Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Dark Knight Rises (164 min.) Biografversion / Warner
Anmeldt 21/7 2012, 19:35 af Torben Rølmer Bille

Batmans banemand?


Batmans banemand?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der har været skyhøje forventninger til Cristopher Nolans afslutning på Batmantrilogien - og med rette - for Batman Begins og The Dark Knight gjorde for filmfranchisen, hvad Frank Millers Nattens ridder vender tilbage gjorde for tegneserien. Den tilføjede et dystert, troværdigt og menneskeligt fernis til den kappeklædte hævner og dvælede mere ved Bruce Waynes forpinte natur, end det var sket før.

The Dark Knight Rises afslutter på fornemmeste vis trilogien, for selv om filmen er over to en halv time lang så føles den, ganske som sine forgængere, slet ikke for lang. Der er sikkert en gruppe af superheltefans, der gerne utålmodigt havde foretrukket langt mere action end det er tilfældet hér, men det er faktisk handlingssekvenserne, der giver seeren mulighed for at opleve persongalleriet, og især flagermusemandens, udvikling.

Der er gået otte år siden Batman kæmpede med Harvey Dent, bedre kendt som Twoface – og Kommissær Gordon har al denne tid holdt Dents sande natur hemmelig. Primært fordi Dents død forårsagede nye, hårde regler overfor organiseret kriminalitet i Gotham, hvilket har resulteret i at alt nu ånder fred i storbyen. Gothams politi hader i sagens natur Batman, der påtog sig skylden for Dents død, men han har ikke har vist sig siden dengang. Den halte Bruce Wayne har altså lagt sin dragt på hylden og lever nu totalt isoleret sig i vestfløjen på Wayne Manor. Her bor han, som en anden Howard Hughes, udenfor offentlighedens søgelys og uden kontakt med omverdenen.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at denne harmoni må og skal brydes for sker det ikke, ville det blive en noget anæmisk Batmanfilm. En af de ting, der lokker Wayne ud af sit skjul, er hans møde med Selina Kyle, der forklædt som servitrice ved et af Waynes arrangementer, bryder ind i Bruces’ pengeskab og stjæler hans mors perlehalskæde. Han fascineres, som han naturligvis skal, af den unge tyv, men samtidig er der noget, der lurer i Gothams enorme kloaksystem. Her har skurken Bane oprettet en base omgivet af ultraloyale håndlangere. Det skal vise sig at Bane ikke blot er en almindelig superskurk, men en der – af årsager, som ikke skal afsløres hér – virkelig er i stand til at udfordre Batman.

Bane skyr ingen midler og – igen i forsøg på ikke at afsløre for meget – lykkes det ham at holde hele Gotham i et jerngreb, hvor Batman må se hjælpeløs til fra sidelinjen mens civilbefolkningen terroriseres. Filmen iscenesætter bevidst Bane som rendyrket terrorist, en figur, der virker langt mere kynisk skånselsløs end Jokeren var det i forgængeren. Anarki og karnevalistiske tilstande hersker overalt og står i skærende kontrast til den orden, der herskede i filmens start.

En af de ting der virkelig gør, at man begejstres over filmen er, at den konstant udvikler sig anderledes end man forventer. Nuvel, Batman er stadig en helt og Bane en ussel skurk, men lige som man som tror, at man har luret hvordan Batman nu vil forsøge at overvinde terroristen, så overrasker skurken ved at være to skridt foran. Det ser altså pludseligt utroligt sort ud for både Batman, der forvandles til en stækket flagermus og hans alter ego Bruce Wayne, der må se sig blive umyndiggjort. Man sidder naturligvis i biografsædet med en fast barnetro på at Batman – vanen tro – klarer ærterne til sidst, men som filmen skrider frem bliver man mere og mere i tvivl om dette nu også sker denne gang.

Kort sagt er The Dark Knight Rises en virkelig god film. Som de andre film i serien, er det ikke kun en god superheltefilm, det er en god film. Punktum. Man kan måske godt synes det lidt ærgerligt at Alfred (spillet med vanlig indlevelse af Michael Caine) nærmest ikke kan samtale med ”unge Master Wayne” uden at hans stemme begynder at dirre, men der er også en del for ham at begræde.

I det hele taget er det fornemt, at filmen på en gang kan være et storstilet actioneventyr og samtidig en film der ikke glemmer sine figurer og deres indre følelsesliv. At figurerne – ikke kun Batman – træder i karakter skyldes naturligvis godt skuespil og glimrende personinstruktion, men også et manuskript der giver sig ordentlig tid til at dykke ned i alle detaljerne og selv i bipersoners baggrundsfortællinger. Vi forstår Waynes vægelsind, Banes motiver for at ville skabe kaos i Gotham City og selv den unge betjent John Blake, der assisterer Gordon i forsøget på at opretholde en sidste bastion af lov og orden mod Banes folk, er helt klart defineret.

Dertil kommer, at denne sidste film i serien på bedste vis samler trådene og figurerne fra de to foregående film til denne sidste kraftprøve. Hvis man ikke har set de to første film, kan det derfor varmt anbefales at gøre dette før man giver sig i kast med den nye film, mest af alt fordi sammenhængene og de forskellige narrative tråde vil fremstå meget mere tydeligt.

Hvis man kun må se en superheltefilm i år er valget næsten umuligt. Avengers er alt det man kunne ønske af en superheltefilm, der for første gang og med stor succes fortæller om en samling superhelte, der gør fælles front mod umulige odds, samtidig med at den er blændende flot og præget af en legende, let tone. Det forholder sig helt anderledes i The Dark Knight Rises – filmen er også visuelt imponerende og her er det en forhadt selvtægtsmand, der må overkomme en fjende, som ved nøjagtig hvordan han tænker og som desuden er langt stærkere end ham selv, men i Batmans selskab er man langt fra de hjertelige grin og et farvestrålende helteunivers.

Alting er, som i de øvrige film, gravalvorligt skildret. Det er en mørk, ondskabsfuld og nådesløs virkelighed der vises frem for os, både i forhold til persontegningen og i forhold til den sammenbrudte verden filmen skildrer. Det er grumme sager, men det er samtidig præcis denne alvorstone, der gør filmen virkelig seværdig.


Forrige anmeldelse
« The Grey «
Næste anmeldelse
» Axed »


Filmanmeldelser