Sid, Manny, Diego og ikke mindst den rottelignende Scrat fra Ice Age byder filmsommeren 2012 velkommen efter en pause på små fire år. Det sker i filmen Ice Age – på gyngende grund, hvis amerikanske undertitel Continental Drift forekommer mere passende. Udgangspunktet for filmen er denne gang opløsningen af superkontinentet Pangæa til de verdensdele, som vores jordklode består af i dag.

Faktisk er det selveste Scrat og hans evige jagt på sit agern, der får skylden for kontinenternes opståen. Hvordan dette helt konkret sker skal man dog se filmens start for at finde ud af. Som sædvanlig optræder Scrat undervejs i filmen som et komisk islæt, eller når der er brug for at narrativt brud fra hovedfortællingen – og det er kærkomment, for faktisk er scenerne med Scrat de sjoveste i filmen. Skal man være lidt hård, kan man se filmens danske undertitel i overensstemmelse med kvaliteten af manuskriptet.

Selv om Dreamworks har fået etableret nogle glimrende karakterer i hhv. sabeltandstigeren, mammutten og dovendyret, så er det som om pusten er gået lidt af ballonen. Der bydes på både visuelt flotte scenerier, og en håndfuld god grin undervejs og familiens yngste vil sikkert heller ikke brokke sig over at bruge halvanden time sammen med slænget af dyr, mens der køres slik og sodavand ind i en lind strøm. Derimod kan man som voksen godt blive mere end bare lidt træt af den manglende opfindsomhed i fortællingen.

Grundhistorien i Ice Age 4 indeholder elementer, som man har set til hudløshed før. Da kontinenterne begynder at glide fra hinanden, så skilles Manny fra sin kone og teenagedatteren Fersken. Hun har naturligvis lige har været oppe og skændes med sin farmand, fordi hun var mere interesseret i den seje drengemammut end i at gøre som familiens overhoved kommanderer. Hovedfortællingen går så med at Manny, med sine venners hjælp, skal finde tilbage til sin familie – en slags gentagelse af grundhandlingen fra den første Ice Age med modsat fortegn. Det bliver i sagens natur svært, idet dyrene driver til havs på en isflage.

Det ”nye” i filmen er at vennerne, på åbent hav, støder ind i nogle barske pirater ledet af en ondskabsfuld baviankaptajn. Sørøverne kan være et forsøg på at appellere til de sidste års piratfetich udkrystalliseret i bl.a. filmserien om Pirates of the Carribean og Aardmans animationsfilm Pirater! som kom tidligere på året. Selv om mødet med fribytterne da er ganske morsomt og selv om en af piratisflagens besætningsmedlemmer sørger for at Diego kan opleve en romance, så er det ligesom ikke nok til at gøre Ice Age 4 til en klassiker indenfor sit felt. Snarere tværtimod - for man føler, at man har set filmen mange gange før og værre endnu er det at filmen aldrig, som flere af de andre i serien, formår at engagere sit publikum i de forskellige figurers skæbner.

Når animationsfilm er bedst kan de røre, bevæge og begejstre sin tilskuer, men selv om alle kanoner er kørt i stilling her, så er det som om det aldrig sker her. Det er svært at sætte fingeren på hvad det er som er Ice Age 4s overordnede problem. Filmen byder på ganske fine actionscener, der er gode gags undervejs (især de, som Sids bedstemor står for), 3D-effekten bliver brugt ekspressivt og den danske versionering er glimrende, måske lige med undtagelse af Manny, der lyder lidt for meget som en skuespiller, der forsøger lidt for hårdt at lyde som om han ikke læser op af et manuskript – læg især mærke til den scene hvor han irettesætter sin datter allerførst i filmen. Det som halter, er derimod grundhandlingen. Den er ikke overraskende, eller nyskabende. Kort sagt så kan den tilskuer, der er vant til at se amerikanske animationsfilm scene for scene forudsige, hvad der kommer til at ske om et lille øjeblik og det går stik imod den begejstring man gerne skulle føle når man sætter sig til rette i biografsædet.

Det gør, at det fjerde udspil i Ice Age serien er det svageste til dato og det endda ovenpå en treer der heller ikke var fantastisk. Det virker som om folkene bag filmen er ved at løbe alvorligt tør for ideer. Uanset hvad, så bør de finde på en helt ny vinkel, før de klemmer en femte film ud. Det er faktisk lidt ærgerligt, når nu de figurer som er kernen i Ice Age universet synes at have så mange muligheder i sig.