Der er gjort meget for at bryde DR’s monopol på dansk tv-drama. Stemningen er på den ene side stadig den samme i den kritiske modtagelse af serierne fra eksempelvis – og især – TV2. På den anden side taler seerne et andet, positivt sprog. I sin tid blev de to serier Arvingerne og Badehotellet udsendt på tv i samme periode, og derfor lå det lige for at sammenligne de to, selvom forskellene faktisk er mere iøjnefaldende end lighederne. Arvingerne fik flotte modtagelser i dagbladene, mens Badehotellet fik kritik. Ser man på tv-ratings nåede serierne efter alt at dømme et lige stort – og måske faktisk det samme – publikum. Nu er Badehotellet udkommet på DVD.

Badehotellet er en melodramatisk sommerfortælling, hvor vi hele tiden forventer, at John Cleese dukker op, men han kommer aldrig. Èn gang for alle har Halløj på badehotellet ødelagt det for alle andre fortællinger om badehoteller. Den britiske komedieserie var ikke den første, der udnyttede badehotelsfortællingen til at skabe opmærksomhed omkring høj og lav i klassesystemet. Allerede i 1953 indspillede Jacques Tati sin Les Vacances de Monsieur Hulot, hvor Tati selv spiller den komiske Hulot, der tager på badeferie. For Tati var det en folkekomisk vej til at stille skarpt på en voksende middelklasse i Frankrig, der tog på ferie.

Det samme er tilfældet for Badehotellet, der henlagt i de såkaldt brølende 20’ere. Idéen med at gøre det er lidt det samme som i Tatis film: at sætte fokus på stigende overflod og letsindighed. For Tati var det en samtidsanalyse, der komisk pegede på, hvordan fransk kultur var ved at blive til en artificiel forbrugskultur. I Badehotellet er det derimod et indlagt spor, der giver seeren god mulighed for at være med- og bedrevidende. Når serien fx indlejrer en diskussion af, om fremgangen kan blive ved eller ej, så er det for seeren med den sorte tirsdag i 1929 i tankerne indlysende, at det selvfølgelig falder sammen på et tidspunkt.

Badehotellet er en serie, der også indbygger en fortælling om høj- og lavklasse. Eller om herskab og tjenestefolk. Med de mange indføjede markører, der skal give os en fornemmelse for tiden, fortæller serien om en samtid, der på mange måder fik fremtid som fortjent. Klasseskel var for store, brud med social stand var svær og ildeset, og denne metonyme fortælleteknik fortæller en lille fortælling om det store samfund, der kort tid efter skulle ender i den store depression. I sig selv er denne anticipative teknik noget letkøbt, fordi det er så let på afstand at udstille den sikkerhed med hvilken karaktererne tror på tidens fremskridt.

Serien har komediens akilleshæl som problem. Karakterne bliver noget karikerede, og fortællestrukturerne bliver for episodiske. En række optrin undervejs bliver gentaget flere gange i flere afsnit, og det gør serien en anelse forudsigelig. Hvert afsnit har stort set et solomløb som struktur, en dag skal gå på badehotellet, og det er i princippet en god idé, men det gør også, at de forskellige handlingstråde alle skal have ligeværdig opmærksomhed i hvert afsnit. Karakterer, der skal passe ind i komiske opsatser, bliver indbygget i forudsigelige mønstre. Det bliver traditionelt med små hib til Morten Korch-filmene.

På mange måder er Badehotellet også helt i tråd med samtiden. Serier fra Danmark er hotte, og filmturisme – som det kaldes – udbreder sig på baggrund af de billeder, der vises i serierne. Badehotellet skulle have været optaget på Svinkløv Badehotel ved den populære nordjyske vesterhavsstrand, men det passede dårligt at optage serien dér i overbookede sommermåneder. Derfor er det kun udendørsbilleder, der er fra Nordjylland, mens indendørsbillederne er optaget i kulisser. Alligevel er serien brugt vidt og bredt i markedsføringen af det nordjyske, hvilket er en udbredt pr-mulighed, når en serie får så stor opmærksomhed.

Selvom Badehotellet fik nogle hårde drag over nakken, da den blev udsendt, og selvom anmelderne nærmest var enige om, at det var mindre godt, så trodsede seerne så sandelig dette. TV2 brød med serien endelig for alvor DR’s stærke monopol på tv-serier – og det er i sig selv vigtigt og interessant. En vigtig årsag til de svage anmeldelser var givetvis, at serien blev udsendt samtidig (dog ikke på samme dag) som Arvingerne. I anmeldersammenhænge synes ’alvor’ at blive vægtet højere end ’komik’. Den har også sine momenter, der hæver niveauet (spille- og kamerastil er meget sikker). Alligevel indlemmer serien TV2’s mere soap’ede og forsimplede fortællestil, der omvendt også gør det oplagt at forsætte dramaet.

En soap i kombination med oplagte udblik til Herman Bangs Sommerglæder (der jo også fandt sted i det nordjyske) virker lidt som en bastard, men trods de nævnte problemer i seriens fortællerytme er det samlede udtryk ret homogent. I skrivende stund er der da også en sæson mere på vej.

Det er således spændende, om Badehotellet kan generhverve de mange seere, og det vil så sandelig være interessant, hvad serien gør ved den dystre fremtid, der venter forude. En depression og tiltagende europæisk fascisme er lige rundt hjørnet – og forhåbentlig tør en måske lidt for solrig serie også tage et livtag med tidens mere overskyede perioder.