Hvis man ikke mener at Cristopher Nolan er en fremragende instruktør, så er det fordi man i undertegnedes optik er helt forkert på den. Indrømmet, den sidste del af hans Dark Knight -trilogi er i retrospekt ikke ret god sammenlignet med de to første og Interstellar kunne sagtens være fortalt langt mere stramt, men når det er sagt, så er han både eminent til at skabe billeder, stemning og ikke mindst give en så god personinstruktion, at man hurtigt lader sig gribe.

Dette er også tilfældet i Dunkirk. Det er en film, som sikkert har været ganske vanskelig at sælge til forskellige investorer, for i sagens natur kunne evakueringen af de engelske tropper fra en strand i Normandiet sammenlignes lidt med det brutale fejltrin det var for Danmark at forsøge at vinde over Preussen i 1864. Sagt på en lidt anden måde, det er sikkert nemmere at få sikret sig midler til at lave en film om forskellige militære sejre, film som kan trække på både patriotisme og maskulin stolthed, end det er at få finansieret en film om en militær fiasko.

Fakta er i al fald at de Allieredes soldater var blevet presset tilbage til Dunkirk i maj 1940 og var, som soldaterne i filmens åbningsscene kan se på de flyvesedler tyskerne kastede ud over byen, omringet fra alle sider af fjendtlige tropper. Kort sagt var de allieredes fodsoldater fanget på en strand uden ret mange muligheder for at forsvare sig mod indkommende bombadementer fra luften, endsige dem der kunne komme fra land. De store skibe kunne ikke komme tæt nok på stranden til at få folk lastet ombord idet selv hospitalsskibe kynisk blev sunket, enten af bombefly eller ubåde. Flugt synes helt umulig, især da regeringen i London proklamerer at de ville spare på deres luftvåben og søværn, da disse skulle anvendes senere i en større modoffensiv.

Nolans film åbner med billedet af en lille gruppe soldater der vandrer gennem en øde landsby mens førnævnte flyveblade daler ned mellem dem. Stilheden brydes pludseligt af et skud og de må løbe i dækning for enden af den vej de har færdes på, for ikke at blive dræbt. Denne følelse af en udefrakommende trussel der kan slå til hvert øjeblik det skal være, bliver det helt centrale omdrejningspunkt og en del af fremdriftselement i filmen. Selv om den, som man nærmest kan forvente fra Nolan, leger med kronologien, forstået på den måde at man undervejs i filmen oplever samme situation skildret på flere forskellige tidspunkter i filmen, så er Dunkirk en virkelig intens oplevelse.

Denne intensitet gennemsyrer de tre overordnede handlingstråde i filmen. Den første er centreret på stranden og molen udenfor Dunkirk. I den anden følger vi en Spitfire-pilot, der sammen med resten af sin eskadrille jager fjendtlige fartøjer i luften over krigsskuepladsen. Endelig følger seeren en far, en søn og sønnens kammerat, om bord på en af de mange civile både som drog over den Engelske kanal et desperat forsøg på at få de engelske soldaterdrenge uskadt hjem uden søværnet blev indblandet direkte.

Intensiteten er også at spore på lydsiden for foruden Hans Zimmers gode soundtrack, er der stort set ikke et øjebliks ro, uden at denne ødelægges af kugler, der gennemborer det sparsomme dække som soldaterne søger at skjule sig bag, den hvinende lyd af fly, som styrtdykker inden de slipper deres bomber og ikke mindst den konstante tikkende ur-lyd, der synes at signalere at tiden er ved at rinde ud for alle de figurer vi følger.

Alle disse delementer er overordentligt bevidst sat sammen til en næsten to timer lang krigsfilm, hvor det ofte bliver så spændende at man helt glemmer at trække vejret. Seeren sættes simpelthen i soldaternes sted og selv om man naturligvis ikke kan smage saltvandet i luften, dufte røgen fra de mange bål eller føle majkulden trænge gennem ens gennemblødte uniform mens man sidder mageligt i biografstolens bløde favntag, så er det knageme lige før.

Fantastisk er det også at de mange fartøjer man oplever faktisk er virkelige og ikke skabt af dygtige effektmagere på en computer. Det kommer især til udtryk i de mange luftdueller, som ikke er set bedre i meget lang tid. Selvfølgelig må man antage, at Nolan og hans folk ikke har fået lov til at synke så mange skibe, som er tilfældet, men det er helt umuligt, selv for en trænet filmelsker, at se hvor præcist der er blevet brugt CGI, for filmen føles analog - som den ægte vare - hele vejen igennem.

Som en sidebemærkning er det også fascinerende at man kan lave en så spændende fortalt krigsfilm, uden at skulle vise en eneste tysk soldat. Dette synes at være et bevidst valg, for selv om man ser tyskernes torpedoer, bomber, flyvemaskiner eller kugler flyve forbi, så forbliver fjenden uhyggeligt anonym.

Så selv om hele ideen med frivilligt at smide kolde kontanter efter en billet til en film der vil komme til at handle om en potentiel militær katastrofe, så stol på Kapellet og gør det! Christopher Nolan har lavet en enestående, flot og superspændende krigsfilm, der udmærker sig på virkeligt mange måder. Der er heller ikke en film, der prøver at være pladderpatriotisk eller at pynte på historiens gang, men som i stedet fortæller tre små historier, der til sammen gør at man som seer har langt nemmere ved at leve sig ind i de frygtelige begivenheder der udspillede sig i luften og på jorden i maj 1940. For de der interesserer sig for historie, så bekræfter filmen også at det var takket være engelsk snarrådighed og ikke mindst civilbefolkningens benhårde indsats, at katastrofen endte med at blive langt mindre end man først havde frygtet.

Hvad enten man er til krigsfilm eller ej, så bør man skynde sig i biografen og se Dunkirk helst på et så stort lærred som muligt. Det er ikke bare en bragende flot fortalt film om krig, eller et mesterstykke i hvordan man skaber suspense på film, det er en film om mennesker der er havnet i en ustyrligt presset situation og deres forsøg på at stå imod dette kolossale mentale og fysiske pres. Det er en film om hvad mænd i ekstreme situationer er villige eller desperate nok til at gøre. Kort sagt er dette ikke blot en fantastisk krigsfilm, det er ganske enkelt en helt forrygende filmoplevelse, som ingen der holder af mediet burde snyde sig selv for. Kapellet kvitterer derfor med vore allervarmeste anbefalinger!