Kan man tillade sig at grine af mentalt handicappede? De skæve eksistenser, der både opfører sig mærkeligt og ser anderledes ud end os normale. Det mener 10 millioner franskmænd, der er strømmet i biografen for at grine af og med de skæve i spillefilmen Lidt ud over det sædvanlige, fransk films største hit de sidste ti år.

Artus, franskmændene er på fornavn med komikeren, stand-upperen, tv-manden med den populære grove humor, har med sin første spillefilm, hvor han i øvrigt selv har en af hovedrollerne, med en humoristisk vinkel sat fokus på dem med et psykisk handicap. Og ægtheden er der hos alle. Artus annoncerede på de sociale medier efter psykisk handikappede, der havde lyst og evner til at medvirke i filmen. Her fandt han de elve, der var noget ud over det sædvanlige.

Tavse, indadvendte og højtråbende. Nogle uartikulerede, svært forståelige, andre taler som et vandfald af ord. Alle de skæve typer er der. De kender og respekterer hinanden for de mødes dagligt i deres lille ´klub´, der styres med mild og myndig hånd af Alice ( Alice Belaidi), gennem længere tid ansvarlig for er den lille gruppes aktiviteter.

Nu er ´de skæve´ ved at tjekke ind i feriebussen, der skal køre dem til et fjernt beliggende sommerhus oppe i bjergene. Omhyggeligt krydser hun deltagerlisten af. Kun et nyt medlem af ´klubben´, Sylvain, mangler.

Parallelt hermed, tæt på hvor bussen holder, er far og søn, ved at røve en juvelerbutik. Desværre er deres flugtbil fjernet af politiet på grund afen ulovlig parkering, så de uheldige kriminelle må flygte til fods. Her passerer far og søn ´tossebussen´, som de i desperation forsøger at komme med. Alice antager at sønnen er Sylvain. Ham de venter på. Faren ser lynhurtigt en chance for at komme væk fra politiets jagt og overbeviser hende om, at sønnen er Sylvain (spillet af Artus himself) og han selv (Clovis Cornillac), hans uundværlige hjælper.

Nu kan komedien for alvor begynde.

De to juvelrøvere skal for at blive integreret i det lidt usædvanlige selskab, spille henholdsvis småtosset og pædagog. Det er herigennem filmen i en række små muntre sketchers bl.a. konfronterer os med vores fordomme overfor de handicappede. Vi smågriner af de tossede, men oplever samtidigt en varme og menneskelighed gruppen i mellem.

Tilskueren må overgive sig, når de anderledes selv med deres charmerende særheder, slet ikke er så anderledes endda. Vi behøver ikke skamme os over at vi griner, når det lange hyl af en fodboldspiller elsker sin bold og holder den som en baby holder sin bamse. Når pigen hele tiden får slag i ansigtet og opfatter det som normalt.

Fjollerier, forelskelser, skuffelser, gags og romantik. Skalaen af følelser fremstår, måske anderledes, men basis er den samme som hos hr. og fru ´Normal´. At de to kriminelle med alle deres/vores fordomme mere end falder til i fællesskabet er nok forudsigeligt – men også smukt og medrivende.

Vi kan ikke lade være at holde af de 11 skæve eksistenser som i sommerlandet lader grænserne falde og nyder deres egenart. Ofte handlinger lidt ud over det sædvanlige. Med en humor og en modereret galskab, vinder de vores hjerter og leder til forståelse og tolerance overfor dem der er anderledes.

Nej, de 10 millioner franskmænd behøver ikke at være flove over at de lo. Det bør vi nok heller ikke være – selvom det er svært.

Det er filmens styrke som folkekomedie.