Der skabes i disse år science-fiction filmfortællinger henvendt til teenagepublikummet, som aldrig før. Selvfølgelig kan man argumentere for, at sci-fi normalt er en genre, der tiltaler børn og barnlige sjæle, men omvendt kan man bare se på filmserier som Hunger Games, Divergent- og Maze Runner, for at få en form for belæg for ovennævnte påstand. Hovedpersonerne i disse værker er alle unge voksne, der alle har det til fælles, at de har langt vanskeligere problemer at kæmpe mod end akne eller kærestesorger, selv om sidstnævnte aspekt dog også optræder sporadisk.

Til denne liste af dystopiske fremtidsvisioner med handlekraftige, selvsikre teens i hovedrollerne kan man nu tilføje filmen The Giver, der mærkværdigt nok på vore breddegrader gik udenom biografdistributionen (til trods for at den optræder på flere biografsites). I stedet tog filmen den direkte vej til BluRay, DVD og VOD. Dette forekommer lettere mærkværdigt, idet man må forvente, at med de øvrige films store succes, så ville man da forholdsvis nemt kunne lokke samme kernepublikum ind i biografens mørke. For lad det blive sagt, det er ikke fordi The Giver hverken tematisk, underholdningsmæssigt eller indholdsmæssigt er de andre film, den sammenlignes med, underlegen – faktisk tværtimod.

Der er sikkert en lang række ældre, mere gnavne anmeldertyper, som har lyst til at save filmen, fordi den genanvender tematikker og delelementer, som man har set i et utal af andre værker før, men denne ældre, gnavne anmelder er faktisk ganske begejstret til trods for dette. Det hænger især sammen med at den egentlige helt i filmen, der kaldes Giveren, spilles af Jeff ”his Dudeness” Bridges, der tilsyneladende i disse år bliver typecastet som den ældre, vise mand, der har nøglen til det univers, vi præsenteres for. Man kan udover denne film blot nævne Tron: Legacy eller Seventh Son.

The Giver synes dog at være en mere personlig film for Bridges, for skimmer man det ganske omfattende ekstramateriale, som følger med på BluRay-disken, vil man blandt andet kunne finde en ældre amatøroptagelse af en oplæsningssession af The Giver, hvor Jeffs far, Lloyd Bridges indtog den rolle, som hans søn spiller i den nye film. Herudover er Jeff Bridges medproducent på filmen, og han har i forskellige amerikanske talkshows talt om, hvor begejstret han var for, at bogen nu endelig, med hans hjælp, blev omsat til film.

Filmen er baseret på Lois Lowrys roman, der udkom i 1993 (på dansk fik den titlen Jonas er udvalgt), og ifølge et af de mange indslag, man kan finde i ekstramaterialet, er forfatterinden utrolig begejstret for slutresultatet. Faktisk er hun så glad for filmens stil, at hun ligefrem overvejede at gå tilbage og skrive visse sekvenser om, baseret på filmmagernes visualiseringer.

Denne begejstring deles dog ikke helt af Jeff Bridges, der for nyligt fortalte Huffington Post, at der var flere ting i filmen, som ikke helt var blevet, som han havde ønsket det.

Filmen starter meget utraditionelt i S/H. Faktisk er de første tyve minutter af filmen næsten udelukkende holdt i S/H, hvilket, man kan gisne om, har været medvirkende til, at biograferne ikke har turdet lade den komme i bred distribution. Der er dog en virkelig god grund til dette æstetiske (fra)valg, for det samfund, der bliver præsenteret, er nemlig helt køns- og farveløst.

Familieenheder har erstattet familien, som vi kender den. Krig, smerte og nød er elimineret. Alle er lige i samfundet. Børn skabes i laboratorier, hvor rugemødre lægger krop til og babyerne herefter fordeles ligeligt mellem familieenhederne. Følelser er elimineret, og folk medicineres automatisk, idet de forlader deres hjem. I denne osteklokke af et samfund bor kun hvide mennesker. Alle lærer de samme praktiske ting i skolen, og når man er gennem puberteten, udvælger ældrerådet, hvilket job man skal udføre for samfundet resten af ens liv. Historien, kunsten, musikken og kreativiteten er gemt væk, for kun Giveren er sat til at fungere som arkivar for den tid, der lå før dette ”utopiske” samfund.

Vi møder tidliget i filmen tre bedste venner, der er vokset op sammen. Jonas har altid følt sig lidt anderledes, hvilket tidligt i filmen antydes ved, at han pludselig begynder at skimte farver i veninden Finoas hår. Idet udvælgelsen finder sted, bliver Jonas udset til at være Modtageren. Det vil sige den, der i samfundet skal oplæres til at være arkivar. Han kører derfor ud til kanten af dette isolerede samfund, hvor han mødes af Giveren, der blandt andet vogter over de bøger, som fortæller historierne om den tid, som var engang.

Giveren begynder at oplære Jonas, men i trit med at Jonas begynder at se farver, ane de finere nuancer og ikke mindst opdager en verden og menneskernes mangfoldighed fra før den blev forvandlet til det trøstesløse samfund, han selv voksede op i, vokser der også et ønske op i drengen om at dele hans viden med resten af samfundet, selv om det vil betyde at trodse den højeste autoritet: Ældrerådets leder, her spillet af Meryl Streep.

Et af de fedeste elementer ved filmen er netop, at den er ganske afdæmpet i sin fortællestil, og at den, som god sci-fi bør gøre, sætter spørgsmålstegn, ikke kun ved farerne ved konformitet og ensretning, men i det hele taget ved, hvad det vil sige at være menneske på godt og ondt. For selv om samfundet, som skildres i The Giver på overfladen virker perfekt, så lurer der også en uhyggelig virkelighed lige under overfladen.

Filmen er ganske elegant orkestreret af den erfarne instruktør Philip Noyce, som fik sit gennembrud med den helt igennem fantastiske, minimalistiske thriller Dead Calm (da. Døden ombord), som i starten af 90erne også kickstartede Nicole Kidmans karriere.

Selv om The Giver måske ikke har samme umiddelbare appeal, som mange af de titler, der indledningsvist blev nævnt, har, så er den stadig ganske seværdig, især hvis man hører til dem, der er pjattede med denne type Young-adult titler. Den kan dog også sagtens nydes af et ældre publikum, der blot er fascineret af science-fiction genren, for til trods for at den ikke byder på mange rumskibe eller imponerende actionsekvenser, så er det en fortælling, der har både en klar præmis og et vigtigt budskab, der endnu engang er en undersøgelse af, hvad det præcist er, som gør os til mennesker.

Afsluttende kan det nævnes at Lois Lowry har skrevet hele tre andre bøger, der foregår i det samme univers som The Giver (Gathering Blue, Messenger & Son), men rent personligt kunne undertegnede godt ønske, at det blev ved den ene film, for den fungerer faktisk ganske fint på sin egen præmis.