Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




1864 (8 x 57 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 14/12 2014, 22:26 af Kim Toft Hansen

Ole Bornedals Danmarksfilm


Ole Bornedals Danmarksfilm

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er ikke første gang, at en dansk instruktør har fået penge direkte fra statskassen møntet mod en specifikt projekt. I 1935 havde Poul Henningsens Danmark premiere. Filmen var et bestillingsarbejde fra udenrigsministeriet, men blev kritiseret for at udfordre tidens forestillinger om dansk identitet og selvforståelse. Filmen blev derfor såvel kritiseret som censureret. Nu har Ole Bornedal fået statspenge, denne gang fra Kulturminiseriet, denne gang til ”produktion af en historisk dramaserie af høj kvalitet, der kan give danskerne kendskab til vigtige begivenheder i Danmarkshistorie" (ifølge Medieaftalen). Med andre ord er tildelingen af øremærkede penge fra staten til medieproduktion igen bundet tæt til forestillinger om nationen Danmark. Derfor var valget af krigen i 1864 oplagt for Bornedal, men behandling i serien var alt andet end ventet, fordi den – ligesom PH – udfordrede dansk identitet, selvforståelse og politik i den bedste sendetid. Politikeren Alex Ahrendtsen (DF) har derfor forslået, at DR, når de producerer historisk drama, skal have historikere tilknyttet, som skal tjekke materialet. Med andre ord har 1864 – også ligesom PHs film – sat forestillinger om censur for statens bedste på dagsordenen. Anmeldelsen her forklarer, hvorfor serien så radikalt udfordrer forestillinger om det at være dansk – i fortid og nutid.

1864. Et skelsættende år i dansk historie, selvbevidsthed og geografisk udstrækning. Det ved de fleste efterhånden. I 2014 er det 150 år siden, at dansk overmod i krigen mod det daværende preussiske rige blev udstillet. Et væld af arrangementer, bogudgivelser, debatter, tv-udsendelser mv. har set dagens lys. Ole Bornedals tv-serie 1864, som netop er afsluttet på DR, blev derfor udsendt på et tidspunkt, hvor debatten allerede var betændt og opflammet af forskellige kræfter inden for historieskrivning, den politiske bevidsthed og den offentlige debat. Lige i tide til at nå julehandlen er BD-udgaven af tv-serien smidt på gaden i en samlet udgave.

Borgerkrig i Danmark
Allerede inden serien blev sendt var debatten om serien oppe i det røde felt. Nationalistiske kræfter, der ville tage patent på én udlægning af historien, råbte – på baggrund af forpremiere for bl.a. danske politikere – op om historieforvanskning. Bakket op af flere historikere, der fandt mange små og store fejl i Bornedals udgave, kunne en nationalistisk fløj kræve, at DR’s generelle dramaproduktion skulle ses efter i sømmene. Midt i konflikten stod Bornedal selv med en lamslået kommentar om, at han ikke havde forventet at starte en dansk borgerkrig. Især med hans tv-serie må vi konstatere, at det største blodbad på dansk grund, blev til et kritisk blodbad i danske medier – også motiveret af tv-serien selv.

Serien tager udgangspunkt i nutiden. Et helt elementært og udmærket dramatisk trick i forbindelse med historisk fiktion er at nutidsrelatere handlingen, så den fremstår aktuel for seerne. Imidlertid var Bornedals løsning – i stedet for at fastholde det skoleformidlende perspektiv i første afsnit – at indsætte året 1864 i en kontekst af dansk nutidig udenrigspolitik. Især Anders Fogh Rasmussens og den forrige regerings aktivistiske forsvarspolitik og krigen i Afghanistan indsættes som ramme omkring den passivisering, som krigen i 1864 menes at have skabt i dansk identitetsforståelse. I modsætning til en ud ad til neutral status i de to verdenskrige blev den såkaldte krig imod terror til en genfødsel af forestillingen om dansk international status. Dette argument ligger gemt i, at seriens nutidshovedperson – skolepigen Claudia – har mistet sin bror i krigen i Afghanistan.

Historikere med patent på debatten
Debatten om serien har derfor fra starten – og inden starten – været præget af en analyse af seriens historiske korrekthed. Det er et fænomen, vi nærmest som rygmarvsreaktion ser i forbindelse med dansk historisk fiktion. Vi så det for nyligt i forbindelse med Nikolaj Arcels En kongelig affære (2012), mens den samme nationalistiske fløj som ved 1864 farede i blækhuset, da Ole Christian Madsen i Flammen og Citronen (2012) også udfordrede en nationalmytologi. Det var derfor ikke overraskende, at Ole Bornedal med 1864 skulle havne i samme debat om nationale identitetsstrukturer. DR motiverede endda selv – efter udsendelse af det første afsnit – til denne debat. Efter alle afsnittene udgav de på hjemmeside og på deres nyhedsapp en anmeldelse, der var forberedt på forhånd af en inviteret anmelder, der havde fået lov til at se forud. Præcis kl. 21:00 – samme sekund, som første afsnit lukkede ned – publiceredes her historikeren Mikkel Runge Olesens kritiske analyse af første afsnit, hvori han bekræfter, at dele af serien synes historisk problematiske.

DR forsøgte dermed på sin vis at være på forkant med den historisk-kritiske vinkel, som skulle komme til at fylde så meget gennem hele seriens otte ugers udsendelsestid. Man kan godt betvivle, om det var den rette strategi fra DR’s side, fordi debatten generelt faktisk kom til at mangle sagligt indspil fra medievidenskabelig side. I stedet fik historikerne og i den forbindelse politikerne patent på diskussionen, hvilket kan have haft store konsekvenser for seriens seertal, der dalede undervejs. Alligevel kom den igen imod slutningen. Seertal skal tages med et gran salt, fordi tallet reelt ikke medtager de seere, der faktisk ser den på et andet tidspunkt – fx over nettet fra DR’s hjemmeside. Derfor kan vi reelt ikke rigtig bruge seertal til noget ud over, at det faktisk indikerer, at det trods alt gik nogenlunde for 1864, der gennemsnitligt – ifølge Gallup-målingerne – havde ca. 1,4 mio seere pr. afsnit.

Pædagogisk formidling eller dommedagsprofeti
Den fortællemæssige struktur har også fået nogle skarpe skud i debatten. Mest af alt har flere set sig sur på springene mellem fortid og nutid. Problemet skulle her være, at fremdriften i det historiske plot kommer til at fungere mindre godt, fordi vi hele tiden får nutidsrelaterede breaks. På den ene side er dette nok et temperamentsspørgsmål, men på den anden side kan strukturen for alvor forsvares af, at serien fra politisk hold – da den blev bevilget den i sig selv historiske sum af 100 mio. kr. – faktisk opfordrede til historisk formidling. På sin vis tages dette helt bogstaveligt, men samtidig kan koblingen mellem skolegang i både 2014 og i 1864 i seriens første afsnit også ses som en lidt polemisk kommentar til den kvasinationalistiske undertone, der allerede ligger i, at dansk historisk drama kommer på finansloven.

Undervejs i serien er der flere passager, der hjælper seerens tolkning på vej. Fx er teologen og politikeren Monrad udstillet fra en mindre flatterende side, og især scenen, hvor han – af skuespillerinden Johanne Louise Heiberg, der spiller Macbeth – får blod på hænderne, er slående. Symbolikken er overtydelig, ligesom flere sekvenser undervejs i serien på lignende vis pejler en bestemt tolkning af serien. Alle disse er på sin små pædagogiske nik til den opfordring, der ligger i at skabe dansk tv-drama direkte fra finansministeriet. På den anden side så har serien så mange gennemløbende og stedvist indføjede symboler, metaforer og sammenligninger, at der ud over de helt oplagte afkodninger også er en del, der kræver lidt mere analytisk tæft. Serien er mere end disse meget genkendelige symboler.

Eksempelvis har mange kommentatorer haft særdeles svært ved at sluge soldaten Johans overnaturlige evner. Personligt var min association, da han genoplivede den syge Laust, da også Disneys Frozen, hvor en af de centrale karakterer har fået ’is i hjertet’. Men det er under alle omstændigheder snarere et udtryk for, hvad det er mine børn ser mest af for tiden. I stedet mener jeg faktisk, at Borndal i 1864 har brugt det overnaturlige. Han store bedrift med serien er at genskabe det historiske drama som en tragedie. Den klassiske græske tragedie handlede ofte om, at overmod og selvsikkerhed blev hårdt straffet af guddommelige kræfter; den klassiske tragedie koblede med andre ord forholdet mellem overmod og det overnaturlige, og denne kobling skaber Bornedal også med karakteren Johan, fordi en forestilling om gudernes straf over Danmark alligevel ville være for nonchalant. Dansk politik i 1860’erne udstilles som megaloman og overmodig, og i Bornedals fremstilling er straffen hård og retfærdig: en national tragedie. Det er derfor ikke betydningsløst, at det er dommedagsprofetien om Noah, der højtlæses fra i første afsnit. Det er det tætteste, vi kommer på en forestilling om guds straf i serien.

Fra herre i norden til svag i verden
Med en tv-serie som fremstillingsform er det muligt at give rum til en holdningstilkendegivelse. 1864 er ligeså meget en holdning, som den er historisk korrekt. Det er ikke alt, der kan verificeres med kilder, og derfor skal fiktionen – der ikke kan undskylde sig med manglende kilder, når fortællingen ikke hænger sammen – hægte den store fabula op på en minimal fabula: fortællingens egen fortælling koblet med den store historie (story og history). Med andre ord har historisk drama krav på en større sammenhængskraft, end historien ofte kan byde på – og derfor kommer historisk drama ofte i konflikt med historikerne, der ikke fanger forskellen på fiktion og historie. Ja, de siger, at dramatikere skal have lov til kunstneriske friheder, men den slags udtryk er af historiske kritikere som regel altid fulgt op af et ’men’ – og så en række undtagelser. 1864 blev ramt af rigtig mange men’er, fordi den faktisk er lidt provokatorisk i sin holdning til krigen. Den er ikke en moralsk løftestang; serien er en moralsk vogter, der sigter efter, at vi – også i vores samtid – skal passe meget på med overmod.

Samtidig er filmen også krigsfilosofisk. Gennemløbende er der en vedkommende debat i serien om krig som generelt fænomen, og derfor kommer den også til at stille flere spørgsmål, end den kan og vil besvare – og heldigvis for det. Krigen kaldes ’galskab med pænt tøj på’, og da en gruppe på godset, hvor store dele af handlingen udspiller sig, under en oplæsning af H.C. Andersen hører, at ’der bliver krig’, spørger H.C. Andersen: ’hvad med eventyret?’ Det er naturligvis i sammenhængen en åbenbar skuffelse over at være blevet afbrudt af sin højtlæsning, men det er samtidig et væsentligt nik til 1860’ernes danske nationalromantiske selvbevidsthed: forestillingen om dansk status og selvsikkerhed var ’et eventyr’. Derfor kan Severin i nutiden også forklare Claudia, at ’krige kan være nyttige eller uundgåelige’, men konstaterer derpå, at ’denne var ingen af delene’. Da moren til en afdød soldat i åbningen af afsnit seks synger H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født” (1850), er det ikke kun et nik til sangens nationalistiske efterklang. Den er også sunget med en skinger, toneløs og grådkvalt stemme, der signalerer, at dette Danmark netop på det tidspunkt var ved at falde fra hinanden. Andersens sang handler netop om dansk storhed (’Herre i hele Norden’) i forfald (’nu kaldes du svag’). Derfor slutter sidste afsnit også med et requiem – en sjælemesse for det Danmark, der var engang – og som aldrig kommer tilbage.

Det, at serien i sig selv er en tolkning og en særlig forståelsesramme, understreges allerede fra starten af hvert afsnit. Langsomt zoomes der ud fra Vilhelm Rosenstands maleri ”Fra Forposterne 1864” (1896) af de kæmpende soldater, hvilket i sig selv signalerer – via billedet frem for fotografiet som fremstillingsform – at det er en håndholdt versionering, vi skal se. Men det har også betydning, hvad det er for et billede. I modsætning til udgangspunktet i billedet træder vi ikke ned midt i krigen, men får den lange forhistorie med; med billedet ligger med andre ord en anticipation af krigshandlingerne, der fylder mest i seriens sidste halvdel. Men det er desuden den selvsikkerhed, der toner Rosenstands billede, som serien demonterer. Derfor har det også betydning, at netop dette billede pryder forsiden af Tom Buk-Swientys bog 1864 i billeder (2012). Buk-Swienty var netop historisk konsulent på serien, og hans to foregående bøger om krigen – Slagtebænk Dybbøl (2008) og Dommedag Als (2010) – har også blandt historikere været omdiskuteret. Brugen af Rosenstands maleri som introduktionsramme til hvert afsnit er med andre ord en velmotiveret understregning af, at tv-serien er en flerlagstolkning.

Moraliseren i flotte billeder
Det er velkendt, at tv-serien samtidig skal blive til en spillefilm. Og det kan ses. Serien er et stilmæssigt overflødighedshorn, der viser, hvor de mange penge, som serien har kostet, er blevet af. Det er en særdeles dyr periode at filmatisere, fordi rammerne ikke eksisterer mere. De skal genskabes. Men det er også dyrt at producere så flotte og overbevisende billeder. Slagscenerne er nærværende og rystende. Blodet sprøjter, lemmer kastes ud til alle sider, og med stor overbevisning viser de – i sammenhæng med den krigsfilosofiske optik – krigens grusomhed. Det er ikke krigsæstetik, der lefler for flotte billeder, fordi det er rart at kigge på; det er billeder, der tvinger seeren til at komme helt tæt ind under huden på de soldater, der oplevede deres værste mareridt i vågen tilstand. I dansk tv-sammenhæng er der flydende overgange mellem tv-æstetik og filmiske udtryk, fordi de samme kræfter bruges i begge lejre. De mange penge er i 1864 også blevet brugt til at skabe den flotteste danske tv-serie til dato.

Ja, karaktertegningen er til tider ensidig og moraliserende. Ja, serien er ladet med tyk symbolik. Og ja, der er historiske fejl undervejs – nogle bevidste, andre måske ikke. Men serien – som Bornedal i øvrigt hele tiden insisterer på at kalde en film – er et melodrama ud over alle grænser. Hvis litteraturteoretikeren Peter Brooks havde ret i sin antagelse af, at melodramaets moralske dualisme og klare skelnen mellem godt og ondt er en sekulær reminiscens af den døde tragedie, så kan dualismen i Bornedals tv-serie også forsvares, fordi hans tv-serie er en tragedie i historierealistiske gevandter. Det, som i en national optik skildres som en tragedie med den grad af overnaturlighed, som bliver doseret undervejs, bliver i melodramaet til en moralsk fortælling om godt og ondt. Derfor har Bornedal brug for gode og onde karakterer, men han har også brug for karakterer, der angrer. Didrich er her den vigtigste figur: på den ene side ser han ud til at lide under krigens tumult, og ser ud til at angre mod slutningen, men på den anden side hæver han sig alligevel til allersidst til det gennemgående sadistiske niveau. Han er en metonym fremstilling af nutidens formodede danske overmod og selvsikkerhed. Serien spørger: har vi glemt den lærestreg, som vi fik af tyskerne i 1864?

Kan vi så lære noget af 1864? Ja, vi kan. Vi kan lære rigtig meget om vores selvforståelse. Måske ikke kun fra serien, der er en særlig kommentar til vores selvbevidsthed. Men også via seriens modtagelse kan vi se, hvordan det gør ondt, når en 150 år gammel nationalmytologi punkteres for statspenge. Det var jo ikke det, der var meningen med de mange millioner kroner. Derfor er 1864 ikke kun en usandsynlig flot tv-serie; det er også et ekstremt modigt – nærmest selvopofrende – projekt fra Bornedals side. Han har vist sig som en populær avantgarde, der med en kuffert fuld af penge turde gå imod det politiske og offentlige flertal. På mange måder har tv-serien derved faktisk en del ligheder med den dekonstruktion, som Poul Henningsens Danmarksfilm Danmark (1935) præsterede: PH’s film blev produceret på bestilling fra Udenrigsministeriet, ligesom Bornedals serie var en bestilling fra Kulturministeriet, men PH endte også med at gå stik imod forventningerne herfra. Den var også en film om et Danmark, der ikke længere fandtes – og blev stærkt kritiseret og censureret. Det går dog ikke 1864 så galt, men den voldsomme, i nogen grad forventelige, men også på flere punkter unødvendige kritik er et oplagt fællestræk.

1864 er den dyreste, flotteste, modigste og mest kontroversielle danske tv-serie til dato. Det er i sig selv lidt af en bedrift. Bedriften kan nu erhverves i flot og høj opløsning på BD.


Forrige anmeldelse
« Lev stærkt «
Næste anmeldelse
» Dawn of the planet of the apes »


Filmanmeldelser