Overskriften dækker sikkert nok det, som langt de fleste tænkte, da det blev offentliggjort at en ny Ghostbusters-film var ved at blive lavet. Nu er den så landet i de danske biografer og spørgsmålet er så om det virkelig holder, at skifte Venkman, Egon, Ray og Winston ud med en række kvindelige udgaver?

Der har været en masse ”skribenter” og meningsdannere (ofte af meget tvivlsom karakter) på en lang række hjemmesider (f.eks. IMDB, Rotten Tomatoes og lignende), der på forhånd havde dømt filmen helt ude, som tillige har givet den latterligt lave scores og i det hele taget havde haft travlt med at nedgøre filmen, selv før de havde set den eller den havde fået premiere. Det er dog vældigt uretfærdigt det endelige resultat taget i betragtning, for selv om Ghostbusters anno 2016 bestemt ikke er fejlfri, så er den på ingen måde lige så mislykket som disse onde tunger vil havde den til at være.

Filmen er instrueret af Paul Feig, der i de seneste år har specialiseret sig i at levere grovkornede komedier med kvinder i hovedrollen – f.eks. Brudepiger, The Heat og Spy. Fælles for disse har været at filmene også har haft Melissa McCarthy eller Kirsten Wiig i hovedrollerne, så instruktør og skuespillere har tilsyneladende gode erfaringer med hverandre, hvilket også kan mærkes. Det virker i al fald som om skuespillerne har fået lov til at improvisere og havde det sjovt på settet.

Den nye Ghostbusters-film, skal ikke ses som en egentlig tredje del i serien, men derimod som en film, der er basereret på den oprindelige. Dette står også klart og tydeligt i filmens rulletekster. Det er måske lidt sent man får denne information, for langt de fleste vil sikkert sætte sig til rette i biografsædet med en forventning om at dette er en tredje del – hvorefter man så kan undre sig over hvorfor alle i New York, fra befolkningen til byens politikere har fået kollektivt hukommelsestab og glemt at de i startfirserne var udsat for en overdreven paranormal aktivitet, der i sidste øjeblik blev afværget af en lille gruppe outsidere, som alle havde troet var fidusmagere.

Selv om filmens manus er skrevet af en kvinde og instruktøren selv, så føles filmen altså som en ”mandefilm”, hvor hovedrollerne tilfældigvis er spillet af kvinder. Eksempelvis er det svært at forestille sig at følgende joke skulle være skrevet af et hunkønsvæsen: på et tidspunkt i starten af filmen høres lyden af en prut, hvorefter en af figurerne siger ”..og jeg er ikke engang sikker på, hvilket hul den kom fra”. Det er dog stadig vældigt morsomt, lige som resten af filmen er det. Selv om kapellet næppe havde forventet nogen egentlig hardcore feministisk version af kultfilmen, så kunne det måske have været en fordel at have flere kvindelige komikere havde været med på forfatterholdet, især hvis den bliver en tilpas stor succes så der skal laves en fortsættelse.

Det er især filmens første halvdel der fungerer. For her oplever seeren hvordan Ghostbusters-teamet finder sammen til trods for deres mange forskelligheder. Sideløbende bliver tilskueren også vidne til nogle New Yorkere, der oplever spøgelser på første hånd og lige som var tilfældet i den oprindelige film, er et par af disse sekvenser faktisk gyseragtigt vellykkede. Så filmens første halvdel er veloplagt fortalt, byder på morsom, skæv dialog og viser at de medvirkende alle sammen har både den timing og den komiske sans, der går at det kommer til at fungere.

Dette momentum fiser dog lidt ud i filmens anden halvdel, for ud over at ville genopfriske franchisen ved at lade kvinder trække i kedeldragterne og spænde proton-packs på ryggen, så virker det også som om at folkene bag har villet skrue væsentligt op for effekterne og antallet af gespenster, der skal fylde skærmen.

Stay Puff-Marshmellow-manden, som vi husker, er tilsyneladende ikke er helt nok til at underholde et publikum i 2016. Der skal være mere af det hele. Dertil kommer, at filmen ikke formår rent dramatisk at få opbygget den fine historie som vi husker fra originalen. Væk er figurer som ”The gatekeeper”, ”The keymaster” og den dæmoniske Zool – og i stedet fortælles der om en trist person, der takket være en følelse af utilstrækkelighed og idet han har været udsat for mobning hele livet igennem, nu har sat sig for at smadre barriererne mellem de levende og de dødes rige. Først i New York, sidenhen resten af verden.

Charmerende er det dog, at stort set alle skuespillerne fra originalen dukker op i mindre roller undervejs (således oplever vi både Bill Murray som en der lever af at afsløre fupmagere, Dan Akroyd som taxachauffør og Sigorney Weaver som mentor for Jilian (en manisk, Tank-Girl-agtig ghostbuster)). Selvsagt er Ivan Reitman ikke med, for hans død var en af hoveårsagerne til, at der ikke blev skabt en regulær tredje del. Det er skønt at se de ”gamle” Ghostbusters igen, men dette aspekt virker som om at filmmagerne ville have at publikum skal se dette som en blåstempling af den nye film, hvilket det måske er. Måske er det bare fordi de originale medvirkende har fået en tilstrækkelig stor check med sig hjem for at deltage. Ingen kan med sikkerhed sige det.

Kapellet har erfaret at filmen med fordel skal ses i 3D, hvis man holder af det, for effekterne og dybdevirkningen skulle være helt fantastiske. Desværre kan dette ikke bekræftes, da screeningen som vi var inviteret til var i 2D. Uanset den ekstra dimension, så bør man dog, selv som überfan af de gamle film, give den nye Ghostbusters en reel chance. Selv om den forventeligt ikke når etteren til sokkeholderne, selv om der ikke tales om Twinkies som belønning, så er det en både underholdende og reelt morsom koldstart af serien.

De der mener at kvinder ikke kan buste spøgelser, burde skamme sig, for det kan det nye hold i den grad – og så er der flere af filmens replikker der er så morsomme, at de sikkert med tiden bliver lige så ikoniske som de man kan huske fra originalen.

Vær derfor ikke bange for spøgelser, vær i stedet bange for hadefulde kommentarer, som man finder andetsteds på nettet. Ghostbusters er måske ikke helt tilbage i sin vante form, men det er bestemt en film der formår at underholde sit publikum og til trods for en ganske spinkel historie, så leverer den både et samling charmerende hold af spøgelsesjægere, og de gys og de grin man forbinder med de oprindelige film.