Hold nu fast! Selv om J. K. Rowling egentlig har sagt, at hun fra starten af havde planlagt syv - og kun syv - romaner om troldmanden Harry Potter, så er det som om hun ikke helt kan slippe det univers hun har skabt. Ikke alene kom der i efteråret 2016 en bog, der ikke var en reel roman, men derimod et manuskript til teaterstykket Harry Potter and the Cursed Child. Selv om det ”bare” var et manuskript, lancerede boghandlere verden over udgivelsen, som var det en ny ”almindelig” Harry Potter roman.

I forbindelse med ”Red Nose Day”, der er en årligt tilbagevendende velgørenhedsbegivenhed, rettet mod udsatte børn i Storbritannien, skrev Rowling for år tilbage bøgerne Quiddich Through the Ages og Fantastic Beasts and Where to Find Them, for at generere lidt penge til velgørenhedsorganisationen. Disse to titler optrådte også i Harry Potter-bøgerne, og var indtil Rowling skrev dem fiktive fagbøger, som troldmandslærlingene på Hogwarts konstant bliver sat til at konsultere.

Da man af gode grunde ikke kan lave flere film om Potter & Co (selv om Cursed Child sikkert også får biografpremiere inden så mange år), så har Hollywood, med Rowlings velsignelse, bygget en spillefilm over netop Fantastiske væsener og hvor de findes, ikke udelukkende for at fortælle om de magiske væsener, men i stedet bygge en fortælling op omkring forfatteren til det fiktive opslagsværk Newt Scamander.

Filmen starter med at den purunge Newt Scamander ankommer til New York City på et skib fra England. Med sig i sin brune læderkuffert har han en samling unikke fantasivæsener, som han tager sig kærligt af, i tråd med den måde vi husker Hagrid gjorde det på Hogwarts. Newt ser ikke disse magiske skabninger som en trussel, men som noget man bør værne om, passe på og ikke mindst sørge for ikke uddør. Det skal vise sig, at de amerikanske troldmænd slet ikke deler hans vision, for de har nedlagt totalt forbud mod at indføre denne slags væsener til landet. Et forbud som Newt ikke lader sig synderligt påvirke af og som han indledningsvist ikke ved eksisterer. Af samme grund kommer han hurtigt i myndighedernes søgelys.

Det er Eddie Redmaine der spiller rollen som den forvirrede kryptozoolog, der inden længe både møder en ”muggle” der hedder Kowalski (de får forbyttet deres meget ens udseende kufferter) og en sød, ung troldkvinde, der arbejder for de lokale magiske myndigheder. Sammen med troldkvindens søster, forsøger de at finde ud af hvad det er for et magisk væsen, der tilsyneladende hærger store dele af New York og spreder skræk i mugglernes verden. Newt er overbevist om at dette uhyre, ikke er et magisk væsen, men noget helt andet, men hvad de opdager skal selvfølgelig ikke afsløres her.

Filmens handling foregår i 1920’ernes USA, omkring 70 år før Harry Potter bliver afleveret på Dursley’ernes dørtrin. Dette gør at universet på én gang virker både helt nyt og velkendt. Den Potter-trænede seer vil kunne genkende mange af de formularer der fyres af undervejs, ligesom at nogle af væsenerne vil virke meget bekendte. Der er masser af referencer som den garvede Rowling fan vil kunne nyde undervejs, men som ikke bliver så tydelige at de forstyrrer i filmens forløb. Til gengæld er der også skruet gevaldigt op for hittepåsomheden i forhold til både gengivelsen af den amerikanske magiafdeling, samt mange af de skabninger, som ikke optræder andre steder i Rowling-universet.

Nærstuderer man IMDB, så er der planlagt ikke kun en, eller to men hele fire fortsættelser i denne serie, med en ny film en gang hvert andet. Dette sker selvsagt kun såfremt denne film bliver et hit, men hvorfor skulle den ikke det? Den har stort set alle ingredienserne der skal til for at underholde både de tilskuere der er helt nye i forhold til J. K. Rowlings fantasyverden og de børn og voksne, som er vokset op med Harry Potter & co.

Selv om filmens figurer, tryllestave og problemer som nævnt virker bekendte, så skal man altså også slå fast at dette ikke er Harry Poter. Universet er noget mere dystert (selv om filmen har fået en 11-års aldersgrænse) og det bildungs-princip som var en del af det oprindelige univers er selvsagt fraværende her, da hovedpersonen ikke er en lille dreng, men en ung troldmand. Til gengæld er hovedpersonen, forventeligt lettere utilpasset og kejtet - en helt der synes at falde helt i tråd med mange af de andre protagonister i Rowlings univers. At Newt også er voksen er sikkert også bevidst valgt, idet de der er vokset op med ”Pottermania” nu også selv befinder sig i starten af tyverne.

Visuelt er filmen et overflødighedshorn af lækkerier. Der er altid noget at kigge på (også i baggrunden) og universet virker gennemarbejdet. Rowling står som hovedforfatter til filmen og man kan også fornemme hendes (h)ånd gennem det hele, men rent dramaturgisk er der altså noget der halter. Dette ses især i forholdet til den overraskelse, som filmen byder på til sidst. Dette aspekt kunne meget nemt være blevet afviklet mere elegant. Der er også enkelte steder i filmen, hvor handlingsbærende elementer bliver afviklet lidt for hurtigt. Det kunne have klædt fortællingen at tage sig bedre tid til både at få etableret set-ups og de efterfølgende pay-offs.

Fantastiske Skabninger og hvor de findes er bestemt ikke nogen dårlig fantasyfilm, men det er heller ikke årets bedste (den pris løber Warcraft med). Den forsøger at gøre noget nyt med Harry Potters troldmandsunivers, men dette lykkes desværre kun halvvejs. Til gengæld sprudler filmen af fortælleglæde og legelyst og så kan man godt mærke, at det er en erfaren Potter-instruktør, som sidder i instruktørstolen.

Måske skal denne serie lige have lov til at finde sig til rette og skabe sit eget tempo. Oplevelsen med denne første film har da bestemt gjort at kapellet er blevet sultne og har fået lyst til at følge med i denne franchise, hvis den som forventet bliver den kolossale succes som folkene bag filmen har lagt op til.