Selv om der med garanti er mange film- og tegneseriefans der har et nært og kært forhold til Sam Raimis tre Spiderman-film, eller for den sags skyld de nyere reboots med Andrew Garfield i hovedrollen, så er der også mange fans af figuren, der i mange år har været frustreret over at Sony har siddet så hårdt på rettighederne til figuren, at Spidey førhen har været helt udelukket fra resten af Marvel-universet. Det er derfor man har set så mange oprindelseshistorier med figuren og samtidig så få andre Marvelhelte i disse Spidermanfilm.

Dette ændrede sig i Captain America: Civil War, hvor en ny version af Spidey, spillet af Tom Holland, dukkede op mod filmens slutning og fremkaldte jubel hos nørder, store som små. Det er også mystisk at Spiderman har været i eksil, fra resten af den Marvel-familie, som han ret beset altid har været en integreret del af i både tegneserier og tegnefilm.

Den nye spillefilm med unge Hr. Holland i hovedrollen er nu endelig landet i biograferne og dens handling foregår umiddelbart efter begivenhederne i Civil War. For de af vore læsere, der kan være bekymrede over om den holder, så kan Kapellet med det samme slå fast, at det ganske enkelt er lykkedes holdet bag at lave en virkelig fed Spidermanfilm. Muligvis den Spidermanfilm som fans har ventet på i snart mange år.

At den er så vellykket er der flere grunde til. Først og fremmest er Tom Holland en glimrende, ung skuespiller. Det samme kan også siges om både Tobey McGuire og Andrew Garfield, men den seneste til at iføre sig trikotet synes at have ramt figuren lidt mere præcist end de to andre. Faktisk minder hans måde at spille på, i denne anmelders optik, lidt om den fremragende Anton Yelchin, der desværre døde alt, alt for ung i 2016.

Dernæst er manuskriptet rigtigt fint. Normalt bliver man utryg når man opdager at en spillefilm har hele seks forfattere tilknyttet, for så er det ofte et tegn på at manuskriptet er lidt noget rod, men sært nok virker det virkelig helstøbt i dette tilfælde. Der er godt nok en hel del handlingstråde, som kører parallelt og en masse mere eller mindre betydningsfulde bipersoner der kommer og går, men man mister aldrig tråden og det føles aldrig søgt. Ud over dette er replikkerne så velskrevne og sjove som man kunne forvente.

Spiderman i tegneserieversionen har altid været den figur som tog lidt lettere på tingene end mange af sine superheltekollegaer, en figur der havde overskud til at fyre en rask replik af selv i de mest pressede situationer. Dette er i den grad tilfældet i filmen, for både situationer og replikker, fra både Spiderman selv og de han omgås er reelt morsomme. Det sjældent man faktisk griner højt og ofte når man ser film af denne type (den naturlige undtagelse er selvsagt Deadpool.) De muntre meningsudvekslinger kan måske især skyldes at to af manus-forfatterne Chris McKenna og Erik Sommers, der begge både har arbejdet som manuskriptforfattere på American Dad og LEGO Batman the movie. Uanset om det er deres fortjeneste, er der i al fald en god, gennemgående humoristisk tone i filmen, der er virkeligt godt afbalanceret med de mere voldsomme actionsekvenser.

Actionscenerne er ligeledes utroligt veleksekverede. Spiderman: Homecoming er ikke en gang Michael-Bay-agtig CGI-rodebutik, for det er lykkedes folkene bag filmen at skabe actionsekvenser, der gør at man som seer bevarer orientereingen, selv i de mest dramatiske, forvirrende øjeblikke. Samtidig bliver disse flotte og dramatiske kampe, aldrig kedelige eller ufarlige at overvære – for selv om man godt har gættet hvem der sejrer til sidst, bliver det bestemt ikke uden kamp eller besvær.

Filmen starter dog ikke med Spiderman selv og da vi når til Peter Parker fortæller filmen heldigvis ikke endnu engang historien om hvordan han i sin tid blev bidt af en gal edderkop. Det er også en fortælling vi har set til hudløshed før. I stedet starter den med at fortælle en anden origin-historie, nemlig den om Gribben, der er filmens hovedskurk og som ironisk nok spilles af Michael ”Birdman/Batman” Keaton. Hans alter ego Adrian Toomes arbejder, før han forvandler sig til Spidermans modstander, som leder af det sjak, som er blevet sat til at rydde op efter de massive ødelæggelser som mange sikkert husker ramte bl.a. Avengers-bygningen fra slutningen af Civil War.

Toomes bliver håndfast bedt om at stoppe sit arbejde, da regeringen i stedet sætter sine egne folk til dette oprydningsarbejde. Ideen er at regeringens folk skal sikre al det højteknologiske isenkram, som de angribende aliens bragte med sig. Regeringsfolkene truer helt konkret Toomes og hans folk, så de beslutter sig for at beholde noget af den teknologi som de har beslaglagt. Filmen springer en del år frem i tiden og vi møder igen sjakket som nu har bygget våben af deres artefakter, våben som de så benytter til at anskaffe sig mere og mere kraftfuld teknologi. Imens alt dette sker, forsøger Peter Parker at superlege helt i sit nærmiljø, mens han bare venter på at resten af Avengers kontakter ham til den næste mission. Der går dog ikke længe før Spidey bliver blandet ind i Toomes’ skumple planer. I et forsøg på at imponere Iron Man og resten af Avengers, beslutter Peter sig for at stoppe Gribben og hele hans sjak af nådesløse skurke.

Parallelt med alt dette, så er der også plads til at Peter kan være kikset, især i forhold til sine forsøg på at imponere den pige fra klassen han er lun på, men filmfolkene har fundet en virkelig fin balance mellem superhelte- og hverdagsfortællingen, så ingen af disse på noget tidspunkt bliver kedelige. Der vil nok være nogle fans af Marvels filmiske univers der kan føle sig irriteret over den nærmest fjantede toner som filmen anlægger, men har man dyrket figuren i tegneserieversionen, som ret beset er det filmene burde basere sig på, så er det altså første gang man kan opleve en Spidermanfigur, der føles helt rigtig.

Den visuelle sider af filmen er forventeligt virkelig lækker og poleret og selv om der ikke er ret mange overraskelser når man betragter filmens overordnede plot, men det er virkeligt befriende at den anlægger denne meget lette og muntre tone, der ikke kun synes at passe perfekt til figuren, men som også er en god kontrast til nogle af de mere selvhøjtidelige, superheltefilm vi oplever. Dette og meget andet gør at Spiderman: Homecoming ganske enkelt ender med at være den bedste Spidey-film til dato.