Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

3 Days To Kill (117 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 18/9 2014, 08:20 af Teddy Tofte

Lidt standard, lidt nyt, men lidt for lidt


Lidt standard, lidt nyt, men lidt for lidt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I 3 Days To Kill får Ethan Renner (Kevin Costner) at vide, at han lider af en livstruende hjernesygdom. Gennem de sidste tredive år har han været snigmorder for CIA, og på sin sidste mission får sygdommen ham til at kollapse, lige inden han får fingrene i den mystiske terrorist, ”Ulven”. På baggrund af det tager han til Paris for at tilbringe sine sidste måneder sammen med sin amerikanske ekskone (Connie Nielsen) og sin teenagedatter (Hailee Steinfeld).

Men før han kan hvile på laurbærerne, giver CIA ham et sidste tilbud, overrakt af Vivi Delay (Amber Heard). Hvis Ethan hjælper hende med at finde ”Ulven” og slå ham ihjel, vil hun til gengæld give ham en enorm sum penge og en eksperimental kur, der måske kan redde hans liv. Ethan tager imod tilbuddet, men midt i det hele skal han komme sin datter nærmere, forsone sig med sin ekskone, eksperimentere med kuren og finde kontaktpersoner som kan føre ham til hans mål. Det bliver spændende at se, om han kan overleve de tre farefulde dage i Paris’ gamle gader.

3 Days To Kill er skrevet og produceret af Luc Besson, som på det seneste har været inde i en fase, hvor han næsten udelukkende skriver spionthrillere, heriblandt Taken- og Transporter-filmene, Columbiana, Lucy og From Paris With Love. Som med lige præcis de titler så lover 3 Days To Kill også en masse højpumpet action, centreret omkring et menneskeligt, følsomt emne, som her er forholdet mellem far og datter. Hvis man så kaster lidt humor og socialkommentar ind i manuskriptet, jamen så har du en vaskeægte Besson-thriller i den lette ende af skalaen.

Desværre er det bare, at hans historier kan gå i begge retninger, hvad angår det endelige resultat, og her er resultatet ganske forudsigeligt og nogle gange for morsomt.

Det største problem er, at historien sætter for meget lid til plottets store omdrejningspunkter – som for eksempel at Ethan får blackouts på grund af den eksperimentale kur, han afprøver, hvis hans hjerterytme bliver for hurtig – og det fjerner os fra den egentlige historie om en mand, som forsøger at leve med de ting, han har gjort i sin karriere, og hans nylige beslutning om at finde sammen med sin familie og fravælge arbejdet. De mange forskellige sidehistorier – som bl.a. inkluderer at finde frem til ”Ulven”, og en familie af sorte hjemløse som har ”besat” Ethans lejlighed – ikke rigtig passer sammen. De små sidehistorier føles som en distraktion, ikke en forbedring, af filmens kernefortælling. Men kernefortællingen er til gengæld et anstændigt far-datter melodrama.

Æstetisk og tematisk set minder 3 Days To Kill om de andre Besson-Euro-thrillere, faktisk så meget at det er svært at tro, at en amerikaner har instrueret denne film. Nemlig McG som de fleste jo nok kender som instruktøren af Terminator Salvation, This Means War og Charlie’s Angels-filmene. Og grunden til, at jeg er chokeret, er, at kameraføringen, instruktionen og det generelle miljø slet ikke minder om det, som McG er vant til og ikke ligner det, han har filmet før. Havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg have troet, at en yngre instruktør stod bag roret. Især action-scenerne er så forudsigelige og rystende og uinspirerede, at det slet ikke ligner noget, en garvet action-instruktør som McG kunne finde på at vise os.

Kevin Costner og Hailee Steinfeld er filmens hjerte, som hjælper med at løfte den undervurderede far-datter-historie til en solid del af filmen. Men selvom Kevin Costner imponerer med sit skuespil (som han næsten altid gør), bliver 3 Days To Kill ikke den film, som overbeviser folk om, at han er en antihelt på samme niveau som Liam Neeson var det i Taken. Det er ærgerligt, for hans ligefremme attitude og hans alvorlige mine hjælper med at gøre selv det mest komiske og/eller de latterlige plotelementer acceptable. Ligeså leverer Steinfeld en solid præstation og overbeviser os om, at hun er den teenager, vi ser i filmen.

Amber Heard som Vivi Delay – en mystisk karakter, som i den grad er sin egen chef – er en morsom rolle, som hele tiden skifter tøjstil og parykker. Det er måske derfor, at Heards præstation føles mangelfuld, fordi hun næsten ikke føles som en virkelig figur, men som et udslag af Ethans fantasi. Connie Nielsen som Ethans ekskone er en mere solid rolle, selvom hun heller ikke har nok tid på skærmen til at gøre et indtryk. Selve konceptet omkring Heard, Nielsen og Steinfeld er mere interessant end selve rollerne. De repræsenterer naturligvis hans modsigende interesser (arbejde, kærlighed og fremtiden) og det gør det nemmere at værdsætte det, som filmen forsøger at fortælle os, men slutproduktet er bare samlet set ikke godt nok.

3 Days To Kill har ikke mere at sige, som andre Besson-film ikke har sagt bedre. Der er gode skuespilpræstationer, som gør filmen værd at se fra ende til anden, men de typiske action-scener og for mange sidehistorier fylder for meget til at gøre det til en helstøbt oplevelse.


Forrige anmeldelse
« Gensynet «
Næste anmeldelse
» Æsketroldene »


Filmanmeldelser