Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Warcraft: The Beginning (123 min.) Biograffilm / Universal
Anmeldt 1/6 2016, 09:38 af Torben Rølmer Bille

Ork satme


Ork satme

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Før premieren på Warcraft: The Beginning har der været meget flere medier og anmeldere der har været hurtige til at kritisere filmen ganske ensidigt og forsøge på at ramme den med en verbal bredside, som de mener den fortjener. De hårde ord må stamme fra folk, der aldrig har siddet rundt om et køkkenbord sammen med deres venner, et par regelbøger og kastet med terninger - folk der aldrig har brugt en lang eftermiddag på at male Warhammer-figurer - folk der aldrig har brugt en sommerferie på udelukkende at læse high fantasy og spille MMORPGs eller folk, der aldrig har givet sig tid til at installere Warcraft Orcs and Humans på deres PC. Warcraft: The Beginning er nemlig lige præcis den fantasy-actionfilm som nørder i alle størrelser har sukket efter i årevis.

Forventningerne har også været store. For det er Duncan Jones (der stod bag den forrygende minimalistiske sci-fi film Moon og senere den vellykkede tidsrejsesag Source Code der har instrueret, men kan han mon skabe en film, der både appellerer til fans og til de der aldrig har oprettet en profil på Battlenet™, skabt en figur og ladet denne vandre ind i det virtuelle land Azeroth? Svaret er ja, for selv om et par unge knøse efter filmen smilende undrede sig over ”at der ikke var flere i filmen der samlede loot op efter kampene var slut” (citat slut), så er Warhammer: The Beginning en forrygende flot film, der uden ret megen forklaring kaster tilskueren direkte ud i et fantasyunivers.

I filmens start møder vi orkerne. Deres verden er døende og derfor har de brug for at finde en ny verden at erobre. Deres magiker og selvbestaltede leder Gul’dan har en plan. Han har fundet ud af at tappe ind i den mægtige magi der kaldes ”The Fell” – som desværre kræver at man skal betale med livsenergi for at få den til at virke. Orkerne indfanger derfor en masse fanger, som i et stort ritual drænes for liv, så der kan blive skabt en portal til Azeroth. I første ombæring tager en fortrop af orker afsted gennem portalen, for ideen er at åbne portalen fra Azeroth, for på den vis at slippe resten af Horden (altså det orkerne kalder sig selv – red.) igennem.

Denne plan kender menneskene først intet til, men de må pludselig indse, at der er dukket nogle gigantiske, krigeriske væsener op i deres verden som decimerer landsbyer, dræber mange og tager alle andre til fange. Hos menneskene følger vi primært ridderen Anduin Lothar, men også den unge troldmand Kadghar, der begge forsøger at finde ud af hvad Hordens plan er. I den forbindelse søger de hjælp hos rigets mest magtfulde toldmand Medivh (som spiles af Ben Foster, der spiller rollen på en måde så det er svært ikke at komme til at tænke på Nicol Williamsons version af Merlin fra den legendariske Excalibur), der er udnævnt til rigets protektor. Troldmanden har levet i eksil de sidste seks år uden nogen ved hvorfor. Da de ankommer til hans enorme tårn, ser vi Medivh i fuld gang med at skabe en kolossal golem.

Mere af handlingen skal naturligvis ikke afsløres her, men vær beredt på at se en film, hvor filmmagerne ikke nødvendigvis tager sig tid til at sætte sig på hug og på pædagogisk Hollywood-manér forklare alting i øjenhøjde for selv de mest bøvede tilskuere. I stedet kastes man direkte ud i et stort univers og de kampe der uvilkårligt opstår mellem orker og mennesker.

Helt så enkelt er det dog ikke, for både blandt Hordens og i Alliancen (læs: betegnelsen for de mennesker, elverfolk, dværge & magikere, der bor i Azeroth – red.) er der kræfter der indbyrdes bekæmper hinanden. Dertil kommer et ganske stort persongalleri på begge sider, en række fantastiske landskaber, masser af velorkestrerede kampe, samt en masse visuelt bjergtagende scener, der alle er med til at dels at appellere til spillere, men som blot er virkeligt flot iscenesat. Jovist, det er en film der bruger meget CGI – men alle der på noget tidspunkt i deres liv er begyndt at spontansavle over en af Blizzards eminente cut-scenes fra deres spil, vil meget nemt kunne acceptere at Warcraft: The Beginning føles som en gennemført to-timers cut-scene af allerbedste skuffe.

Oven i dette visuelle overflødighedshorn byder filmen på et overdrevent lækkert produktionsdesign. Alle Alliancens rustninger, skjolde og våben ligner dem man husker fra spillene. I en scene er vore hovedpersoner taget på besøg hos kongen, der lægger strategiske planer i sit palads i Stormwind City ses i baggrunden en masse imponerende skjolde og sværd, som er så labre at man har lyst til at slikke på dem. Når magikerne begynder at kaste formularer, ser vi lysende tegn og runer omkranse deres hænder, eller kridtruner tegnet på jorden begynde at gløde, inden magien kan slippes løs. Det er bl.a. den slags detaljer, der får det hele til at fungere så godt. Universet er ganske enkelt helstøbt og gennemarbejdet.

Det skal siges med det samme at nærværende anmelder ikke har spillet mere end sammenlagt syv-otte timers World of Warcraft. Det er måske en vigtig information til læseren, der muligvis tænker at denne anmeldelse er så begejstret, fordi skribenten var en massiv fanboy af spillet. De første to Warcraft spil er derimod blevet spillet ganske ivrigt, og det forekommer også som om det er disse der ligger til grund for filmen snarere end MMO’et. Eksempelvis kan man i flere af de scener hvor Horden kæmper mod Alliancen se referencerne til strategispillet, i designet af Orkernes fæstningsværker eller den måder delinger af soldater rykker frem mod fjenden på.

I denne forbindelse bør også nævnes, at kampscenerne er virkeligt labert orkestrerede. Selv om filmen er CGI-tung, føles det aldrig som at se en Michael Bay-konfrontation, hvor man som oftest mister orienteringen helt, eller hvor det skal gå så hurtigt at filmen mister seeren undervejs. Hvert et slag føles hårdt og selv om filmen er tilladt for børn over 11, så skal man nok ikke slæbe ens børn med, hvis de (eller man selv) er letpåvirkelige eller ikke tåler at se en voldsom mængde fysisk vold udfolde sig på et stort lærred.

Der er naturligvis også lagt både figurer og væsener ind i spillet for direkte, at appellere til de der har brugt halve liv i World of Warcraft, eksempelvis hørtes der nærmest jubel blandt biografens publikum, i en enkelt scene, hvor Lothar og hans mænd ridder over en bro, og nede i floden kan man se en Murloc sidde på en sten. Som kan ses i traileren hopper Lothar også ud fra en balkon og lander på sit epic mount (her: en grif) der flyver væk med ham. Dertil er der også mange andre referencer til både steder og figurer fra universet, men en af de mange fede ting ved Warcraft: the Begining er at den sagtens kan nydes af både garvede spillere, af de som bare elsker high fantasy og som bare vil se en utrolig gennemført fantasyfilm.

Selv om Warcraft-universet siden det første spil har været lidt karikeret og tegneserieagtigt, så spores dette ikke i filmen, ud over i produktionsdesignet. Filmen, dens figurer og konflikter tages alle sammen ganske seriøst, for det er jo et spørgsmål om liv og død for figurerne i universet. Det klæder virkelig fortællingen, at den på den vis tager sig selv så alvorligt som tilfældet er. Det er måske lidt ærgerligt at folkene bag filmen ikke har flere a-liste skuespilere med – den mest kendte er nok Lothar, der spilles af samme fyr som ham der spiller Ragnar i tv-serien Vikings, men vores gæt er at budgettet nok primært er gået til worldbuilding og special effects.

Lad derfor være med at stole på de mavesure anmeldere (for Guderne må vide hvad de har forventet sig af en film som denne?) og skynd dig ind og se årtiets bedste bud på en rigtig fantasyfilm med det samme. For det er episk fantasy af bedste skuffe og endelig er det i den grad lykkedes Duncan Jones og hans medforfattere at skabe en film, der i den grad sørger for at levere varen til alle os der har sukket efter en spillefilm, der gør at man får lyst til at gribe sin Doomhammer og løbe skrigende fremad med våbenet løftet højt over hovedet.

NB: Kudos skal lyde til Henrik Rytter, der foreslog overskriften til denne anmeldelse.


Forrige anmeldelse
« Alice i Eventyrland: Bag spejle... «
Næste anmeldelse
» Joy »


Filmanmeldelser