I begyndelsen var ordet – og ordene var Jack Finneys, da han skrev den mesterlige Invasion of the Body Snatchers, der efterfølgende skulle gå hen og blive en af de helt klassiske science fiction-gysere. Dernæst kom lyset, celluloiden og dermed Don Siegels 1954’er version af den klassiske fortælling om mennesker, der selv om de ligner sig selv ikke længere har en vilje. De er i nattens løb blevet erstattet af følelseskolde kopier skabt af invaderende planter fra det ydre rum.

Al god science fiction kan læses analogt til samtiden, og derfor blev Siegels film i eftertiden tolket som en film, der i virkeligheden handlede om den McCarthyistiske kommunistforskrækkelse, der eksisterede på det tidspunkt i historien, hvor den Kolde Krig nærmede sig det absolutte nulpunkt. Klonerne var naturligvis kommunister.

Næsten 25 år senere skabte Phillip Kaufmann den til dato mest uhyggelige filmatisering af Finneys roman, nemlig den der havde Donald Sutherland i hovedrollen. Ganske som den første film havde den en slutning, der ikke lod meget håb stå tilbage, og tilføjede desuden det isnende skrig, der af frøfolket blev brugt til at udpege de sidste mennesker med og kalde på assistance fra de andre aliens. Hvem husker ikke afslutningsbilledet hvor Sutherland udpeger sin gamle veninde med et øresønderrivende skrig og en fremstrakt, anklagende finger? Eftertiden så denne udgave som en klar reference til kernefamiliens opløsning, frøfolket som konformister der insisterede på at den individualisme og selvrealiseringstrang, der var åh så vigtig på kanten til fattigfirserne, skulle vige for traditionelle værdier.

I 1993 bød en selvudslettende Abel Ferrara - der i et interview med Ole Michelsen hårdnakket påstod, at ”han ikke ville kendes ved den lortefilm” - på endnu en version af Finneys historie. Denne udgave – lortefilm eller ej - syntes at drage paralleller mellem den nyopståede AIDS-epidemi samt den latente mistro til det amerikanske militær. Handlingen var henlagt til en militærbase, og dette gjorde det endnu mere tydeligt, at forskellene på en militant drone og sjæleløs alien faktisk er forsvindende lille. I foråret kunne man så endnu engang læge øjne, ører og nerver til en ny udgave af den klassiske historie, denne gang i en dyr Hollywood-filmatisering med Nicole Kidman i den altoverskyggende hovedrolle. Det er en film der, på trods af mange gode scener, måske lidt for grundigt får ført flammekasterens ild over alle de sjælløse kloner af os.

Man har ladet en habil instruktør, der er vant til at beskrive apokalypsen, komme til roret, for det er ingen mindre end Oliver Hirschbigel, instruktøren af Der Untergang (og af det underkendte, fascinerende psykodrama Das Experiment), der har fået rorpinden på denne nye, meget intense - men også skuffende udgave af Bodysnatchers.

Der er meget i filmen, som er fælles arvegods fra de tidligere versioner. Invasionen kommer i form af sporer fra rummet – denne gang bragt til jorden i vragresterne af en kollideret rumfærge. Spekulationer om terrorangreb synes at ligge lige til højrebenet. Folk, der ikke lytter til regeringen og gemmer vragrester i kælderen, eller formasteligt sælger dem på E-Bay, bliver naturligvis inficeret med det samme. Den fremmede virus spredes som løbeild. Kloningen foregår nu uden frøkapsel, ofrene forandres helt simpelt ved at deres DNA omprogrammeres, mens de sover. De resterende mennesker kan kun overleve i folkemængder, hvis de ikke viser nogen som helst form for følelser, og vi er vidne til scener, hvor især politiet synes at hjælpe med til den systematiske smitte af befolkningen. Dette peger på frygten for totalitære styrer, politistater og menneskefjendske ideologier – men måske ikke ret meget mere end i de tidligere versioner.

Kidman spiller den unge, smukke psykolog Carol, der efter en skilsmisse kun er knyttet emotionelt til sin dreng Oliver. Langsomt men sikkert begynder hun at opleve flere og flere af hendes patienter ændre adfærd og aflyse deres aftaler. De har ikke længere brug for hendes hjælp – de har det fint og er i harmoni. Samtidig får Carol sværere og sværere ved at forstå, hvorfor hun engang var fascineret af sin eksmand, der selvfølgelig er en af de første i filmen, som forvandles. Langsomt går sammenhængene og sandheden op for hende, mens hun sammen med hendes nye kæreste Ben og dennes lægekollega, er i kapløb mod tiden, for at finde en mulig kur mod de invaderende planteceller.

Det viser sig hurtigt, at Oliver er immun overfor smitten, og derfor er præmissen sat for en ret intens, paranoid flugt gennem storbyen fra kollektivet af aliens, der alle har det fælles mål: dræbe drengen, inden en kur mod deres invasion kan udvindes fra Olivers blod.

Præmissen er i sig selv interessant nok og giver lidt nyt liv til historien, men samtidig synes denne immunitet også at være ødelæggende for det grundlæggende skræmmende i Finneys originalhistorie. Det skræmmende er jo netop, at der ingen udvej er! Mennesket bliver i sidste ende sin egen værste fjende, og altopslugende dogmer – være det sig kommunisme, kernefamiliens værdier, militæret eller for den sags skyld totalitære, systematiske, fanatiske kræfter - ødelægger for altid vores sjæl og vores sande, smukke identitet. At der i denne nye film indgydes et glimt af håb, er på det nærmeste en falliterklæring over for en historie, der i sit udgangspunkt er essensen af dystopi i fiktiv form.

Filmen er mægtigt flot skruet sammen, skuespillet fejler intet, og da den er langt mere actionpræget end forgængerne, må det også indrømmes, at de mange jagtsekvenser fungerer upåklageligt. Nogle scener minder i paranoid intensitet om dem, man så i 28 Days Later. Solidt håndværk rent teknisk. Den nye idé omkring smittespredning, nu da frøkapslerne er frasorteret, kan endda også gå an; stråler af opkast vælter ud fra de inficerede, som de forsøger at ramme hver uskyldig jordbo med. Rigtige nørder sender straks en venlig tanke til Peter Jacksons Bad Taste eller til den klassiske brækscene fra Eksorcisten.

Kidman er som altid fremragende, elegant og spiller sin rolle til kanten, især overfor Daniel Craig. Men hverken action, godt skuespil eller opkast ændrer ved, at kimen af håb, overlevelse og tanken om at alting nok skal blive godt, hurtigt overskygger den paranoia, der som en potentiel kræftknude i maven har gennemsyret de andre versioner og gjort tanken om at se dem igen næsten ubærlig.

Den altfortærende, dehumaniserende invasion synes nu at minde mere om den opdagelse H.G. Wells’ væsener gør, idet de kommer ud af deres tripods; de invaderende styrker var alligevel ikke er så seje. Menneskeheden har klart mulighed for overlevelse; bare tag to hovedpinetabletter, et varmt bad og så er alt godt igen i morgen. Man kan – desværre vil nogle påstå - igen trygt lægge sig til at sove, uden frygten for at vågne uden sjæl berøver en for nattesøvn.