Der er sikkert flere af Kapellets læsere der husker filmen Jumanji med Robin Williams. Hvis ikke, så var det en af de første film der benyttede sig af masser af CGI, da den ganske enkelt handlede om et overnaturligt brætspil, der pludselig fremmanede vilde afrikanske dyr i et amerikansk forstadsmiljø. Filmen der blev hypet ganske voldsomt op mod dens udgivelse, var dog noget af en skuffelse i anmelders øjne. Den fungerede aldrig rigtigt.

Selvsamme Jumanji-brætspil findes i den nye film Jumanji – Welcome to the Jungle (ikke at forveksle med en af Dwayne Johnsons allertidligste actionfilm, der også hed Welcome to the Jungle) af en knægt i 1996. Han kigger lidt på det og stiller det så væk på en hylde efter med et fnys at have ytret ”hvem spiller da også brætspil?” Derefter griber han sin PS1-controller og fortsætter det spil han tydeligvis var i færd med. Om natten vækkes han af et mystisk grønt lys og lyden af jungletrommer. Det emanerer tydeligvis fra den gamle træ-æske og da han åbner Jumanji ligger der i stedet for spillepladen et plastik-cartridge med spillets titel på. Han sætter dette i en af hans gamle konsoller og vups, så er han borte.

Filmen springer frem til 2018. Her introduceres vi for fire high school-elever, der på hver deres måde er utilpassede. Der er den smukke pige, som har permanent ophold i selfie-land, der er den underkuede nørd, den arrogante sportsidiot og endelig den introverte pige. De får alle sammen, på bedste Breakfast Club-manér eftersidning og bliver bedt om at rydde op i et gammelt lagerrum. Det er virkeligt kedeligt arbejde, så da de falder over en gammel spilkonsol der er blevet doneret til skolen, sætter de det til et tv, starter Jumanji-spillet og vups, så er også de alle borte.

Det vil sige helt væk er de ikke. De er blevet transporteret ind i Jumanjis spilunivers. Her er reglerne dog lidt anderledes. Eksempelvis er den nørdede dreng pludselig en muskuløs actionhelt og selfie-pigen, en tyk, mandlig kartograf. Det er virkeligt sjovt tænkt, for selv om resten af filmen forløber som en velproduceret action/eventyrkomedie (der har lånt masser af elementer fra bl.a. Jagten på den forsvundne skat og selvsagt også en masse computerspil) så spiller filmen konstant på, at de fire hovedfigurer har denne dobbelte identitet.

Samtidig ville det også være fair at sammenligne den nye film med Troldmanden fra Oz, for selvfølgelig skal den lidt kejtede pige lære at flirte, nørden at slå fra sig, osv. Det er måske ikke superoriginalt, men filmens mange manuskriptforfattere har formået at få en masse virkelig morsomme scener ud af dette koncept.

Især skal Jack Blacks fremhæves. Hans evne til på den ene side at forsøge at være en bebrillet akademiker, mens han i både replikker og manerismer spiller en utroligt selvoptaget teenagepige. Det fungerer virkeligt fint. Samtidig beviser Dwayne Johnson, der selvsagt fylder meget (både i overført og bogstavelig betydning) i filmen, endnu engang at han er god til både at være virkelig sjov og handlekraftig. Der findes vist ikke nogen i Hollywood, der i øjeblikket kan matche hans status som overlegen actionhelt.

Actionsekvenserne er også ganske fine og selv om der er fare på færde, så bliver det aldrig så farligt at familiens yngste ikke kan se med (med mindre de da er meget nervøst anlagte). Selv om filmen varer små to timer, så virker den heller ikke for lang, for den ene scene tager den næste og der er stort set ikke døde momenter i filmen.

Skal man endelig have en anke mod filmen, så er det måske Sonys evne til at reklamere for sine egne produkter, det være sig spilkonsoller, plakater der reklamerer for The Last Guardian [LINK] eller den telefon, som selfie-pigen er så glad for. Det betyder dog ikke så meget, med mindre man virkelig er modstander af product placement, for det er vel egentligt fair nok at produktionsselskabet skulle have lov til at vise deres egne produkter i de film de laver?

Jumanji – Welcome to the Jungle er på den måde en både letfordøjelig og topunderholdende mainstreamfilm for hele familien. Den overrasker ikke mindst ved at være 200% bedre end originalen, som den undervejs også sender et par kærlige intertekstuelle vink til. Selv om man måske (som anmelder hér) ikke var synderligt begejstret for den første film, kan man altså trygt sætte sig til rette med popcorn i skødet og familien omkring sig og se denne, for selv om man næppe bliver klogere af den, så er den fabelagtigt underholdende.