På trods af, at jeg først så dette værk i foråret 2020, hvor sommeren står for døren, skabte titlen til dette værk med det samme lysten til at skrue tiden nogle måneder tilbage, hive varm kakao frem og bade i den vanlige decembereufori. For en sammensmeltning af George Michaels største hits, britisk humor og slang, og ikke mindst julen, lyder i denne anmelders ører, som opskriften på succes, men var den nu så god som ventet?

Last Christmas udspiller sig i det centrale London, hvor den unge Kate, udklædt som hjælpenisse, arbejder i en juleforretning året rundt. Kate har et brændende ønske om at arbejde som professionel sangerinde, men formår gang på gang at løbe ind i problemer, som hun bebrejder hendes omgangskreds for. Efter et længere og alvorligt sygdomsforløb er Kates forhold til sin familie enormt anstrengt, og Kate gør sit for at undgå dem. Ligeledes falder Kates venner fra, idet hendes hovmod og mangel på situationsfornemmelse tager over.

En dag møder Kate så sin diametrale modsætning, nemlig den gæve og optimistiske Tom, der har en positiv tilgang til livet. Det er som om, at der er intet som kan slå ham ud, og Toms evige optimistiske formår gradvis at afløse Kates anstrengte og pessimistiske forhold til verden omkring hende. Måske det ikke er for sent for Kate at finde den gode julestemning frem, forsone med sin familie og måske endda finde kærligheden?

På trods af, at Last Christmas’ overordnede plot har potentialet til at fortrylle sine seere ud over alle grænser, så mener jeg desværre, at værket halter på flere punkter. For det første var den ikke særligt overbevisende i sin fortælling, idet jeg følte flere elementer virkede overilede, rodede og om muligt for gakkede til min smag. Eksempelvis forstod jeg ikke Peter Myginds karakters pludselige indtræden og manglende introduktion, og hvad meningen med hans karakter egentlig var.

Derudover var størstedelen af karaktererne ikke særligt sympatiske eller lå på grænsen til at være irriterende, hvorfor jeg som seer fandt det svært at placere mig selv i værket. Jeg havde svært ved at identificere mig i nogle af karaktererne, hvilket, for mig, besværliggjorde muligheden for at skabe en stærk interesse i værket; selv den venlige og optimistiske Tom, som ellers var yderst sympatisk, var til tider for besynderlig. Selv da Kate er ved at ændre sig til det bedre, faldt jeg ikke et hundrede procent for det.

Modsat andre herlige julefilm, formåede Last Christmas ej heller, at skabe en fuldbyrdet, tilfredsstillende forløsning, som julefilm ellers er så gode til. Der var en forløsning, men jeg sad ikke med den ’sådan, endelig!’-følelse, som jeg ellers havde set frem og egentlig også havde forventet.

Alligevel, kunne jeg selvfølgelig ikke helt undgå at falde for værkets brug af George Michaels fængende hits, og dens lune og hyggelige stemning som kun en julefilm kan indeholde. Ydermere, var skuespillerne enormt dygtige og overbevisende i deres portrættering af karaktererne, hvilket kun kan betragtes som et kæmpe plus, og så er det også altid fornøjeligt at kigge på kitschet julepynt og lytte til britisk engelsk.

Derfor, på trods af min mere lunkne oplevelse med Last Christmas, er jeg overbevist om, at den har potentialet til at blive en genganger på skærmen hjemme i folks stuer. Den har nemlig evnen til at indvie de vigtigste forventninger, som en seer har til en julefilm: hygge, grin, kærlighed og følelsen af sammenhold. Så hvis man har lysten til at opleve et gakket og konfust juleeventyr med George Michaels musik og britisk humor, så vil Last Christmas sikkert kunne få dig til at trække på smilebåndet – men forvent ikke et brag af et eventyr, der er på niveau med andre britiske juleklassikere såsom Love Actually (2003) og The Holiday (2006).