Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




TRON: Legacy 3D (125 min.) Biografversion / Disney
Anmeldt 3/1 2011, 21:52 af Torben Rølmer Bille

Geekgasm!


Geekgasm!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Filmen Tron var i 1982 den allerførste spillefilm, der benyttede sig af Computer Generated Images, eller CGI. Det er efterhånden svært at tænke sig en film eller tv-serie, der ikke bruger dette i dag og selv om originalfilmen måske godt kan virke en anelse gammeldags, set med 2010-øjne, så ændrer det ikke på at der var mange af os, mens vi sad og rodede med båndstationerne til vores Commodore-64 eller ZX-Spectrum, som blev blæst væk over det computerunivers man kunne opleves her.

Her, snart tredive år senere, har en fortsættelse set dagens lys og Tron: Legacy er på mange måder både en fantastisk opdatering af universet, en imponerende teknisk bedrift og så er det en utroligt underholdende action-sci-fi film, der i denne anmelders øjne udnytter sin 3D effekt langt mere effektivt end Camerons Avatar. For Disney, der står bag Tron-franchisen, har valgt at lade filmens flotte introsekvens være i 3D, hvorefter effekten drosles væsentligt ned, alt imens hovedpersonen Sam befinder sig i vores verden. Først da Sam digitaliseres og pludselig befinder sig i The Grid bliver der skruet alvorligt op for dybdevirkningen. Effektivt og lækkert!

Tron: Legacy er en film, der på mange måder lever på sine effekter og sit ualmindeligt smukke product design. Den verden som Sam oplever idet han suges ind i sin fars maskine, minder allermest om en topdesigners selvlysende, våde drøm. Fra de enorme rumskibe, over de berømte lysmotorcykeldueller og helt ned til detaljer, som eksempelvis stiliserede, fluorcerende miniparaplyer i folks drinks. Filmens designere har altså skabt en verden, som er utroligt gennemført og helt vidunderlig at skue.

Filmens look er faktisk så gennemført, at man endnu engang sidder i biografens mørke og føler sig 12 år gammel. For selv om ideen med at gøre nærmest alle flader transparente eller spejlblanke muligvis ikke ville være ønskværdig i vor verden, så fungerer det så fornemt på lærredet, at man skal være en meget kynisk bandit for ikke at måbe flere gange i løbet af filmen. For det er jo ikke virkelighed vi har med at gøre, det er i stedet en enestående visualisering af hvordan livet inde i en virtuel verden ville tage sig ud. Fjernere fra World of Warcrafts tegneserieunivers kan man vist ikke komme.

Det er dog ikke kun filmens udseende, der gør Tron: Legacy til den måske mest seværdige science fiction film i 2010, for selv om handlingen på mange måder spejler sig i originalen, er det stadigvæk en fin fortælling der præsenteres.

Filmen starter ganske kort tid efter vi forlod Kevin Flynn og hans spektakulære opfindelse i originalen. Seeren møder Kevin, der fortæller sin søn Sam om de mange spændende eventyr han havde inde i maskinen og han lover sønnen at tage ham med til arkadehallen dagen efter. Farmand dukker dog aldrig op og vi springer adskillige år frem i tiden.

Sam Flynn er en rodløs ung mand der tydeligt er præget af faderens pludselige og mystiske forsvinden. Han er stadig enearving til Flynn koncernen, der nu om dage bærer en udpræget lighed til Microsofts. Lige som firmaets bosser skal til at lancere deres nye styresystem og endda via nettet vil gå direkte på Nikkei-børsen, bryder unge Flynn ind i deres topsikrede mainframe, erstatter præsentationsvideoen med en lille film med en hund der gør i loop og smider styresystemets systemkode ud på internettet. Han er måske ikke den perfekte aftager til konglomoratet, men i det mindste deler han faderens idealer om at informationen skal være gratis og tilgængelig for alle.

Sam opsøges efter dette stunt af faderens gamle arbejdskammerat, der fortæller at han tidligere på dagen har modtaget en besked fra Flynns arkadehal. Problemet er blot at telefonen har været ude af drist i over tyve år. Sam beslutter sig lidt modvilligt i at undersøge hændelsen og inden længe har han fundet frem til farmands hemmelige arbejdsværelse. Sam opdager, at der er et program, der stadig kører på computeren og inden nogen kan nå at råbe: ”pas på, der står en stor laserdims bag dig”, er Sam blevet digitaliseret og befinder sig pludselig inde i The Grid.

Der er selvfølgelig klare referencer til såvel Alice i Eventyrland som til alskens andre science fiction fortællinger, der benytter sig af skellet mellem to virkeligheder, men dertil kommer at Tron: Legacy i lige så høj grad er en film om en søns jagt på sin fraværende far. For ikke alene må Sam indse, at hans far faktisk talte sandt, da han fortalte sønnen godnathistorier om helten Tron og den fantastiske verden inde i computeren for så mange år siden, men han bliver også nødt til at forberede sig på det mulige gensyn med faderen.

Det er altså på mange måder den klassiske historie om genforeningen mellem far og søn der igen fortælles, men dette gøres i en indpakning der er så betagende, at man ikke kan lade være med at blive fascineret. For samtidig bliver Sam, der jo hurtigt bliver afsløret som ikke værende en del af koden i maskinen, sat til at udkæmpe klassiske Tron-dueller: discs og lightcycles, som er garanter for nogle utroligt spektakulære actionsekvenser.

Man kan dog roligt tage familiens større børn med i biffen, for idet karaktererne dør, så opløses de blot til pixels og fordamper. Til gengæld skal poderne heller ikke være alt for små, for der er del handlingsbærende dialog med i filmen. Så med mindre man vil være en af de der irriterende forældre, der insisterer på at læse alle undertekster højt i biografen foran andre betalende gæster, så er det sikkert en god ide at vente med at fremvise den for ungerne, til den udkommer på DVD eller Blu-ray i 2011.

Scenerne fra barndommen med en ungdommelig Kevin Flynn er desuden enormt fascinerende, for der gik lige et stykke tid før det gik op for nærværende anmelder, at den unge Kevin, som man kan huske fra originalen faktisk er 100% computeranimeret. Selv i nærbilleder er dette svært at få øje på og det synes at give scenerne endnu et lag. I stedet for at sminke Jeff Bridges yngre gør animationsudgaven, at forskellene mellem den virkelige verden og den dobbeltrolle Bridges senere i filmen indtager i The Grid udviskes endnu mere. Interessant er det også, fordi det viser hvor dygtige filmmagerne efterhånden er blevet til at skabe skuespiller-avatarer, der grangiveligt om et par år ikke er til at skildre fra skuespillere af kød og blod.

Endelig er det værd at nævne filmens soundtrack, som der også er blevet skrevet en hel del om efterhånden. For det første fungerer Daft Punks score utroligt fint til filmen idet det, lige som gensynet med Flynns Arcade, peger nostalgisk tilbage til 80’erikoner som Rob Hubbard, Jean Michel Jarre, Phillip Glass samt alskens lyde fra spillemaskiner. Samtidig er duoen helt fremme i skoene i deres futuristiske omgang med sequencers, synths og det helt store, bombastiske symfoniorkester. Musikken er på denne måde en perfekt ledsager til filmens billeder og lad dette samtidig være en varm anbefaling til at man anskaffer sig musikken hvis man er fans af soundtracks eller blot af Daft Punk.

Selv om historien i Tron: Legacy måske ikke er den mest originale, så kan man ikke komme udenom at filmen er usandsynlig flot og så er den samtidig seværdig for alle der elsker sci-fi eller i det mindste har brug for to timers ren eskapisme. For alle de der, lige som nærværende anmelder, har et nostalgisk forhold til den første film, er den nye langt mere end blot visuelt laber sci-fi, det er en tilbagevenden og en tiltrængt opdatering af en computervirkelighed, der introducerede mange for virtual reality længe, længe før ordet var opfundet.


Forrige anmeldelse
« Nude for Satan «
Næste anmeldelse
» Gamle Danmark »


Filmanmeldelser