Stieg Larsson spreder sig som en litterær løbeild ikke kun på det skandinaviske, der i forvejen er grundigt gødet, så et blomstrende krimipublikum kan tage for sig af retterne. Det gælder også internationalt. Ved seneste optælling var serien på tre romaner oversat til 30 sprog – and counting! Og det gælder bare romanerne. Det er tilmed heller ikke tit, at en film – der efterhånden har trukket over en million filmglade danske seere i biografen – når at udkomme på dvd, mens den stadig er bioaktuel. Det melder om et stykke fiktion, der – alt andet lige – formår at mønstre en folkelig opbakning til noget, der faktisk i sidste ende handler om alt andet end folkelighed, medgørlighed og hygge.

© Knut Koivisto.

Niels Arden Oplevs instruktion af Larssons (flerdobbelte) bestseller Mænd der hader kvinder har netop ramt gaderne på dvd – og den eneste forundring, der her kan være tilbage, er, at Nordisk Film ikke har holdt den lidt tilbage for at kunne suge den sidste næring ud af et sultent biografpublikum. Det bunder formentlig i visse ændringer i planerne, hvad angår de kommende film i serien, der skulle have ramt det danske tv til efteråret, men i sidste øjeblik blev de vendt om, så de først rammer biograferne. Det sultne publikum har noget i vente alligevel, selvom de nu kan slukke Larsson-tørsten med en dugfrisk dvd-version.

Det er lige før, at en parafrase af Umberto Eco er på sin plads i denne forbindelse, for der er vist efterhånden ingen tvivl om, at alting allerede er sagt om både Larsson, trilogien og filmen. Alligevel er der et par nuancer, som ofte overses, når serien behandles. Det ene, der er undervurderet, er den kynisme, som Larsson leverer sit budskab med, mens det andet – selvom der sikkert er flere – er den karaktermæssige omvending, som filmen foretager. Lad os tage det første først.

Larsson bliver ofte placeret i forbindelse med en stærk samfundskritisk vinkel, der i høj grad nærmere er et stiltræk, som hører sig krimien til, end det er velment som veltilrettelagte argumenter. Det er derfor netop tvivlsomt, om Larsson sigtede efter det overordnede budskab, som serien får, hvis vi ser hans løsningsmodeller efter. Salander – der er den ene centrale hovedkarakter – er jagtet vidt og bredt af såvel arrige mordere, sin egen far samt dele af den svenske stat. Det er hos Larsson i den grad samfundets skyld. Og den eneste løsning, som han – qua Salanders modvirke – etablerer, er selvtægt. I det lys kommer Larsson til at fremstå som alt andet end hyggelig spændingslæsning. I stedet leverer Larssons romaner en argumenteret regres til gammeltestamentlig hævnmotiv, som understreges af Salanders handlinger, som vi – gennem fortællingens logik – finder ratificeret. Det er uvist, om dette er tilsigtet, men det kan – ud fra den samfundskritiske model – virke uheldigt.

Det andet karakterbaserede element handler snarere om filmens udvikling af bogens udtryk. Det er stadig uvist – eftersom kun første bind er visualiseret – om filmene vil følge kynismen trop. At dømme efter første fortællings udformning på film lægger serien dog op til at følge romanerne ganske tæt. Det gælder dog ikke de to centrale hovedkarakterer, der nærmest har vendt op og ned på karaktermønstret i forhold til den troværdige udformning (selvom troværdighed måske ikke ligefrem er et begreb, der trænger sig på i Mænd der hader kvinder). Hvor Salander – trods sine geniale tankestrøm – i romanerne fremstår lille, tynd, forhutlet og ikke nødvendigvis specielt attraktiv, så formår den graciøse Noomi Rapace i stedet at tilføre karakteren Salander en grad af charme og visuel appel. Det er svært at omdanne en skønhed til sekundaglamour.

Det omvendte gælder faktisk Michael Nyqvists versionering af Mikael Blomkvist. I romanerne fremstår Blomkvist som en ungdommelig, uovervindelig og – tør jeg nok sige – komplet utroværdig Adonis, mens Nyqvist tilfører Blomkvist en god del realistisk mandehørm. Blomkvist er ikke længere en androgyn skønhed, men han fremstår i stedet mere bebyrdet og påvirket af et hårdt arbejde på en redaktion (et element, der i øvrigt også er nedprioriteret i filmversionen). Blomkvist er på den måde faktisk en langt mere udholdelig personlighed i filmversionen. Den eneste ændring, som forekommer lidt pudsig ift. romanen, er, at Blomkvists personlige engagement for at tage sagen hos Vanger er pillet ud, hvorved Blomkvist – i stedet for at søge egen vinding – bliver til en hjælpsom idealist.

Det er tilmed svært at følge udviklingen af romanernes sejrsgang verden over, når de – for denne anmelder – fremstår som noget af det mest overvurderede hakkelse, der længe har ramt bestsellerlisterne. Første roman skal dog have den ære, at den faktisk er en velkomponeret spændingsroman, mens de to øvrige i serien er udtryk for romaner, som fuldstændig ukritisk er sluppet gennem det redaktionelle og korrekturkritiske nåleøje i kølvandet på en succesforfatters død. Sidste roman er således nærmest blot en over 700-siders lang udfoldelse af konklusionerne fra andet bind. Spørgsmålet er dog derpå, hvordan sådanne fortællinger forvaltes som spillefilm…

Her må Mænd der hader kvinder fremhæves som en fortælling, der til overflod overstiger potentialet i romanen. Det, der er i romanen fremstår som en gennemsnitlig journalistisk realisme (også sprogligt), fremstår i film i stedet som et visuelt overflødighedshorn. Bogens såkaldte locked room mystery, der foregår på den lille ø, hvor en gammel mordgåde skal løses, er omsat til ikke kun et medrivende drama men også et visuelt portræt af lokaliteterne. Det er tydeligt, at djævlen ikke er kvalt af detaljerigdommen, for billederne er velkomponerede og medfortællende.

© Knut Koivisto.

Når disse rosende ord er sagt, så skal det dog fremhæves og understreges, at Mænd der hader kvinder basalt set er en meget genrebevidst og genreretvist kriminalfilm. Det er et mysterium, der skal løses, og som mysterium handler det derfor om at genoprette en ro efter den uro, der – i dette tilfælde – blev installeret for mange år siden. Vi har set det før, og vi ser det utvivlsomt igen, men på bundlinjen er der ingen tvivl om, at filmen omsætter Larsson spændingsplot til en film, der overstiger forventningerne – og romanens standard – til overflod. Dertil er derfor blot at håbe, at dette også kan lykkes med de næste to i serien, selvom det dog – dømt ud fra romanernes standard – vil være svært.