Jeg må jo nok starte med at sige, at Theodore Melfis film, Hidden Figures, ikke er en særlig god film. Det er den altså ikke. Den kan være dramatisk, den kan være hyggelig, den kan endda være medrivende til tider. Ja, filmens hjerte er på det rette sted og det skinner igennem, især ved hjælp af filmens treenighed af beundringsværdige karakterer. Samtidig føles den også, som om den er blevet kørt igennem en standard Hollywood-maskine for at tilfredsstille et bredt publikum. Filmen undskylder ikke for at være sentimental, ensformig eller fantasiløs, så længe den får en tåre eller et grin ud af bare én person.

Vi følger tre sorte kvinder i 1960’ernes USA, som alle er matematiske genier og arbejder for rumfartsagenturet NASA. Den Kolde Krig raser, det samme gør rumkapløbet. Da Sovjetunionen sender sin første kosmonaut ud i rummet, ved USA godt, at de skal skynde sig, hvis de skal nå at erobre rummet. Her er det, at disse tre kvinder kommer ind i billedet og bliver en vital del af den massive løsning. En løsning som kræver kloge hoveder og helt nye matematiske måder at tænke på. Disse tre kvinder skal ikke kun jonglere med arbejdspresset, men også med fordommene på arbejdspladsen, ude i samfundet, vigtigst af alt skal de også have overskuddet til at passe familien, pleje deres venskab og ambitioner, og måske finde kærligheden.

Hidden Figures vender og drejer en sandfærdig historie, som er utrolig i sig selv, og bliver til et produkt, hvor al form for modstand bliver overvundet, håbet besejrer håbløsheden, og oplysning til uanede mennesker kommer fra én hvid mands villighed til at nedrive og genstarte et ondskabsfuldt politisk system. Du kan tage et kig på filmens cover, filmens synopsis og kombiner det med oplysningen, at denne film er ”Baseret på en sandfærdig historie”, og så kan du næsten forudse, hvad der vil ske i filmen, hvis du har set andre Hollywood-film af samme type.

Men, selvom den er punkt-for-punkt så standard, som den kan blive, viser Hidden Figures ikke desto mindre den kroniske absurditet i et politisk ladet samfund, som på arrogant vis inkorporerer fordomme i alle former for infrastrukturer.

Katherine G. Johnson (Taraji P. Henson), Dorothy Vaughan (Octavia Spencer) og Mary Jackson (Janelle Monáe) er de tre hovedroller, som vi følger i tykt og tyndt, men filmen skifter hurtig fokus og koncentrerer sig næsten udelukkende om Johnson, især da hun bliver forflyttet til en ny afdeling, hvor hun skal være med til at beregne en flyveplan for den amerikanske pilot, John Glenn (Glenn Powell). Den medarbejder, som skal arbejde tættest sammen med hende, er Paul Stafford, en ondsindet mand og i princippet filmens skurk, som kun er med for at fremføre alle de ydmygende øjeblikke, som bliver affødt af et raceadskilt samfund. Det bliver så Al Harrisons (spillet af Kevin Costner) job at nedskyde enhver diskriminerende taktik og vise, at den nationale kamp for at nå til stjernerne ikke burde blive forhindret af noget så trivielt som race eller køn.

Det ironiske er, at filmen prædiker tolerance på amerikansk grund, samtidig med at den maler Rusland som et kæmpe ondskabsfuldt imperium, der skal stoppes, koste hvad det vil. Rumkapløbet kan siges at have været en konkurrence på en global skala for at se, hvem der havde det største vedhæng, godt bakket op af nationalisme. Men Den Kolde Krigs hule absurditet bliver der aldrig sat spørgsmålstegn ved.

Der hvor filmen lykkes, er hver gang, når de tre hovedroller får lov til at ånde og bare spille skuespil. Her kan nævnes en scene i retten, hvor Monáe får lov til at vise sin skuespilpræstation ved hjælp af en velskrevet monolog og kræver, at hun får lov til at blive optaget på et college, hvor der kun går hvide studerende, og det er en hård påmindelse om, at rationelle krav ikke bare kan blive ignoreret så let.

Hidden Figures har ikke noget nyt at sige, desværre, men den kaster os ind i et miljø, som vi sjældent oplever, og det kan være interessant nok i sig selv, hvis du tør give filmen en lille, spinkel chance.