Først virker det lidt stift og ensidigt. Fokus er snævert på de, der kæmper. På dansk side. Cyklen mod kampvognen. Det virker umiddelbart, som ville de fleste med hang til nationalisme være tilfredse. Det er tabet af nationen, selvstændighed, danernes underdanighed, der er i fokus. Indtil pointen bliver lysende klar. En pointe, der sitrer intenst i kroppen efter filmens afslutning. En pointe, der gør Roni Ezras spillefilmsdebat til en film, der vil blive husket.

Vi kender (forhåbentlig) alle handlingen i grove træk. Danmark venter på angrebet i 1940. Ved, at det med tiden vil komme. Håber, at Danmark trods alt er for lille, ubetydelig for den tyske overmagt. Selvfølgelig kommer angrebet. D. 9. april ruller pansrede mandskabsvogne ind over grænsen, flankeret af fly i luften, skibe på vandet. Danmark besættes. The rest is history. Derfor skal fortællingen være en anden, en præciseret fortælling om opfattelsen af hændelserne.

En deling i det sydlige Danmark får inddraget deres orlov. Noget er ved at ske. Sekondløjtnant Sand kører ind. Velvidende, at efterretningerne kun peger i én retning. Samtidig følger vi delingen, der – da angrebet endelig kommer – sendes ud. David mod Goliat. En tabt kamp for Danmark. Kampen går én vej. Tilbage, retræte. Ind i en sønderjysk gadekamp uden kontakt til omverdenen. Indtil tyskerne overmander de sidste soldater.

Filmen følger nøj- og nænsomt de seks soldater, der afskæres fra resten af Danmark. Bogstaveligt. Det er lidt et krigskammerspil, fordi vi er så tæt på. Helt inde i deres frygt. Identifikationsmarkørerne er stærke. Måske også for stærke, men pointen – som hos de fleste med en vis historisk interesse – er klar. Vi er hos de soldater, der kæmpede videre i flere timer. Selv efter dansk kapitulation. Dette er pointen, den stærke, den der ender med at gøre en lille film stor.

Filmen er modig. Ikke fordi den fokuserer på det, den gør. Principielt kunne det godt have været en helaftensfilm – en film, der tog det store strøg over hele landets kampe. Hele det politiske spil. Tillige den korte, hurtige vej ind i nederlag. Nej, modet kommer gennem filmens stærke sidste 15-20 minutter, hvor den viser en fantastisk nuanceret skildring af tiden lige omkring kapitulationen. Hvor den første del kunne synes ensidig, bliver afrundingen meget facetteret. Detaljerigt præcis.

Her skal jeg advare om en mindre spoiler. For der er én scene, der er så mesterlig, at den skal med her. Da delingens overgivelse endelig er sket, og en tysk delingsleder træder frem, er der så mange detaljer i billederne, at det er værdig et særskilt scenestudie. Ikke nok med at sekundløjtnant Sand og tyskeren skildres ens, ens blikkende, lettere forvirret over situationen, da det gør op for Sand, at de har kæmpet i timevis forgæves. Nej, det er alt det, der sker omkring den, i baggrunden, der er vigtig.

Første ’bagtæppe’ til tyskeren: en dansk kvinde vinker begejstret til de nysankomne tyske soldater. Dernæst samtale: vi følger tæt ’eureka’-øjeblikket hos Sand. Sidste ’bagtæppe’: jublende danskere, der hilser tyskerne velkomne. Hele tiden vældigt underspillet. En scene, der er antydet, da en sønderjyde tidligere gik til orde: ’indtil for tyve år siden var det her Tyskland. Jeg er ligeglad med udfaldet’. Det er en skarp, politisk nuanceret, temmelig dristigt beskrevet scene.

9. april er en overraskende god film. En film, der vinder ved gennemsyn – og overrasker i sine nuancer. En meget lovende debut for debutanten Ezra. Endnu en understregning af, at Tobias Lindholm er et nyt centralt manusnavn i Danmark.