Det kan indimellem, selv som fanboy, være svært at turde skrue forventningerne helt op, når det annonceres at der kommer en ny film i en franchise man holder af. Dette fordi man måske flere gange har turdet håbe på noget positivt, hvorefter man er blevet slemt skuffet. Dette gælder også for de film der bærer navnet Predator i deres titel, for selv om den første film på mange måder var en milepæl indenfor actiongysere og to’eren en af de få fortsættelser, der var lige så vellykkede som originalen, så skuffede mange af de efterfølgende Predator-film ganske fælt. Det var derfor med bevidst lave forventninger at undertegnede sneg sig ind for at se The Predator

Filmen er instrueret og delvist skrevet af Shane Black (nørd-info: Shane havde en mindre rolle som Hawkins i den originale Predator film). Black er desuden manden der i 1987 skrev manuskriptet til Lethal Weapon og som sidste år skrev og instruerede den meget morsomme actionkomedie The Nice Guys. Umiddelbart virkede valget af Black som et rigtigt godt valg. Ikke alene kender han monstret fra første hånd, men han har også været i stand til at skrive underholdende replikker og skabe medrivende action i andre sammenhænge.

Det skorter da heller ikke på hverken karikerede figurer, blodsudgydelser eller platte one-liners i The Predator. Filmen starter i et ganske højt tempo, som det faktisk lykkes at holde frem til slutningen. To rumskibe forfølger hinanden. Det ene skib åbner en portal i rummet og springer gennem dette ormehul til jorden hvor det nødlander. Predator-skibet lander uheldigvis i nærheden af en militær operation hvor snigskytten Quinn er i færd med at ekspedere nogle kidnappere. Dem ser man ikke mere til i resten af filmen, for da rumskibet styrter ned løber Quinn mod vraget, hvor han straks indser at dette ikke er at helt almindeligt flystyrt. Som en slags forsikring på at andre ikke vil tro på hans historie, putter han et par velvalgte alien-artefakter i rygsækken.

Der springes nu i tid og sted, for den kvindelige forsker Casey opsøges af nogle officielt udseende typer og bringes til et hemmeligt laboratorium, hvor hun bliver præsenteret for Predator-væsenet, som det er lykkedes dem at indfange i live. Der går dog ikke særlig mange minutter med DNA-snak, før væsenet er sluppet løs, laboratoriet badet i rødt og militærfolk som desperat forsøger at forhindre katastrofen, blandt andet ved at likvidere alle de, der har kendskab til uhyret.

Uden at afsløre for meget krydses Casey og Quinns veje naturligvis inden længe og de må, sammen med bl.a. Quinns autistiske søn og en samling aparte krigsveteraner forsøge at få fat i væsenet og dræbe det, idet det går op for dem hvordan det hele hænger sammen.

Desværre for filmen er der også en hel del der faktisk slet ikke hænger sammen ved nærmere eftersyn. For det første virker mødet mellem Quinn og Casey meget tilfældigt – forstået på den måde at Casey udelukkende bliver reddet af Quinn, fordi det står i manuskriptet. Der gives i al fald ingen troværdig motivation til at han skal bruge kræfter på at redde hende eller tage hende med på sin videre færd. Dertil kommer en del scener, der virker som om filmfolkene har haft alt for travlt med at komme videre i handlingen, frem for at få skabt relationer og kausale sammenhænge mellem de enkelte sekvenser.

Nu forventer man jo heller ikke hverken nuanceret skuespil eller at alt skal give logisk mening, når man indløser billet til en film som The Predator, men der kunne godt være arbejdet noget mere med figurernes relationer og ikke mindst filmens interne logik. Eksempelvis undrer man sig en del over at Quinns kone ændrer sin holdning overfor hendes mand i løbet af utrolig kort tid – for hun går fra at være hamrende irriteret på ham, til i næste nu at hjælpe ham, bare fordi han siger at der er et rumvæsen ude efter ham og knægten. Det er vist de færreste hustruer, der ville opføre sig på den måde. Dette er dog langt fra den eneste brist, der er i filmens handling.

Indrømmet, der er fuldt drøn på filmen fra start til slut, men uheldigvis fungerer dette høje tempo ikke udelukkende til filmens fordel. Eksempelvis kan man godt undre sig over, hvordan det lykkes vores gruppe af hovedpersoner at nå så hurtigt frem til deres destination i en gammel Winnebago-husvogn, når man nu ved hvor hurtige både Predatoren og regeringens folk er.

Helt i tråd med fordoms tiders creature-features (mosterfilm-red.), introduceres der også i denne nye film noget nyt. I det efterfølgende kan der forekomme spoilers, så spring lige dette afsnit over hvis du selv vil overraskes. Der er selvfølgelig ikke kun en, men hele to Predators med i The Predator. Den ene virker endda som om den vil forsøge at hjælpe os mennesker. Som noget nyt jages den af en 3 meter høj, overlegen Predator, der tillige har en slags Predator-jagthunde med. En af disse bliver også skudt i ansigtet og er på mystisk vis så pludselig loyal overfor gruppen af helte. Ja, det giver lige så lidt mening at skrive disse ord som det var at overvære dette i biografen. Der er altså flere elementer i filmen som ikke engang kan reddes af ironiske intertekstuelle replikker som: ”Get to the chopper”, umiddelbart før vore helte flygter på motorcykler.

Nu kan det måske lyde som om The Predator er noget makværk, men det er ikke hensigten. Det er bare en Predator-film, som ikke hænger supergodt sammen. Forhåbentlig bliver det muligt at opleve en noget længere, mere sammenhængende director’s cut af filmen, når den engang udkommer på Blu-Ray, for når rulleteksterne kører sidder man tilbage med følelsen af at der er en hel del scener og sekvenser der er blevet klippet ud, for at undgå at filmen mistede sit momentum.

En anden meget positiv ting er at denne film er vildt blodig. Der er smadrede ansigter, tarme og så har Predator-væsenet som altid fået opgraderet sine våben til at være vildere og mere effektive. Desuden er mange af replikkerne fede (også selv om anmelder havde hørt flere af vitserne før) og actionscenerne er for mestendels ret godt lavet. Som splatterfan, kunne man måske godt ønske at der også var blevet dvælet lidt mere ved de grusomme detaljer (hvor er slow-motion-knappen når man skal bruge den?), men igen er dette sikkert blevet fravalgt til fordel for at bibeholde et højt tempo. The Predator bliver på den måde en lidt halvdum action-splatterfilm, der desværre kun bringer lidt nyt til franchisen. Der er sikkert de der vil hævde at det også ville være fjollet at forsøge at gå tilbage til den oprindelige films grundidé, men omvendt set, så kunne det altså være dejligt hvis det kunne lykkes filmfolkene at gøre dette ikoniske rumuhyre virkelig uhyggeligt og skræmmende igen, for det er bestemt ikke tilfældet i dette seneste kapitel.