Der har aldrig før blevet lavet så mange serier og film om superhelte som i skrivende stund. Det er selvsagt fantastisk for mange af os der holder af genren, men der er også flere kritiske røster der er irriterede over at denne type fortællinger fylder alt for meget i det samlede mediebillede. Selv om anmelder hører til de nemt begejstrede, så er det samtidig også nemt at relatere til kritikken, for rigtigt mange superheltefortællinger følger basalt set den samme formel.

Skærer man disse fortællinger ind til benet så har det næsten alle følgende elementer til fælles: Først ser man hvordan helten(e) har fået sine/deres kræfter. Dernæst bliver vi præsenteret for en eller flere skurke, der lægger mørke planer. Til slut er der den uundgåelige konfrontation mellem helt(e) og skurk(e), som stort set altid ender med at vores hovedfigur(er) vinder kampen. Vælger man at betragte superheltefortællinger på denne måde, kan man muligvis godt forstå de der hurtigt bliver træt af forudsigeligheden.

Hører man til de, der er ved at køre lidt sur i disse formulariske fortællinger er der heldigvis godt nyt, for Noah Hawley - manden der gav verden tv-serieversionen af Fargo - er hovedansvarlig for den nye, meget alternative superheltefortælling Legion. Selv om det ret beset er en serie der foregår i Marvels evigt ekspanderende superhelteunivers, så er der hverken meget spandex eller traditionelle superhelte over de figurer vi møder her. Dette muligvis fordi meget af handlingen udspiller sig i sindet på vores hovedperson, David.

Da seeren først møder David er han lukket inde på et sindssygehospital. Der går ikke længe før man mistænker at der er noget helt galt med dette sted, for den måde det bliver præsenteret på så tvivler man næsten øjeblikkeligt på, at det er et sted som har til hensigt at helbrede sine patienter. På hospitalet ankommer en ny patient: Sydney Barrett (et navn der helt bestemt er en direkte, popkulturel reference til Pink Floyd-medlemmet, der selv endte på sindssygehospital). Hun som lider af en slags ekstrem form for berøringsangst, men dette til trods bliver David straks forelsket i hende og selv om de to ikke fysisk kan komme tæt på hinanden, indleder de alligevel et forhold.

Der bliver dog hurtigt sået tvivl om begges sindssyge. For det viser sig at David måske slet ikke er så skizofren som det påstås og muligvis er der også en virkelig god grund til at Sidney ikke har lyst til at andre rører ved hende. Inden man kan nå at sige "afsnit 2", er de begge flygtet fra hospitalet og opholder sig nu på en form for træningscenter dybt inde i en skov. Her får de at vide at de begge besidder overnaturlige evner og sammen med den gruppe de møder, tager de nu kampen op mod deres fælles fjende - en samling modstandere som indledningsvist kun kendes som "Division 3".

Dette kan måske lyde som noget man har set før (læs: X-Men) men det finurlige ved Legion er at serien er langt mere visuelt abstrakt og kronologisk udfordrende end alle andre lignende serier. Dette skyldes at mange af de steder som teamet besøger er inde i folks bevidstheder, i alternative virkeligheder eller også er det man ser på skærmen en form for avanceret illusion eller hallucination. Grænserne mellem virkelighed, fantasi og virtuelle verdener udviskes konstant og seeren bliver derfor nødt til at have tungen lige i munden for at kunne følge med.

Serien er visuelt ustyrligt imponerende. Selv om der produceres mange flotte tv-serier i denne tid, er æstetikken i Legion noget helt for sig selv. Den overordnede stil er anakronistisk, idet den blander 50'er og 60'er æstetikken i klædedragter og interiører med tilstedeværelsen af tommy-guns og smarte mobiltelefoner. Som folkene bag den selv siger i det noget begrænsede ekstramateriale på BluRayskiven, så var det tanken at det overordnede look skulle have "en slags futuristisk 60'er-vibe". Selv om mange af scenerierne er utroligt udsyrede, så ender det heller ikke med at være lige så LSD-trippy som da seeren i Dr. Strange pludselig blev præsenteret for de mange magiske dimensioner. Til trods for at også David og co. undervejs besøger lignende astralplaner..

Klipningen er også et kapitel for sig, for der skabes konstante flash-forwards, flashbacks og så er der enkelte episoder hvor vi oplever en af Davids nye samarbejdspartnere være i stand til at spole meget direkte frem og tilbage i Davids erindringer mens vi ser på det. Det lyder alt sammen meget forvirrende, men det er det egentlig ikke hvis man først har accepteret seriens overordnede præmis.

Selv om der kan være de der vil mene at Legion er mere stil end indhold, så er serien i Kapellets optik en der genuint forsøger at lavet noget helt nyt: En superhelteserie der mest af alt minder om en slags kulørt David Lynch-drøm på metaamfetamin. Symboler og narrativer er ikke helt så dystre og svært afkodelige som hos Lynch, men det er en serie der bestemt er udfordrende både visuelt og ikke mindst fortællemæssigt. Endelig kommer der en Marvel-serie der forsøger at lave en radikal anderledes måde i formidlingen af sit stof.

Når nu serien er er så radikalt anderledes, vil den sikkert også skræmme enkelte væk, nemlig de der foretrækker meget mere håndgribelige, jordbundne figurer som Jessica Jones, The Punisher eller lignende, men for alle der holder af stærke visuelle elementer og den uudtømmelige fantasifulhed som kendetegner visse dele af tegneseriemediet, så er Legion et tiltrængt pust af frisk luft. Så selv om beskrivelsen af serien herover kan lyde som om den er meget usammenhængende og flippet, så prøv ved selvsyn at opleve Legion - for uanset om det vil falde i din smag eller ej, så garanterer vi at du med garanti ikke har set noget helt magen til før.