Den danske instruktør Niels Arden Oplev har været en kritiker- og publikumsdarling på samme tid. Hans film tager fat på ømme emner i formater, der demonterer tabuerne med en underspillet og til tider sortsværtet humor. I Drømmen (2006) var det den sorte skole i sluttresserne. I To verdener (2008) var det Jehovas vidner, der stod for skud. Han debuterede med provinshistorien Portland (1996), og fik sit internationale gennembrud med Mænd der hader kvinder (2009), der ledte til hans udmærkede amerikanske produktion Dead Man Down (2013). Nu er han købefilmsklar med sin bedste film til dato. Kapgang er netop udkommet på DVD og BD.

Oplev vender tilbage til de samtidshistoriske film i provinsen. Han slår ned i 1976, hvor den 14-årige Martin mister sin mor til kræft. Et dødsfald, der sender bølger gennem den lille jyske by Sdr. Omme. Hans far er helt i kælderen – både sindsmæssigt og bogstaveligt. Han beder Martin og hans bror om at blive voksne med det samme. Derfor er det også så oplagt at koble denne voldsomme handlingstråd med, at Martin – blot 14 dage efter sin mors død – skal konfirmeres. De voksnes rækker rykker pludselig meget tæt på alt for hurtigt. Samtidig er Martins seksualitet ved at spire – i flere retninger. På mange måder er filmen både et godt tidsbillede og et rigtig fint billede af en ung teenage-knægt.

Filmen er baseret på Morten Kirkskovs debutroman med samme titel. Romanen er i tråd med nutidens litterære dobbeltkontrakter, hvor der trækkes løst på egen erindring og biografi. Kirkskov kommer selv fra Sdr. Omme – flækken i det sydjyske, der mest er kendt for sit statsfængsel. Dette erindringsforhold til fortiden oversættes meget fint i Kapgang, der på mange måder berører mange aspekter af tilværelsen i provinsen, som de fleste, der kan huske 70’erne, vil nikke genkendende til. Et par anakronismer har dog sneget sig ind: fx lytter Martin til The Knacks klassiker ”My Sharona”, der er er fra 1979 – altså tre år efter handlingen i filmen.

Kapgang – titlen – tager udgangspunkt i Martins store talent. Han overgår alle i sin klasse i denne let absurde sportsgren, der på sin vis er en udmærket metafor for tiden som ung teenager. Martin har lært at stå på egne ben, men han vakler lidt fjollet afsted: han går ikke, han løber ikke, men vrikker lidt med røven uden helt at ville signalere noget med det. Filmen er en karakterbaseret identitetshistorie – en historie, som vi efterhånden har en del af i dansk film, især i dansk ungdomsfilm. Oplevs egne Portland, Drømmen og To verdener er alle gode eksempler på det. Til forskel fra de to sidstnævnte, så formår Oplev dog her heldigvis at afvige fra moralske og fordømmende fortællinger.

Kapgang indeholder nemlig fantastisk facetterede karakterer. I modsætning til udstillingen af Jehovas vidner og skolegang i tresserne, der er helt sort/hvidt beskrevet, tegner Oplev – via Kirkskovs roman – et nærværende billede af det at vokse op midt i 70’erne, hvor alle karakterer har for- og bagsider. Ydermere er filmen også et grundlæggende portræt af unge på tværs af tid. Men heldigvis er filmen ikke – heller ikke promoveret som – en ungdomsfilm. Det er blot en film, der med indlysende ligheder med en dansk Nils Malmros-realisme beretter fortællinger helt gennem Martins synsvinkel. Plottet er stedvist helt fraværende, hvilket er til stor gevinst i forhold til at forstå Martin og hans tilværelse.

Det kræver lidt tilvænning i starten at lade karakteren dominere så meget, som det er tilfældet. Fordi det kan synes trægt at komme i gang med historien. Men vi driver med Martin og ikke med et projekt. Enkelte steder er der dog nogle set-ups i handlingen, der gør et par vendinger lidt for forudsigelige. Der bliver fx lagt vældigt op til alternativet til Martins mor ved konfirmationsbordet. Men det er små detaljer i en film der generelt er meget vellykket – og på sin vis et fint lille stykke danmarks-, identitets- og provinshistorie. Det store samfund ligger på den måde indbygget i den lille landsby- og andedamsfortælling om tab, håb, krise og det at vokse op.