Batman har altid været min favorit blandt de klassiske superhelte. I modsætning til fx Superman, der er en ret endimensionel figur, så er Batman en sammensat, kompleks figur. Det har gennem årene givet forskellige tegnere og forfattere lejlighed til at udforske forskellige sider af Batman. Ikke mindst Alan Moore og Frank Miller har tilført har tilført Bob Kanes oprindelige univers nye mørke og dystre sider.

På film har vi også set en række forskellige fortolkninger af Batman. I 1960'erne var det Adam West, der gjorde Batman til kitsch og pop-art. Da Tim Burton genskabte Batman i 1989, var det i et mørkere, gotisk univers; men stadig med en udpræget tegneserie feel. Michael Keaton var et overraskende, men absolut ikke uinteressant valg som Batman. Efter to film overtog Joel Schumacher instruktørrollen fra Burton. Det blev mere overfladiske action-film, og hverken Val Kilmer eller George Clooney var videre overbevisende som Batman.

Det blev der ændret på, da Christopher Nolan instruerede Batman Begins (2005). Det var et vellykket forsøg på at skabe en "realistisk" film på Batman-universets egne præmisser. Christian Bale forløste al den kompleksitet og tvetydighed, der hele tiden har ligget i Batman-figuren. Nolan og Bale er tilbage i The Dark Knight (2008), der nu er ude på dvd og Blue Ray.

Torben Rølmer Bille anmeldte filmen her, da den havde premiere, så der skal ikke gøre meget ud af handlingen her. Gotham City plages af The Joker (Heath Ledger), mens den nye statsadvokat Harvey Dent (Aaron Eckhart) forsøger at gøre op med såvel mafiaen som korruption i politiet. Mafiaen allierer sig - nødtvunget - med The Joker, hvilket får fatale konsekvenser. The Joker er nemlig ikke interesseret i penge, hvilket han demonstrativt påpeger ved at brænde det bjerg af penge, der udgør hans andel af byttet. "I'm an agent of chaos", som han forklarer. Hans mål er ikke rigdom, men at vise hvor let al fornuft, orden og planlægning kan forvandles til kaos og vanvid. "You see, madness, as you know, is like gravity. All it takes is a little push!" Ved at give et umuligt valg mellem to alternativer, skubber han bl.a. Harvey Dent - Gothams "White Knight" - ud over kanten og forvandler ham til Two-Face, der lader tilfældet råde ved at slå plat og krone om alt.

I den græske mytologi er kaos det oprindelige mørke, der herskede før verdens skabelse. The Joker er således en inkarnation af en mytisk urkraft i et univers - Gotham City - hvor fornuft og orden synes magtesløse alternativer i kampen mod kriminalitet og terror. Men, som filmen også viser, så er der ikke tale om et tertium non datur. Der findes en tredje mulighed: at undlade at vælge mellem orden og kaos. Filmens titel henviser ikke til The Joker som The Dark Knight. Skønt Harvey Dent lod sig skubbe ud over kanten, så beslutter Batman og Gordon (Gary Oldman) at opretholde billedet af Dent som "The White Knight"; men for at opretholde balancen må nogen så påtage sig rollen som "The Dark Knight". Vel at mærke nogen som ikke repræsenterer kaos.

Det ligger lige for at se filmen som en allegori over USA efter 11. september. The Joker er ikke bin Laden, men netop en repræsentation af det kaos, der afføder valget mellem "os" og "dem". Men som allerede Nietzsche påpegede: den, der jager monstre, risikerer selv at blive et monster. Det kan meget vel også være moralen i The Dark Knight. The Joker forfølger terrorens logik ved at demonstrere, hvor let det er at skubbe selv de mest retfærdige ud over kanten, så de selv bliver en del af terrorens væsen. Det er måske det spørgsmål, filmen stiller: har krigen mod terror gjort, at det ikke længere er muligt at skelne mellem USA og terroristen? I så fald ønsker filmen så også at vise, at der er en tredje mulighed. En mulighed som Bush, Cheney og de andre ikke har valgt.

The Dark Knight er en mørk, dyster og kompleks film og dermed atypisk for sin genre. Det skyldes det glimrende manuskript af Jonathan og Christopher Nolan; og naturligvis også Nolans sikre instruktion. Batman Begins viste, at Christian Bale er det indlysende valg som Batman. Han besidder den tvetydighed og latente farlighed, der ligger i figuren. Det understreges nok engang i The Dark Knight. Men, som allerede understreget utallige gange, filmen tilhører Heath Ledger, der netop gør The Joker til "an agent of chaos", snarere end en psykopat i vanlig Hollywood aftapning. Sammenligner man med Jack Nicholsons Joker i Tim Burtons Batman, så var man der aldrig i tvivl om, at det var Jack Nicholson, der brillerede. Eller med Anthony Hopkins' Hannibal Lecter, der nok var overbevisende som psykopat; men først og fremmest var det som en overbevisende skuespillerpræstation. Man glemte ikke på noget tidspunkt, at det var Anthony Hopkins, man så. Det er ikke tilfældet i The Dark Knight. Man sidder ikke og beundrer Heath Ledger, fordi man glemmer, at der er en skuespiller bag The Joker. Michael Caine (der spiller Alfred) har fortalt, at Heath Ledger var så skræmmende overbevisende som The Joker, at Caine glemte sine replikker. Det er en af de historier, der altid er god til promotion; men man er tilbøjelig til at tro Michael Caine i dette tilfælde.

The Dark Knight er den hidtil bedste Batman-film. Den er en af de absolut bedste superhelte-film - hvis ikke den bedste - gennem tiderne, og den er så absolut en af årets allerbedste film. Mørk, dyster, kompleks - og en historie man ikke bliver færdig med efter et enkelt gennemsyn.