Remakes er der nok af i disse år, og selv om koldstarten af Ghostbusters måske ikke hører til blandt de værste, så skal filmen helle ikke gøre sig forhåbninger om at blive lige så ikonisk en film som originalen fra 1984. For selv om originalen har over 30 år på bagen, så fungerer den stadig både som nostalgitrip og som en sjov, underholdningsfilm for de, der aldrig før mødt Ghostbusters..

Ghostbusters anno 2016 forsøger at finde frem til den samme blanding af skæv humor, gys og science-fictionelementer, der bar originalen frem, men selv om det nye kvindelige cast er rigtigt godt, selv om tre af de fire oprindelige Ghostbusters (plus Sigourney Weaver) har små cameo-roller i den nye film, selv om det er forfriskende at opleve en mandlig sekretær være så ubehjælpsomt dum, og selv om effekterne er både flotte og vellykkede, så lykkes det ikke helt at genskabe originalens stemning.

Dette skyldes måske, at man har set det hele før. En gruppe utilpassede videnskabsnørder får selskab af en mørklødet, mere praktisk anlagt person og starter med at lede efter og indfange de mange spøgelser og gespenster, der pludselig er begyndt at dukke op overalt i New York. De forsøger også at lede efter årsagen til, at der pludselig dukker så mange overnaturlige elementer op. Selv om årsagen til det øgede spøgeri i den nye film ikke er identisk med originalens, er dette ikke helt nok til, at man fænges. Alt imens tager byens borgmester officiel afstand fra de paranormale efterforskeres arbejde. Så kort sagt er der intet nyt her.

På BluRay-versionen kan man vælge et ”extended cut”, og det er naturligvis den version, som kapellet har set nærmere på. Det er små tyve minutter længere end biografversionen, men i modsætning til f.eks. Suicide Squad, så bliver Ghostbusters ikke væsentligt bedre af de ekstra sager, som der er gjort plads til.

Den mest tydelige forskel på de to udgaver er, at der nu er en historie om en af pigernes kæreste. Han vil hverken have noget med Erin at gøre, da hun forsøger at få fastansættelse på det universitet, hun arbejder på i starten af filmen, eller senere da hun og veninderne bliver berømte i byen. Det er ikke en fortælling, der tilføjer noget væsentligt til filmen. I stedet trækker den snarere historien lidt i langdrag, hvilket måske også var grunden til, at den aldrig kom med i biografudgaven.

Til gengæld er der en scene, som man undrer sig over ikke var med, da man så den i biffen. Da holdet skal forsøge at få stoppet skurkens skumle plan mod filmens klimaks, oplever man i biografversionen, at det kun er tre af de fire, der dukker op ved det hotel, som er det paranormale epicenter. Erin mangler – men hvorfor? Svaret får man i den lidt længere udgave

I en scene ser vi Erin gå på gaden, og pludselig begynder en fremmed mand at anklage Erin og hendes medsøstre for plattenslageri og fup. Han kalder hende endda ”ghost girl”, som var det navn hun tidligere i filmen (også i biografversionen) fortalte, hun blev mobbet med, da hun var lille. Hun hamrer derfor fyren en næve i sylten og der klippes til Erin, der må se sig selv på coveret af New York Times med overskriften ”Nosebuster”. Hun fortæller, at hun har brug for at være lidt alene, hvilket altså er grunden til, at hun ikke indledningsvist er med i det endelige opgør.

Ud over dette kan man også finde en række længere ganske morsomme dansesekvenser, flere scener der viser hvor sølle filmens egentlig skurk er, og ikke mindst replikken ”Don’t cross the streams”, som fans af originalen selvsagt kender til hudløshed. Hvorfor dette sidste element er blevet udeladt, er til gengæld meget svært at forstå.

En af de helt geniale detaljer ved filmen er dog, at den helt tydelig leger med sit format. Hvad enten man ser filmen på et almindeligt tv eller projektor, så vil man lægge mærke til at special effects som spøgelser, plasma fra pigernes førnævnte spøgelsesfange-stråler og andre sager som gnister eller slim, der bryder den sorte ”letterbox” ramme. På den måde virker de overnaturlige elementer helt bogstaveligt til at være så store, at de ikke kan holdes inden for filmen.

Som en af husets drengebørn sagde: ”det lige før det er 3D!” – og sådan virker illusionen også. Det er vældigt godt tænkt, så de fans, der tillige har mulighed for at se filmen i 3D, får forhåbentligt også glæde af denne gimmick. Kapellet mener i al fald ikke at kunne huske selve filmformatet blive leget med på denne måde tidligere.

Desværre kan hverken denne visuelle opfindsomhed eller de ekstra dansescener ændre på, at Ghostbusters - også i den lange version - er en lidt rodet affære. Det er bestemt ikke, fordi det er kvinder, der indtager hovedrollerne. Met er snarere, fordi filmskaberne og instruktøren har villet lidt for meget på én gang. På enkelte steder virker det lidt for karikeret og forceret, hvilket er en skam, for (gen)ser man originalen, er her figurer, man både kan forholde sig til, og som til trods for deres mærkværdigheder virker som rigtige mennesker. Ghostbusters anno 2016 kan sagtens fungere som underholdende popcornfilm, men desværre heller ikke som meget mere, og det er faktisk lidt en skam.