at befinde sig foran plakater tegnet af Mike Mignola, eller hvor man ser dem komme ud af en biograf, hvor et stort reklameskilt annoncerer at det er Frank Miller’s Spirit 3 som er programsat, men der er også ufatteligt megen dialog der intertekstuelt peger på tegneseriemediet. Eksempelvis siger Dave i en af hans mange voiceovers: ”med ingen kræfter, følger intet ansvar overhovedet” – en klokkeklar reference til Spidermans mantra med modsat fortegn. Derfor er Kick Ass en film, der i lige stor grad henvender sig til både hard-core tegneseriefans, som fatter alle referencerne og så til alle de, der ikke synes superhelte er særligt fede, fordi det basalt set er fortællinger om folk der er afhængige af overnaturlige evner til at gøre det de gør.

Skal man endelig kritisere Kick Ass idé om at det er jævne folk i kostumer det handler om, så bør man se nærmer på filmens utroligt lækre slutscene, hvor Hit Girl har sat sig for at angibe D’Amicos hovedkvarter. Her synes filmen at kamme over i mere regulær superhelte-action, for det er meget svært at forestille sig en 11-årig pige være i stand til at nedlæge så mange gangstere, så utroligt brutalt og med så stor præcision – men lad os nu være fair – der er vel ingen, der køber eller lejer Kick Ass i den tro at de skal til at se et neorealistisk drama om almindelige menneskers skizofrene, natlige udskejelser i farvestrålende tøj.

Kendetegnet for de allerbedste tegneseriefilmatiseringer er at de følger det oprindelige tegneserieforlæg . Det gør Kick Ass også – dog med en enkelt væsentlig undtagelse: for hvor Dave i filmen bliver tilgivet af drømmepigen, da han endelig tager sig sammen og afslører at han både er den maskeklædte hævner ”Kick Ass” og måske endnu vigtigere ikke er nær så homoseksuel, som han ellers har bildt hende ind i forsøget på at komme hende nærmere, får han i tegneserien veritable slag og beskeden om at hun aldrig vil se hans grimme fjæs igen. Tilsyneladende virker sådanne ting ikke rigtigt på film.

Uanset denne mindre detalje er Kick Ass filmen, lige som tegneserien, utroligt veloplagt fortalt. Skuespillerne er overbevisende og leverer varen med nok ironisk distance til at er sjovt hele vejen igennem. Især er det fantastisk at se tegneseriefan Nicolas Cage i rollen som Big Daddy – en rolle han spiller med både stor humoristisk sans og fantastisk akavet intonation bag sin maske. Den er visuelt bjergtagende – og tager sig utroligt flot ud på Blu Ray, som er den version Kapellet har fået stillet til rådighed. Her findes også en masse ekstramateriale, som både er velproduceret og spændende, for de der vil vide mere om folkene bag. Filmen fortæller sin bildungshistorie med så stor intensitet og aktualitet, at der sikkert er mange unge, der kunne finde på selv at trække i et hjemmegjort kostume når de har set den.

Det skal i samme åndedrag siges, at man som forælder virkelig bør respektere aldersgrænsen på 15 år, for selv om kernepublikummet sikkert er teenagers (og alle os andre som stadig er mentale teens i vor grundvold) så er filmen – lige som tegneserien – utroligt blodig og voldelig. I billedernes fokus på den meget outrerede og udpenslede vold divergerer den altså fra stort set alle andre superheltefortællinger, hvor helten som regel aldrig dræber deres modstandere helt, men kun giver dem et velfortjent klask over fingrene. I Kick Ass falder skurkene som fluer og der bydes endda på scener med både tortur, afhuggede lemmer og folk der eksploderer. Men har man mave til den slags så er det kun at ønske rigtig god fornøjelse!


Forrige anmeldelse
« The Invention of Lying «
Næste anmeldelse
» Hell of the Living Dead »


Filmanmeldelser