Der var sikkert ikke mange, der havde regnet med at Sylvester Stallones karriere ville få sig et opsving efter utroligt svage film som eksempelvis genindspilningen af Get Carter eller den middelmådige racerbilsfilm Driven. Derfor var nyheden om nye film i henholdsvis Rocky- og Rambo-serierne noget både fans og anmelderne modtog med en del skepsis. Det var der dog ikke megen grund til, for Rocky Balboa skulle vise sig at være en rigtig god, lille film, der både bød på solidt skuespil - men måske mere imponerende var det virkeligt gode instruktørarbejde fra den 60-årige muskelbøf.

De ikoniske figurer Rocky og Rambo er trods deres fysiske råstyrke ret så forskellige, og derfor var der ingen, der regnede med, at den nye Rambo-film ville være i stand til at spille på det samme følelsesregister som Rocky Balboa. John Rambo har alle dage været en rå dræbermaskine med hjertet og ikke mindst retfærdighedssansen på rette sted. Sidst vi så ham i action var, da han hjalp Taliban med at bekæmpe de onde russiske styrker tilbage i 1988 (et kuriosum er i den forbindelse, at Rambo III slutter med en dedikation til ”The proud freedom fighters of Afghanistan” – næppe noget Stallone & Co. kan være særligt stolte af i dag?). Derfor kunne man måske frygte, at et gensyn med vietnamveteranen ville være så forfærdeligt pinlig i hans seneste inkarnation, at man ville ønske, at figuren vitterligt var blevet dræbt i slutningen af First Blood for på den måde at følge David Morells solide bogforlæg. Disse fordomme fordamper dog lige så hurtigt som varmt blod i junglen, når man kaster sig i krig med Rambo.

Rambo er rendyrket, brutal krig! Rambo er et velplaceret machetehug i fjæset på alle de, der taler dårligt om den klassiske actionfilmstradition fra 1980erne. Rambo er bizar overdrevet blodsudgydelse med politiske undertoner - og Rambo er ikke mindst den bedste film i serien siden First Blood.

Opskriften er – ganske som tidligere – utroligt simpel. Rambo har trukket sig tilbage, men ydre omstændigheder gør, at han bliver nødt til at hjælpe en gruppe mennesker i nød. I filmens start møder man synet af Rambo, som hjælper lokale med at indfange giftslanger til deres lokale slangeshow dybt inde i junglen. En gruppe kristne nødhjælpsarbejdere vil hyre John til at fragte dem langs floden ind i det krigshærgede Burma. Rambo afslår først, men efter den kønneste af dem, Julie, forklarer hvorfor hun føler sig kaldet til at hjælpe den fattige lokalbefolkning mod det brutale militærstyre, forbarmer han sig alligevel og sejler modvilligt flokken ind i junglen.

”Are you bringing any weapons?”, spørger Rambo en af nødhjælpsarbejderne, som rystet svarer nej. ”Then you won’t change anything”, konstaterer Rambo tørt, og vanen tro går der ikke længe før disse stakkels kristne bliver taget til fange af en ondskabsfuld karikatur af en psykopatisk hærchef, der ikke alene dræber for fornøjelsens skyld, men også forgriber sig på små drenge. Rambo opsøges af nødhjælpsarbejdernes kontaktperson, men nægter at foretage andet end at fragte et team af krigsliderlige lejesoldater ned af samme flod.

John hyres egentlig kun som færgemand, men inden længe indser Rambo, at han bliver nødt til at træde i karakter. Overlevelsesinstinkterne sparker adrenalinen rundt i hans plagede veterankrop, og han bliver endnu engang transmogriffet til en hurtigløbende, knivsvingende, bue-og-pil-skydende dræber, som lakonisk siger ”Once you get used to killing… it is as easy as breathing.” Til forskel fra tidligere arbejder Rambo i denne foreløbigt sidste film rent faktisk sammen med resten af lejesoldaterne i kampen om at få befriet nødhjælpsarbejderne.

Handlingen har man set i mange andre indpakninger før, og det eneste nye er, at det denne gang er det Burma, der er mål for Stallones politiske subtekst. Men uanset hvor ens politiske ståsted er, handler det om de gode mod de onde. Det, som er kernen i en rigtig Rambo-film, er volden, og voldens æstetik har aldrig været så udkrængende og ubehagelig at skue som i denne i Rambo.

Selv om nogle måske afskriver Rambo som pubertær splatterfilm forklædt som action, så er dette ganske forkert. I stedet bør man se den ekstreme vold, som filmen skildrer i forlængelse af det, som var Sam Peckinpahs overordnede projekt, nemlig at få publikum til at føle regulært ubehag ved konfrontationen med blodet og brutaliteten. Dette må i hvert fald siges at lykkes til fulde i Rambo, for både arme, ben og ansigter flås af modstanderne, når først kuglerne begynder at flyve.

Af frygt for at overintellektualisere må undertegnede endnu engang henvise til Susan Sontags fremragende tanker fremført i Regarding the Pain of Others, hvor hun skriver, at de fleste af os er blevet lullet ind i en medieskabt døs, der bortcensurerer alle de væmmelige billeder af krig og ødelæggelse fra verdens brandpunkter, så menigmand ikke længere kan danne sig et realistisk billede af de uhyrligheder som foregår. Nuvel, Rambo er ren fiktion, men bliver en mand i virkeligheden ramt af projektiler fra antiluftskyts, så må man formode han går i ret så voldsomt stykker, og flås struben ud af halsen med de bare næver, ja så kommer der blod.

Rambo er uden tvivl den mest brutale krigsfilm nærværende anmelder har lagt øjne og ører til, og det siger ikke så lidt. Rambo er ikke vigtig rent politisk (den blev naturligvis totalforbudt i Burma, men var den mest solgte film på pirat-dvd dernede i år). Diskussionen om, hvorvidt handlingen på nogen måde kan retfærdiggøre de grusomme billeder, synes også fortærsket. Rambo handler i stedet om at vise krig rystende tæt på.

Man kan ikke undgå at have en ret så dårlig smag i munden, når man er vidne til de brutale paramilitærfolk fra Burma, som torturerer, dræber og ydmyger deres landsmænd. Det fornemme ved filmen er, at den samme dårlige smag ikke dukker op, når først John Rambo og hans lejesoldater begynder at gøre nøjagtigt det samme. Den bitre smag kommer først bagefter filmen, når man retrospektivt ransager sit sind og spørger, hvorfor blodsudgydelsen pludselig føltes mere rigtig, blot fordi det var ”heltene”, der orkestrerede den. Det er det, som er filmens virkelige styrke.

Filmens sidste halve time er en lang, brutal actionsekvens, hvor John og Co. kæmper til sidste blodsdråbe, og hvor man vitterligt kan diskutere, om der nydes en retfærdig sejr. Det er enormt intense billeder, der tvinger tilskueren til at overveje, om det måske ikke virkeligt ser sådan ud, når folk dør midt i en krigssituation – og selv om filmen både er ren fiktion og ikke mindst placerer sig i forlængelse af sin actionmytologi, hvor overdrivelsen altid har fremmet forståelsen, så forbliver Rambo en unik film i og med, den tør være så brutalt rå som den er.

Det eneste man virkelig kan ærgre sig over er, at filmens DVD-udgivelse herhjemme ikke har fået nogen som helst overhaling. Der er intet ekstramateriale at forefinde overhovedet. Så er man fan, eller er man blevet det efter at have set Rambo i biografen, kan man med fordel anskaffe sig BluRay-udgaven fra England eller 2-disk udgaven på Region 1.