Det er efterhånden svært at få øje på den kritiske journalistik, hvad enten man ser på et mere lokalt eller globalt mediebillede. For i en verden hvor nyhedsstrømmen konstant skal være BREAKING, hvor stationer slås om seerenes gunst, hvor avisernes oplagstal daler og hvor det ofte er nemmere at skildre virkeligheden som sort og hvid, end at gå detaljeret bag om historien, synes sandheden efterhånden at have trange kår.

Der findes naturligvis undtagelser til reglen, for både enkelte nyhedsstationer, trykt presse og internetbårne medier forsøger stadig at kæmpe en brav kamp mod de, der forsøger at kontrollere og styre nyhedsstrømmen ud fra egen interesse. Det er netop sådan en kamp, som det nye, amerikanske dokudrama Truth handler om. Kampen om at rapportere sandheden, som den kritiske journalist ser den.

Søger man information om filmen vil de fleste internetsider fortælle at den handler om CBS’ mangeårige journalistfyrtårn Dan Rather og hans afskedigelse i 2006. Rather er et ikon i Amerikansk tv-journalistik men på vore breddegrader kender de fleste ham sikkert udelukkende for hans medvirken i aktualitetsprogrammet 60 minutes.

Truth er dog en film, der vælger at fortælle historien fra Rathes producer Mary Mapes perspektiv. Dette fordi filmens manus er baseret på netop Mapes’ biografiske bog Truth and Duty: The Press, the President, and the Privilege of Power. Det er hendes historie der bliver fortalt, for selv om Dan Rather, der i filmen spilles af Robert Redford, er en del af formidlingsteamet, er det Mapes der laver alt benarbejdet på den historie som skildres.

Filmen er på mange måder en ganske traditionel film om journalisters besværlige arbejde med nyheder. Dem er der lavet en del af i årenes løb, man kan i flæng nævne Alle præsidentens mænd, Good Night & Good Luck eller mere absurd: Fear and Loathing in Las Vegas, men Truth vælger at tage fat i en historie, som er mindre end ti år gammel og derfor forekommer den måske endnu mere vedkommende end de nævnte.

Grundhistorien følger vores hovedpersoners efterforskning af George W. Bush, Jr.. Mere specifikt så var det CBS og 60 minutes, der midt i den valgkamp, der senere sikrede Bush hans anden periode i det Hvide Hus, valgte at bringe historien om præsidentens tid som frivillig i Den Nationale Garde, i stedet for at kæmpe med sine jævnaldrende i Vietnam.

Filmen viser seeren hvordan Mapes og hendes hold af journalister fandt frem til kilderne, opsnappede dokumenter og lavede interviews med specialister, der alle påstod, at Bush unddrog sig militærtjeneste, takket være hans priviligerede position i samfundet. Dette blev underbygget af både vidneudsagn og ikke mindst nogle dokumenter, der inkriminerede præsidenten.

Det viser sig dog, at den historie som holdet har opsnappet muligvis ikke fortæller hele sandheden, men spørgsmålet er hvem der i så fald har haft interesse i at fingere historien, at misinformere eller at manipulere i sådan en grad, at selv et garvet hold at journalister, der normalt trippel-tjekker deres oplysninger, bliver vildledt. Filmen forsøger ikke at give endegyldige svar på om der var tale om en sammensværgelse, eller om historien blot blev underdrejet af embedsmænd. Det spørgsmål som filmen ender med at stille er måske endnu mere alvorlige.

Spørgsmål som f.eks.: når nyheder er blevet forvandlet til en industri, der mest af alt handler om seertal, markedsandele og om at skabe underholdning end at afdække historier, hvad skal vi så med dem? Det kan godt være at langt de fleste, der følger med i mainstreammediestrømmen for længst har måttet erkende, at den objektive sandhed ikke eksisterer længere og at man må navigere nettets mere eller mindre officielle nyhedsformidlere for at danne sig et mere komplet, komplekst billede af verden omkring os.

Efterhånden er der også mange, der er blevet ekstrem kritiske i forhold til hvad det er vi accepterer som ”historien bag”, i en sådan grad, at når man direkte spørger folk, om de stoler på det som medierne formidler af nyhedsstof, så er det ofte under halvdelen der gør dette.

Truth synes at med dens enkeltsag, at levere en morale, der af enkelte måske kan anfægtes som værende grænsende til det propagandistiske, især hvis man har et konservativt standpunkt. Skurkene i filmen er nemlig de, der forsøger at forpurre sandheden, de som er i lommen på de partier og politikere som Rather og Co. forsøgte at kritisere. Uanset hvilket politisk tiulhørsforhold man end måtte have, er Truth stadig en interessant film, der både byder på en ganske kompleks historie baseret på virkelige hændelser og på godt skuespil fra især Cate Blanchett og Stacey Keach, som den sygdomsramte kilde.

Truth er muligvis hverken en stor film, eller en film samfunds- eller mediefaglæreren kan bruge direkte i undervisningen, da der sikkert vil være flere elever som vil synes den er for lang og kedelig. Til gengæld er det en film, der henvender sig til et voksent publikum, som er interesseret i at komme bag kulisserne på det drama, der udspillede sig i forbindelse med Dan Rathers fyring fra CBS. Et samarbejde der ophørte efter han havde været stationens ansigt udadtil i en menneskealder.