Det er ikke nødvendigt at have en lang akademisk uddannelse, for at kunne analysere sig frem til at det er grådige kapitalister, hvide imperialister og de, der ikke respekterer naturen, som er hovedskurkene i den nye, bioaktuelle Tarzan-film The Legend of Tarzan.

Tarzanfiguren blev oprindeligt skabt af forfatteren Edgar Rice Burroughs og optrådte i hele 25 bøger. En figur, som hører til klassikerne på drengeværelset. Tarzan er også, måske næst efter Sherlock Holmes, en af de mest filmatiserede figurer i verden, idet Tarzan har optrådt i over 200 film, foruden tegneserier, videospil og meget andet. Derfor er der vist ikke ret mange, der ikke i forvejen kender historien om babyen – den unge jarl af Greystoke - der blev opfostret af gorillaer efter forældrenes død. En figur der kender jungelen bedre end nogen, som kunne tale med dyrene og var modigere end de fleste. Den perfekte blanding af en sofistikeret, kultiveret nobelmand og den ædle vilde, der lever i symbiose med den natur som har opfostret ham.

Af samme grund er det også befriende at den nye film ikke bruger mange minutter på at fortælle denne oprindelseshistorie. Den kommer drypvis i flashbacks, men den trænger sig ikke synderligt på. I stedet fortælles historien om en gesandt fra den belgiske kong Leopold den 2., der er draget dybt ind i junglen for at finde en legendarisk diamantmine. Han finder minen, men får ikke umiddelbart adgang til den, med mindre han magter at indfange Tarzan og bringe ham til en ondskabsfulde, lokale høvding, der har personlige motiver for at få fat i den legendariske vildmand.

Jarlen af Greystoke inviteres derfor på vegne af Englands dronning til belgisk Congo, for her på rigets vegne at vurdere om belgierne virkelig har så rent mel i posen som de hævder. Han siger meget modvilligt ja til opgaven, primært fordi han presses til det af sin hustru Jane, der savner livet i vildnisset. De ledsages på deres tur af en amerikaner, George Washington Williams (Samuel L. Jackson skjult bag en skovsnegl), som på sin vis kommer til at fungere som tilskuerens lige, idet han konstant forsøger at forstå det eksotiske Afrika og de dyr og mennesker som Tarzan og Jane kender så godt i forvejen.

De finder hurtigt ud af, at Belgiens gesandt, en slesk og sadistisk forretningsmand kaldet Leon Rom, både vil have fat i landets ressourcer, så han kan kolonisere stedet, slavebinde befolkningen og bruge diamanterne til at betale for en mindre hær af lejesoldater, der er på vej til Afrika. Rom er den typiske, hvide imperialist, der føler sig hævet over den sorte befolkning og som uden at blinke dræber både indfødte og jungelens dyr. Han kommer selvsagt i vejen for Tarzan og kidnapper til og med Jane, i forsøget på at få fat i jungelens søn og udlevere ham til høvdingen.

Grundfortællingen i The Legend of Tarzan er meget formularisk, men også ganske veloplagt fortalt. Filmen er instrueret af David Yates, som tidligere har stået for en række af Harry Potter-filmatiseringerne. Med disse har han bevist at han har kunnet styre en større produktion, med masser af CGI-effekter. For der er brugt en masse computerskabte effekter i filmen, i stedet for at lade skuespillerne optræde med rigtige, trænede dyr. Det kunne også sagtens forsvares, især fordi vilde dyr ofte er totalt uberegnelige når først instruktøren siger: ”værs’go!”. Problemet er blot at flere af dyrene er alt for tydeligt skabt på computer.

Det er ikke fordi selve animationerne er dårligt lavet, men det handler mere om at teksturer og detaljer som pels desværre ikke er helt overbevisende lavet. Andetsteds, eksempelvis i scenen hvor Tarzan og hans venner bruger lianer til at sætte efter et tog i fart, fungerer heller ikke. Det er virkelig en skam, for det ødelægger en del af oplevelsen, når nu effekterne bliver så tydelige.

Det er til gengæld forfriskende at filmen selv italesætter at vi kender figuren. I starten siger Samuel L. Jacksons figur: ”Vi kender alle sammen myten: dig Tarzan, hun Jane, og alt det der”, i stedet for også at bruge uforbeholden megen tid på at skildre baghistorien. Det er altså ikke en klassisk Tarzan-film, forstået på den måde at den ikke fokuserer på hans barndom, ungdom og mødet med Jane, men i stedet fortæller en Tarzan-historie, der starter fire år efter han og hans elskede Jane er vendt hjem til godset i England.

The Legend of Tarzan er ingenlunde en katastrofal film. Den gør i al fald sit for at lave en ny, spændende fortælling om jungelens konge, komplet med en hæs variation over det berømte Johnny Weismüller-kald. Selv om den både er flot filmet, giver os en ublu kritik af imperialismen og dens katastrofale følger for Afrika, og selv om filmen har en række gode skuespillere med ombord, så martres den af en alt for forudsigelig handling og nogle ret så utroværdige animerede dyr. Dette er især mærkeligt, når nu man tænker på hvor gode computereffekter i øvrigt er blevet i 2016. Gorillaerne her er, sagt lidt hårdt, ikke ret meget mere troværdige end de man så i Congo fra 1995.

Det er svært ikke at opfatte filmen som en helt klassisk søndags-matiné-film, men spørgsmålet er blot om der stadigvæk er et publikum til den slags film. Kapellets medanmelder, 12 årige Sebastian, kunne adspurgt overordnet set ret godt lide filmen, men synes måske at der var for meget fokus på folk der snakkede og kyssede, i stedet for action. Så forsøger filmen at ramme dette segment, burde den måse have skruet lidt ned for dens kulturkritik og op for Tarzans evne til at slå fra sig.