Man tager en manuskriptforfatter, der tidligere har leveret manus til højeksplosive actionfilm som A-Team, Hitman og X-Men: Wolverine og lader en mand, der har instrueret bl.a. Max Payne og Behind Enemy Lines, omsætte manuskriptet til spillefilmsformat. Så burde actionbraget være hjemme, men spørgsmålet er om den femte film i Die Hard serien, stadig formår at holde dampen oppe?

Die Hard er en af de mest sejlivede franchises i Hollywood, og selv om der kun er fem film i serien til dato, så er der, før der overhovedet blændes op for det første billede, sikkert skyhøje forventninger til den blandt seriens trofaste tilhængere. New Yorker politimanden John McClane, i Bruce Willis’ skikkelse, er nærmest blevet arketypen på den modvillige antihelt, der konstant kastes ind i den ene halsbrækkende situation efter den næste, selv om han aldrig beder om det.

I den femte film er handlingen flyttet fra USA til Rusland. Det er sikkert ikke tilfældigt – dels skal man tænke på den eksplosive russiske økonomi, der nemt kan mønstre et stort rubelspenderende biografpublikum, som hellere end gerne ser en ikonisk, amerikansk, actionhelt gøre Moskvas gader usikre, dels fordi McClane i de fire foregående film har smadret alt, hvad smadres kan i hjemlandet og måske derfor trænger til nye græsgange. Hvor McClane er, følger kaos og masseødelæggelse lige efter.

Påskuddet for McClanes russiske odysse er, at hans voksne søn skal for en russisk domstol. Far og knægt har ikke det bedste forhold – faktisk har de, i filmens start ikke set hinanden i over fem år – men da knægten tilsyneladende har rodet sig ind i en masse lort, træder John i karakter og tager til Moskva. Sønnen er blandet ind i en kompliceret sag mellem to russiske sværvægtsbøller: den ene - Komarov - skal, i selskab med sønnike foran en dommer og bøllens tidligere ven, finansmanden, Chagarin, vil gøre alt for at stoppe hans forhenværende ven i at vidne. Retsbygningen eksploderer derfor bogstaveligt talt, i samme nu som McClane nærmer sig den.

Sønnike hjælper Komarov med at flygte fra det veritable hav af skurke som følger i kølvandet på eksplosionen, tæt forfulgt af McClane, der både bliver nødt til at hjælpe sin søn og samtidig forsøger at overleve de horder af banditter, der nu også vil vores antihelt til livs. Derfor følger en fuldstændigt overdreven biljagt gennem Moskvas gader. De russiske gangsters pløjer sig gennem morgentrafikken i et militærkøretøj, alt imens McClane junior og senior må forsøge at undvige iført mere civile køretøjer.

Det skal vise sig at situationen mellem de to stridende gangstere og McClane familien ikke er helt så ukompliceret som først antaget, men disse forhold er ikke virkeligt vigtige, for det er primært de overvældende actionsekvenser og ikke den komplekse handling som bærer en Die Hard-film frem. Action og genkendelige one-liners! Det leverer filmen også, for der er mindst lige så mange vilde actionscener, som der er gode grin undervejs.

Humoren opstår især i forhold til de forventninger vi har til filmserien. Eksempelvis siger McClanes datter til farmand idet hun sætter ham af i lufthavnen: ”forsøg nu ikke at ødelægge det hele”, måske en reference til at han ikke skal smadre det skrøbelige forhold han har til sønnen, men den snarrådige biografseer, ved jo udmærket, at der også ligger en reference til, hvordan omgivelserne har det med at eksplodere når John McClane er i nærheden.

A Good Day to Die Hard er en glimrende actionfilm, men det er langt fra den bedste film af de fem og den lever slet ikke helt op til de meget høje forventninger man kunne have til en film i Die Hard serien. Dertil er den for mudret fortalt og filmens interne logik holder slet ikke helt vand. Eksempelvis så sætter skurkene på et tidspunkt af sted mod Prypiat i helikopter fra Moskva, mens McClane og søn sætter efter i bil. Vore helte ankommer, tilsyneladende kun kort tid efter skurkene, hvilket må være lidt af et mirakel, såfremt man kender blot lidt til geografien i Rusland og Ukraine.

Et andet problem er, at filmen – til trods for dens åbenlyse charme ved at gense Bruce Willis gentage sin glansrolle – er mærkværdigt pacet. Eksempelvis er ovennævnte biljagt gennem Moskva helt fantastisk iscenesat, den efterfølges af et vildt opgør i et safehouse, men så virker det lidt som om filmen mister momentum. Ikke forstået som om seeren har fået nok action, men klimakset i filmen har svært ved at overgå det indledende bulder.

Endeligt er det virkelig synd at filmen benytter sig af et alt for forudsigeligt far-og-søn-plot. Indledningsvis er de fremmedgjorte overfor hinanden og har endda meget svært ved at kommunikere, men helt efter bogen ændrer dette sig ovenpå at de sammen overlever kugleregnen. Vi har set det til hudløshed og kan udmærket godt forudse hvordan det spænder af.

A Good Day to Die Hard er på ingen måde en dårlig, men man måler jo næppe filmen efter actionfilm bredt set. Den vil – og skal – holdes op mod de andre film i Die Hard serien og selv om den indeholder mange af de delelementer, som bør og skal være til stede, er den magi som gør nummer et og tre så langtidsholdbare desværre udeblivet denne gang.