Det hyppigst stillede spørgsmål, da folk blev klar over, at Fear the Walking Dead blev en realitet, var ikke ”Hvorfor?”, men nærmere ”Hvordan vil den serie være anderledes fra The Walking Dead?”. The Walking Dead er en enorm populær serie, som er godt i gang med sin syvende sæson, og der er ikke så meget plads til nuancer i den serie. Derfor vælger skaberne af denne serie at gå endnu længere tilbage i kronologien med Fear the Walking Dead, til en tid før zombierne kom til verden og skabte kaos og anarki, og det hele skulle skildres gennem en almindelig familie ude i de amerikanske forstæder i Los Angeles. Det er måske ikke nyt som sådan, men det er nyt i forhold til den verden, vi ser i The Walking Dead.

Pilotafsnittet var desværre ikke særligt opmuntrende, da det viser sig, at zombierne allerede er kommet til verden, og det finder vi ud af inden der er gået to minutter af det allerførste afsnit. Det vil sige, at vi rent faktisk får meget lidt at vide om verdenen, før apokalypsen brød ud. Forstadsfamilien, viser det sig, er nogle af de mest tålmodige mennesker, jeg nogensinde har set, med prøvelser som inkluderer skilsmisser, sure teenagere, narkomaner og generelt usympatiske karakterer.

Alicia (sur teenager nummer 1) havde baggrund for at blive veludviklet med en kæreste, som bliver offer for zombieplagen, men den udvikling standser efter tre afsnit. Chris (sur teenager nummer 2) var røvirriterende fra allerførste sekund og formår aldrig at blive bare en anelse sympatisk. Nick (teenage narkomanen) viste tegn på glimrende udvikling, men har du set én historie om narkomaner på film, kender du allerede Nicks baggrund og måden han former sig på.

Til trods for det svage pilotafsnit foretrak jeg stadig første halvdel af Fear the Walking Dead end den anden halvdel, hvor militæret og deres sindssygt skøre personale fylder en del. De amerikanske forstæder i den californiske hede var rolige og det var effektivt med til at vise, hvor megen skade en enkelt zombie kan gøre. Eftersom gruppen i The Walking Dead er blevet til en kampstyrke, var det på en måde ganske rart at se de tamme familier kæmpe med at nedlægge ganske få zombier. Dette betyder ikke, at der ikke var underlige faldgruber: karaktererne var fuldstændig uvidende om, hvad zombier var for noget, selv efter det blev gjort klart, at man ikke kan tale med dem, og en så stor rollebesætning betyder, at historierne er spredt ud over det hele med meget lidt progression.

Så kommer vi til seriens morale. Moralen i The Walking Dead er så godt som ikkeeksisterende, eftersom hovedrollerne konstant argumenterer, at det at dræbe er den eneste løsning, og at uvilligheden til at deltage i voldelige handlinger er en svaghed, fordi den verden er så fundamentalt anderledes end vores. Det næste kan muligvis indeholde, spoilers, så vil man gerne selv se serien, anbefaler kapellet at du springer til det sidste afsnit.

I Fear the Walking Dead er samfundet knap nok begyndt at falde fra hinanden, før soldater slår civilbefolkningen ihjel til højre og venstre, og familien beslutter sig for at kidnappe og torturere en soldat for at få nogle svar. Brutaliteten kommer så pludseligt og uventet, at det føles, at det kun er kommet så vidt, fordi manuskriptforfatterne ikke vidste, hvad de skulle stille op med deres egne karakterer. På trods af at filmskaberne har formået at hyre en flok velspillende og dygtige skuespillere, kan det desværre ikke ændre på det faktum, at tilblivelsen af Fear the Walking Dead” ikke giver nogen mening og at afsnittene blot slæber sig af sted, trin for trin, som en hjerneløs, pengegrisk zombie.

Potentialet for denne serie var enormt, synes jeg selv, men af en eller anden grund har serien ikke den indre ro, som The Walking Dead så ofte har. Vi skal skynde os til zombieapokalypsen, vi tager os ikke tid til at opbygge karakterer eller miljøet, selvom det er det, seriens præmis egentlig skulle have været.

Fear the Walking Dead gør mig frustreret.

Dette sker især i anden halvdel af første sæson. Så snart militærets undtagelsestilstand begynder, bliver serien som alle andre zombiefilm. Et spring i tiden mellem afsnit tre og fire betyder, at vi ikke så karaktererne vænne sig til deres nye situation. Da vi møder dem igen, har de allerede vænnet sig til den verden, de nu lever i. Nogle af de sidste afsnit føltes, som om vi skulle have masser af fart på, på bekostning af at historien føltes underudviklet. Lokalsamfundet blev der knap nok snakket om, og udover selve hovedfamilien blev der ikke vist så mange andre karakterer, udover de ”onde, onde soldater”, ”en enkelt flink soldat” og ”en nabo der er ved at blive skør i bolden”.

Alt dette kan slet ikke sammenlignes med hvad, der sker i sæsonens allersidste afsnit, The Good Man. Her beslutter vores helte sig at slippe et helt stadion af zombier løs, så de selv kan bryde ind i en militærbase, hvorefter de får zombierne til at overrende basen, så heltene kan liste sig ubemærket væk igen. Soldaterne, fangerne på basen, patienterne: de er alle sammen bare zombieføde for de, vi betragter som seriens helte, blot fordi de skal befri en af karakterernes elskede kone (som allerede er død) og ”narko-Nick”. Alle hovedpersonerne virker til at være helt okay med det der skal til at ske, fordi ingen af manuskriptforfatterne har vovet sig ud i at skabe en dialog, hvor de diskuterer fordelene og ulemperne ved deres situation. Slutresultatet er, at de forlader deres andre venner og naboer, og i løbet af to afsnit bliver heltene forvandlet fra underdanige, lydige borgere til psykopater.

Eftersom gruppens kollektive moralbegreber allerede er ude og svæve langt oppe i stratosfæren, føles det ikke, som om heltene har andre steder at tage hen, eller har andet at lave i fremtiden. Hele den civile verden er allerede blevet til kaos. Gaderne er tomme, bortset fra en zombie eller to. Så det vi har nu, er en gruppe overlevende, som vandrer hvileløst frem og tilbage i en forladt zombieødemark. Hmm: det lyder faktisk som en bedre tv-serie, vi alle har set før.