Normalt ville undertegnede gå i en stor bue udenom en film der har et omslag som Spy, for ved første øjekast ligner den blot en af mange fladpandede, amerikanske komedier, der ud over en enkelt fnysende grin, ikke efterlader tilskueren med andet end en følelse af at have spildt halvanden time af sit liv. Heldigvis for filmen har rygterne om dens kvaliteter heldigvis nået kapellet – for det viser sig faktisk at Spy er en særdeles veloplagt komedie, der både forsøger at lave grin med den genre den også skriver sig selv ind under.

Mest af alt er filmen et opgør med de stereotyper som normalt befolker agentfilmene, nemlig de unge, smukke og slanke. Den gør også op med ideen om at det stort set altid er mændene, der er de handlekraftige, mens kvinder skal være kønne og villige. Det lyder måske som en slags politisk korrekt feministmanifest forklædt som komedie, men det forekommer ingen lunde sådan når man underholdes i lidt over to timer af Spy.

Filmen starter som en slags parallelfortælling til den velnok mest berømte af slagsen: James Bond. For den sofistikerede, smokingklædte agent Bradley Fine dukker op til en eksklusiv fest, for at finde frem til den skurkagtige person, som han ved er i færd med at sælge en atombombe til nogle terrorister. Uheldigvis kommer Bradley til at skyde manden, hvilket naturligvis besværliggør at finde frem til den, men det lykkes dog Bradley at flygte fra selskabet, takket være hans medhjælper Susan, der monitorerer situationen fra CIA’s hovedkvarter.

I den videre jagt på bomben likvideres Bradley dog, til Susans store fortvivlelse, for hun var faktisk mere end bare lidt betaget af den charmerende gentleman. Da de øvrige agenters identitet muligvis er blevet kompromitteret, som følge af Bradleys død, påtager Susan sig nu at finde frem til hans banemænd og ikke mindst at finde ud af hvor bomben befinder sig.

Susan bliver dog ikke udstyret med de sejeste gadgets, eller for den sags skyld med den mest spændende dæk-identitet, for hun er ikke just agenttypen. Hun er lettere overvægtig og har faktisk ikke tidligere været i felten. Hun skal under dække at være en fraskilt husmor, der elsker katte forsøge at infiltrere et særdeles hemmelighedsfuldt og farligt forbrydersyndikat.

Undervejs møder Susan en række andre agenter og modstandere, som hun skal forsøge at forholde sig til. Bedst af disse er Rick Ford, der spilles af Jason Statham, der hér leverer en af de mest morsomme figurer i filmen. Statham er nemlig i Spy en helt bevidst parodi på ham selv - eller rettere - på de mange, indebrændte, hårdtslående, overdrevne actionhelte man ellers har kunnet se Statham portrættere.

Lige som man forventer af en agentfilm med et stort budget, byder Spy også på en lang række flotte locations og actionscener, foruden de scener hvor folkene bag kan udfolde deres komiske talent. Det er vel og mærke ikke nogen subtil film, for humoren er ofte grovkornet og langt under bæltestedet, hvilket måske især er tydeligt i den (ca. 10 min) længere version, som er inkluderet i BluRay-udgivelsen. Er man dog til den slags, er her masser af morsomme scener og kigger man ekstramaterialet igennem vil man også kunne se, at skuespillerene selv har haft det ganske morsomt med at improvisere replikker overfor hinanden.

Der er mange, der ser lidt ned på komedien som genre, muligvis fordi der er så mange halvhjertede, usjove komedier på markedet. Spy hæver sig dog betydeligt over mængden, idet den både er vellavet, veloplagt og vældig morsom.

Det er måske ikke en film, der er en født komedieklassiker men mindre kan også gøre det og deres anmelder morede sig i al fald kosteligt stort set hele vejen igennem filmen og har svært ved at tænke at andre seere ikke vil gøre nøjagtigt det samme. For Spy er altså rigtig sjov – selv om coveret i den grad synes at modarbejde dette glade budskab.